Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lægekunsten - Antiseptik og Aseptik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SEMMELWEIS
141
ved hvilken Semmeiweis var ansat; han forfulgte denne med giftigt
Had, og det lykkedes ham at faa ham fortrængt fra Anstalten. I Maj
1851 fik Semmeiweis imidlertid Tilbud om en Stilling i sit Fødeland
som Overlæge ved et Hospital i Budapest, og i 1855 blev han
Professor i Obstetrik (Fødselslære) ved denne Bys Universitet. Her udgav
han i 1860 sit store, ovennævnte Værk, i hvilket han udførlig
fremsatte og forsvarede sin Lære, der altsaa i Hovedsagen gik ud paa, at
Aarsagen baade til Pyæmi og til Barselfeber er animalske,
forraad-nende Stoffer, som hyppigt ved manuel Overforing, men ogsaa paa
anden Maade, bl. a. ved Luften, bringes ind i Organismen gennem et
Saar, enten dette nu findes udvendig paa Legemet eller inde i
Livmoderen. Semmeiweis kendte ikke noget til Bakterier, og han tænkte
sig vel nærmest det sygdomvoldende Stof som en ved Forraadnelse
opstaaet organisk-kemisk Forbindelse, der i Patientens Blod indleder
en Dekomposition, ved hvilken der dannes dræbende Giftstoffer. Han
peger med genial Klarhed paa de Veje, man maa ind paa for at
forhindre Overførelsen af det smittebærende Stof, og disse Veje er i
Virkeligheden ganske de samme som dem, Antiseptikken senere godkendte.
Semmeiweis tilbageviser i sit Værk med Myndighed de Angreb,
som var blevet rettet imod hans Lære, men hans Modstandere
forstummede ikke, og deres Vaaben blev ikke mindre forgiftede. Hans
Lærebygning stod dog for alle Angreb, og da han døde (1867), var
der næppe en eneste Fødselsstiftelse i Europa, som ikke i
Virkeligheden blev ledet ud fra hans Synspunkter. Men selv var han jaget
til Døde, en nedbrudt, bitter og dybt melankolsk Mand, og hans
altfor tidlige Død var en Forløsning for ham.
Mærkelig nok blev Semmeiweis’ Lære uden Indflydelse paa
Kirurgerne, og hverken de eller den store Mængde af Medicinere lagde
nogen Vægt paa den vitalistiske Teori, som dog stadig havde sine
begavede og ivrige Fortalere. En af de mest fremragende af disse var
Marcus Antonius Plenczicz, som med skarp Logik paaviste,, at kun
Antagelsen af mikroskopiske Dyr som Smittebærere kunde forklare
alle de til de epidemiske Sygdomme knyttede Fænomener. Han viste
ogsaa, at hver enkelt af disse Sygdomme: Kopper, Kolera,
Skarlagensfeber, Mæslinger o. s. v. maatte have sin egen Dyreart som
Sygdomsvækker. Senere optog den berømte Anatom Henle paany Spørgsmaalet
til Drøftelse og endte med at vise, at man maatte antage Læren
om et »Contagium vivum« (levende Smittestof). Men Tiden var endnu
ikke moden til, at den sunde Fornuft kunde bære Sejren hjem og
trænge igennem.
Tid efter anden blev det dog oplyst, at visse Hud- og
Slimhinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
