Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lægekunsten - Antiseptik og Aseptik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAARBEHANDLING I ÆLDRE TID 139
De gamle, fornuftige Saarbehandlingsmaader var, hvor de blev
gennemført, til en vis Grad i Stand til at modvirke Infektion, indtil
man begyndte at bygge store, permanente Hospitaler, i hvilke man
især i Krigstid ophobede en stor Mængde kirurgiske Tilfælde. Man
opgav i sin Iver for at udelukke Luften fra Saarene de gamle
Forbindingsmetoder og slog ind paa at udstoppe dem med Charpi, dække
dem med store Kataplasmer (især Grødomslag) o. lign, til Gavn og
Glæde naturligvis for al Slags skadelige Mikrober. Tillige blev
Renligheden mere og mere forsømt, og snart herskede der paa de
kirurgiske Hospitalsafdelinger det forfærdeligste Svineri: Lægerne gik fra
Operation til Operation, fra Forbinding til Forbinding, fra Obduktion
til Operation uden at skifte Tøj eller vaske Hænder, Grøden blev brugt
Gang efter Gang til Omslag uden grundig Udkogning, Charpi og andre
Forbindstoffer struttede af Snavs, Instrumenter var i den sørgeligste
Forfatning og blev sjælden renset o. s. v.
Der opstod som Følge heraf de mest morderiske Epidemier af
Hospitalssygdomme: Rosen, Hospitalskoldbrand, Forraadnelsesfebre
(Py-æmi og Septikæmi) o. s. v., og paa Fødselsstif teiserne, der ofte var
forfærdende overfyldte, rasede Barselfeberen i den Grad, at de
undertiden maatte lukkes, fordi Dødeligheden nærmede sig betænkelig til
de .100 %. Man prøvede at behandle Saarene aabne, uden
Forbinding, at overrisle dem med Vand, anbringe dem i Vandbad o. lign.,
og disse Behandlingsmaader gav ogsaa sine Steder gode Resultater,
men almindelig Indpas fandt de ikke.
Enkelte Kirurger vendte tilbage til den hippokratiske Antiseptik,
som jo gik ud paa at hindre Forraadnelse i Saarene, og optog
navnlig Spiritus som det suveræne Forbindings- og Udskylningsmiddel.
Man forsøgte sig ogsaa mere eller mindre famlende frem med andre
Modmidler mod Forraadnelse: Karbolsyre, Jodtinktur,
manganover-surt Kali, Klorvand (1831) o. s. v., altsaa de Midler, som snart skulde
faa saa afgørende Betydning i Hænderne paa klart maalbevidste
Anti-septikere. Men alt uden blivende Nytte. Man saa, at Operationer
gav langt de bedste Resultater i private Hjem, selv i usle, snavsede
Hytter, især paa Landet, og man tilskrev den fordærvede Luft
Skylden for det sørgelige Udfald af Operationerne og Saarbehandlingen
paa de store Hospitaler. Hospitals-Miasma blev et Stikord, men noget
nærmere om denne »Miasmas« Natur vidste man stadig ikke, skønt
nogle mistænkte den for at være af organisk Natur og levende (den
vitalistiske Teori).
Det første vidt skinnende Lys i det dybe Mørke tændtes i Wien.
En ung, ungarsk Læge, Dr. Se m mel weis, blev i Febr. 1846 ansat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
