SEMMELWEIS 141 ved hvilken Semmeiweis var ansat; han forfulgte denne med giftigt Had, og det lykkedes ham at faa ham fortrængt fra Anstalten. I Maj 1851 fik Semmeiweis imidlertid Tilbud om en Stilling i sit Fødeland som Overlæge ved et Hospital i Budapest, og i 1855 blev han Professor i Obstetrik (Fødselslære) ved denne Bys Universitet. Her udgav han i 1860 sit store, ovennævnte Værk, i hvilket han udførlig fremsatte og forsvarede sin Lære, der altsaa i Hovedsagen gik ud paa, at Aarsagen baade til Pyæmi og til Barselfeber er animalske, forraad-nende Stoffer, som hyppigt ved manuel Overforing, men ogsaa paa anden Maade, bl. a. ved Luften, bringes ind i Organismen gennem et Saar, enten dette nu findes udvendig paa Legemet eller inde i Livmoderen. Semmeiweis kendte ikke noget til Bakterier, og han tænkte sig vel nærmest det sygdomvoldende Stof som en ved Forraadnelse opstaaet organisk-kemisk Forbindelse, der i Patientens Blod indleder en Dekomposition, ved hvilken der dannes dræbende Giftstoffer. Han peger med genial Klarhed paa de Veje, man maa ind paa for at forhindre Overførelsen af det smittebærende Stof, og disse Veje er i Virkeligheden ganske de samme som dem, Antiseptikken senere godkendte. Semmeiweis tilbageviser i sit Værk med Myndighed de Angreb, som var blevet rettet imod hans Lære, men hans Modstandere forstummede ikke, og deres Vaaben blev ikke mindre forgiftede. Hans Lærebygning stod dog for alle Angreb, og da han døde (1867), var der næppe en eneste Fødselsstiftelse i Europa, som ikke i Virkeligheden blev ledet ud fra hans Synspunkter. Men selv var han jaget til Døde, en nedbrudt, bitter og dybt melankolsk Mand, og hans altfor tidlige Død var en Forløsning for ham. Mærkelig nok blev Semmeiweis’ Lære uden Indflydelse paa Kirurgerne, og hverken de eller den store Mængde af Medicinere lagde nogen Vægt paa den vitalistiske Teori, som dog stadig havde sine begavede og ivrige Fortalere. En af de mest fremragende af disse var Marcus Antonius Plenczicz, som med skarp Logik paaviste,, at kun Antagelsen af mikroskopiske Dyr som Smittebærere kunde forklare alle de til de epidemiske Sygdomme knyttede Fænomener. Han viste ogsaa, at hver enkelt af disse Sygdomme: Kopper, Kolera, Skarlagensfeber, Mæslinger o. s. v. maatte have sin egen Dyreart som Sygdomsvækker. Senere optog den berømte Anatom Henle paany Spørgsmaalet til Drøftelse og endte med at vise, at man maatte antage Læren om et »Contagium vivum« (levende Smittestof). Men Tiden var endnu ikke moden til, at den sunde Fornuft kunde bære Sejren hjem og trænge igennem. Tid efter anden blev det dog oplyst, at visse Hud- og Slimhinde