- Project Runeberg -  Opstandelse /
139

(1899) [MARC] Author: Leo Tolstoy Translator: Abraham Kaaran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Opstande Ise.

139

hendes Skjæbne. Ja, jeg vil se hende og bede hende
om Tilgivelse. Jeg vil bede hende om at tilgive, som
Børnene beder —."
Han stansede.

(s* ! „Jeg vil gifte mig med hende, om det er
nødvendigt."-Han stansede igjen og foldede Hænderne over
Brystet, hvad han pleiede at gjøre, da han var liden, løftede
Øinene opad og sagde:

„Min Gnd, den almægtige, hjælp mig, lær mig, kom
og tag Bolig indeni mjig og rens mig fra alt ondt."

Han bad Gud om at hjælpe sig, rense sig, og
imidlertid var det, han bad om, indtruffet; han følte ikke
biot Frihed, Munterhed og Livsglæde, men følte ogsaa
hele Godhedens Magt — alt, alt det bedste, hvad et
Menneske kan udføre, det følte han sig nu istand til at
udføre. Da han bad, viste Taarer sig i hans Øine; det
var baade gode og slette Taarer; gode Taarer, fordi de
var fremkaldte af Glæde over det aandelige Væsens.
Op-vaagnen, der havde sovet i ham, og slette, fordi han
var tilfreds med sig selv og rørt over sin egen Dyd.

Det blev varmt for ham; han gik hen til Vinduet
©g aabnede det. Vinduet vendte ud mod Haven. Det
var en maanelys, stille, kjølig Nat. Paa Gaderne hørtes
der Vognrammel; saa blev alt stille. Lige under
Vinduet saaes Skyggen af et bladløst, høifc Poppeltræ;
Skyggen tegnede sig klar og tydelig paa Sandet i
Havegangene. Tilvenstre saaes Taget paa Vedskuret, der syntes
hvidt i Maanelyset; foran var Trærnes Grene flettede ind
i hverandre, og gjennem dem S cl ei 6 S Gjærdets sorte Skygge.
Nechljudow saa paa Haven, der var belyst af Maanen,
og Taget og Poppeltræets Skygge og indaandede med
[Velbehag den friske, vederkvægende Luft.

„Hvor godt! Hvor godt l Min Gud 1’’ udbrød han
ved Tanken paa det, som foregik i hans, Sjæl.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:34:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/opstand/0145.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free