Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
humstre—hunJ
<;7:{
humstre, uo. d homst9r mæ jæn
(S. Hald) tumle med en ; hæstsrn stor u
homsirdr (sts.) hestene står’ og larmer.
humtre, uo. i udtr. di stor å homtdr
(Vens.) om hestene: står uden at æde,
løfter på benene og er ilde tilpas; se
2. humme, humstre.
humør, no. humø’r æn (D., vestj.,
alm.) = rgsm.; jfr. fr. humeur, lat. hu-
mor, fugtighed; krigs-, perle-. lo
hun, no. se horn; bio. se hvordan.
1. hun, pers. steo. hon (Tved, Tårs,
Alstrup, Lild s.. Søvind s., Bj. h.; Søn-
derj.) ;
Ixun (Mors, Thy, Agger, vestj.) —
1) = rgsm.; om kvinder og kvindelige
væsener; med eftertryk: no æ hun 9t!
(vestj.) o: hun, som der peges på, skal
gribe i legen; om det grammatikalske
hunkcin i trekonsegnene (se 4. -en); „de
war ene motvb får ham å fo cépon å^o
ijen, så gåt war hon (kæppen) stolcdu
ef, Grb. 82. ,38; Jia hqj énda hat hoqm,
mé no wa hon (bogen) ås9 hen’’, Grb.
113. 116. — 2) i omtale til dyr af hun-
kon (alm.); til katten siges som regel:
hun (Silkeb.). — 3) i tiltale til dyr og
msker, mest i vrede: ka hun sto! (vist
alm. vestj.). — 4) som hæderstiitale til
gamle kvinder udenfor bondestanden, til
fornemme folks pigeborn (Vens., vestj.) so
har vist været alm., men er nok gået
af brug, jfr. Museum 1892 s. 143.
— 5) om havet; hun æ gal ida’w
(vestj.), hvilket kan synes påfaldende, da
havet ellers nævnes Kræ Wæjstar, Kristen
Vestergård (s. d.); om vejr og vind: læ
hin kon fyt æn par daw! (vestj.) lad det
kun sne et par dage; hun kuwhr åp,
hun hlesdr, hun æ noj u’roh (Agger);
også i andre forbindelser, hvor rgsm. -»o
har: det: hun slaw te: ham, liq te hun |
el. de swopdt (S. Hald); „no jik hon
(o: det), som de ku hejst", Grb. 9. 48;
„di stow å terikdr entdri åpå, fori hon
(det) jijr e rut umte wejm" (vinduerne),
sts. 46. 72; „sin hqj hUu> gamd å stoms-
wurn, så jik hon (det) e’hc så stryqi får
ham, sts. 217.21, jfr. 243.275; et brol,
te hun skingrede i hele gården, Kr. IV.
235; høres kan: hun (vinden) drywørhin^^
(vandet) ud å æ o (D.). — Jfr. Aasen ho,
isl. hon, hun; han, hende, hendes^ krog.
2. hun, no. æn hun (vestj., Søvind s.,
vist alm.) et hundyr.
Feilberg: Jydsk Ordbog.
hund, no. huj i hest. huj flt. huj
best. -a/z (Vens.); hun æn hun (D.. vestf..
Syd Thy, Søvind s., Sams); hun æn hun
(Støvr.); hon æn hon (Nord Thy); huin
æn hun (Åbenrå); hun æn hun (Agersk.,
vestslesv., dog også hun); hon æn huÅ
(Bradr., Ang.) =r= rgsm., canis; i Silke-
borg egnen skal hunden i omtale altid
nævnes „han", også i udtr. som: hunden,
han har fået hvalpe; hunden „gjaffer",
„gjør% el. „søger"; der bruges om den
parrelystne hund „drov«, „gjel"; i Valsbøl
kunde høres: etlethudn, en lille h— ; itk.
har sin forklaring i, at unger af dyr er itk.,
se hvalp, kylling, kalv osv. ; ve do hæru’l
hun! (D.) siges, når man jager h— ud;
wet do huj! (Vens.), når man vil skræmme
hunden fra noget. Hund er navn på en
taterslægt, Sgr. III. 229. — Swåltm, maw9r,
sloykan som æn hun; han frys som æn
hun (vestj.) ; skam sæ som æn h— (Agger)
;
han gluwr som æn hun (Andst); han
swæddr som gamsl hun, nær di skidar
(vestj.); di gpr o æ sij, lisom æ huå te
hråhp (Malt); do må et ræk dæj som
æn h— (D.), formaning til horn, der rækker
efter noget ved bordet, se stud ; di lowar
som æn h— i æn hælmas (vestj.) o: over-
flødig og godt: hunden æder sig ind i
det døde dyr ; fålrqs som hun o kat (D.) o
:
leve i ufred; de gpr som hun slekar
bøtar (Vejle) o : det går rask ; han flywdr
i 9t som æn h— i hiJ9d grød (vestj.);
a æ så homn, som æn hun i æn lærfk
(vestj.); å wa 9t så æn go^, te a so te
æn kål, så wa do som æn hun, te di
rut (rykkede) i si hol! (Tåning); når
kærestefolk el. ægtefæller ikke kan for-
liges, siger man: di ska hå æh— lot
in te- dæm (D.), man lukker nemlig en
hund ind til fåret, når det ikke vil holde
af sit lam, jfr. J. K. 183. 32; dær æ nåk
ant9n æn hun æhr æn grow får te’ dæj!
kan siges til den, der går ud af en dor
uden at lukke den ; også kan siges : é do
huj hæhr herdmaj? (Vens.); æ gul htm
æ nåk atar dæj! Sgr. III. 108. 482 (vestj.)
skal siges til den dovne, se Niels; såw
do et wå h— ! el. såw do et wå blesa
h — , dær kåm å æ nuwardn o ræ-h
synard! (vestj.) afvisende svar, når en
fortæller noget utroligt; jfr. frimærke,
hægte, kattehale, pisse, skide; når et
barn siger: hwa skal a gyjar? kan sva-
43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
