Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 falghavre—familie
(Agersk, ; Bradr., Valsb. ; Thy, Mors) —
ploje gronjord; f— lordr, e støc jowr,
te row (Vens.); bruges dog også om
stubbens første plojning; grave et jord-
stykke i haven om efteråret (Agersk.) ;
jfr.
brække.
falghavre, no. [faUhawr] (Ang.)
havre såt i rugstubben.
falgmark, no. fældsmark (N. Sams)
græsmark fældet til vårsæd.
falillegenshjat, udråb, kun brugt
af gamle; noget forskellige former, å næj,
falildganshjat, el. fåUnddnshjat^ el. de skal
a sæj dæ faliUnshjærtB (Malt h.); ordet
synes at være farlille-hjærte o: hjærte
farlille, også Mors glds.
falk, no. falk æn falk (vestj.) =
rgsm. ; i æventyret: et skib ladet med
duer og falke, Sgr. VII. 171; der er ingen
fugl, der flyver så hojt, som falken med 20
sine unger, Kr. I. 81 ; i æventyret skabes
drengen til en falk med én fjer af guld,
Gr. Ævent. I. 6; drengen giver falken
dyrets indvolde og får så magt til at
omskabe sig til falk, sts. II. 150. 152,
Sgr. IV. 30; stifmoderen skaber barnet
om til falk, gisning af Kr. se Sgr. V. 51;
i haren er en f—, Sgr. IV. 23.
falle, no. se falg, farlil; to. se fålig.
1. falle, bio. faU (D., Ang., Bradr.) 30
bruges i en mængde forbindelser: de
hlow f— mæ æ væn, tåleligt; de æ f—
mæ ham, nogenledes; æ ver H f— il,
el. f— ii reqtd, jeg ved det ikke rigtigt
(Agersk.); ve do vær fob (vestslesv.) til
et uartigt barn: vil du være ordentlig!
ce vær hlow fah (sts.) tåleligt; di ku it
fab jæns om H (Valsb.), de kunde ikke
ret enes om det; han ka f— et go owdr
æ gul (Malt) næsten ikke ; de kan æ f— •*<)
(Valsb.) sagtens; æ van kåkt int f
—
(Vlb.) ikke rigtigt; forstærkende tillæg:
f— sydk, fåkø9l, ves, gåt (Bradr.); jfr.
farlig, fålig; ordet synes ikke ret vel at
kunne tydes som: farlig.
2. falle (?), uo. faU -r -t (Rkb.) f—
sæ hæn ve æn sij, om en fuld mand,
støtte sig langs siden af et hus.
3. falle, to. fals (Dover, Hjelmsl. h.)
gusten, bleg; do sp f— udf om en, der so
har været syg; jfr. isl. folr, bleggul;
SV. dial. fal, Rietz 124; htsk. fahl, eng,
fallow.
. fallehed, no. fahhe (Valsb.); han
kan int mæ f— ræjs te stajs, med orden
og sikkerhed for fuldskab.
fallere, uo. tabe sig; rugen fallerer
i kulde og tørke (N. Sams); jfr. ital.
fallire, blive bankerot.
fallit, no. to. fali’t æn (D., vestj.,
alm.); foli’t æn (Agger); fåli’t el. hos
gamle fåli’k (Vens.) = rgsm.; gyj^r,
spel f—; fåli’t fåhl! siges til den, hvis
gerning mislykkes; a æ ræn fåli’t o: jeg
har intet; de æ we å wæ fåli’t o: det
er ved at være opslidt (Vens.); formen
er kendelig en folkeetymologi = for lidt,
jfr. Nyrop, V. Sk. s. 27 ;
jfr. fr. faillite.
fallitspiller, no. folrt^nspeUr æn -9r
(Agger) person, som går fallit; ordet er
vist alm.
falme, uo. falm -ar -9t -H (D., vestj.,
Søvind s., Bradr.); falm -dr faldmt faUmt
(Vens., Agger) = rgsm. 1) om hvad
der taber farven; „hun v^a. som en knækket
å falemt blomst", Yuelb. 73. 2) om
msker og dyr: miste det sunde udseende,
også: mi søjn falmer, svækkes (vestj.);
jfr. Rietz falmå, falna ;
gldsk. falme, falne,
se Kaikar I. 501 ; isl. folna; 3. falle.
fals, no. fals æn -9r (D., Brader.),
en fuge, hvori noget skal gribe ind; jfr.
htsk. falz, hak.
falshovl, no. falshæwl æn -hæwl
(Thy) til at hovle falser i vinduer og
dorre.
falsk, to. falsk (D., vestj., Bradr.,
alm.) = rgsm.; om msker, man ej kan
stole på; om is, som ikke kan bære;
om penge, som ej er ægte; jfr. mnt,
valsch, htsk. falsch; gi. fransk fals, lat.
falsus.
falskeri, no. falsk9ri’ de (Søvind s.)
;
gø f
—, begå bedrageri, f. eks. i kortspil;
de ggr mæ falskdrrj (Agger), med snyderi.
Falster, no., i tim. : han ser så sur
ud, som han havde’ slugt Falster og
skulde ifærd med Lolland (vestslesv,).
fam, no. fam æn (vestj., Thy, Mors,
Sall.); fams æn (Mds. ; hak. Vens.) —
1) en dis af varme, solrøg, der lægger
sig over egnen, 2) dampen af moser
og enge varme aftener, 3) ubehagelig
lugt, stank (Mds. h.. Vens,); jfr. gldsk.
famp. Kalk. s, 503; sv. dial. fam, stank,
Rietz; fimset,
familie, no, fami’h æn (D, alm.);
fomi’U æn (Agger); fami’li æn (Vens,,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
