Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det lød for Wallon som et Paafund, der skulde dække
noget andet for ’ham, og han raabte:
„Det er Løgn!"
Men de blev ved at rumstere derovre, og Wallon mær-
kede, at hans egne Ben blev fulde af Myrer. Han kaldte
paa Ild, og hans Boy kom løbende med en Fakkel. I dens
Skær saa Wallon, at Jorden, Teltvæggen og hans Bagage
var levende af Myrer. Kun i hans Seng var der ingen.
Wallon følte sig behageligt til Mode, fordi hans Anelse
havde bedraget ham, og fordi Myrerne respekterede hans
Seng. Han fjærnede Myrerne af sin Krop og faldt atter
i Søvn.
Midt paa Natten vaagnede han igen. Mørket omkring
ham var fyldt med Hvisken. Wallon, som vidste, at han
ikke kendte Forskel paa det, som berørte hans Sanser
udefra, og det, som satte dem i Bevægelse indefra, slog
sig til Taals med en Trøst, han tidligere havde brugt:
Ingen kunde vel hviske om noget værre end det værste.
Og det undgik han jo ikke.
Han blundede et Øjeblik igen, men vaagnede saa ved
Lyden af Aaretag ude fra Floden. Lidt efter forekom
det ham, at Aaretagene holdt op, skønt de fortsattes i
hans Øre. Og han syntes, at nogen kom gaaende hurtigt,
med mange Ben, hen mod hans Telt.
„Herre!" blev der sagt udenfor.
Det var hans sorte Oversergent sammen med Sergent
Moya og to unge Soldater, som var flygtede fra Luciens
Peloton.
Wallon gjorde en Anstrængelse for at rejse sig, men
opgav overfor det umaadelige Besvær.
„De har dræbt de Hvide," hørte han Moya sige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
