Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 kjæledægge—kjælling
kjæledægge, no. kæbdæ’q æn (Malt
li.), ilk. (Søvind s.); fcæhdé’q æn (Ehled);
kæbde’q æn (Lild s.); kæhde’q el. kæ’h-
deq æn -9r (Agger) = rgsm.
kjælefis, no. kæhfis æn (Lild s.) et
forkælet, kåd barn.
kjæleklod, no. [kæhklåd] æn (Ran-
ders) kåd person.
kjæleside, no. kijdsi æn (Elsted)
skældsord til kælne, uartige born.
-kjælet, to. se for-.
kjælig, to. kæh (D.); kæh (vestj.,
Vejr., Agger, Thy, Mors, Lild s., Søvind s.)
;
keh (Hundsl. s.) ; kijah (Sløvr. h.) ; kædh
(Mols); keh (Agersk.); kæU (Åbenrå,
Sundev.) — forkælet, kåd, ustyrlig, på-
trængende, næsvis, om born, dyr; do gør
ham så kæh, te do gør ræn skit o" ham
Lild s.); do må et vær kæh! din kæh
fcæhfi æn -3 (Søvind s., Elsted); kæhii
æn -ar (Mols) :^ rgsm.; enhver gift
kone kan spøgende kaldes k— (Ag-
ger, Vens.), jfr. stodder; ellers vel mest
en gammel kvinde; de ær et spøq å
kom i tæn mæ æn gal hæhri (Span-
det; Ringkb.); de ær æn un kæhri i
hin (D.); der er aldrig så stærkt et tø-
vejr, der er jo en k— som har en særk
10 ude at torre (Vens.) ;
jen hå jow nåk
høt snak om kæhrpn, dæ kant mæ hemr
kakalraq å piskdd éq i hen9r skenskywt
(Lild s.) ; di seddr o djæ æn, som kæhi^ar
te gil, Sgr. X. ilO. 349(Himmerl.); å, mi
Igr å mi læn å mi om sij, hwo læ^ mon
di fåha’nsdd kæhrpr vel hij; mi Igr å
mi læn å mi håwt, dær komdr di ud i
wår tåwt! sagde en gammel kone, når
hun ventede nogen, Sgr. XI. 143.434; „de
knæjt! (D.); også om gamle, men så20<B dæ føst!" so cæhridn, hon ski i grics,
ikke dadlende: æn gamal kæh knæjt (D.)
lystig, fuld af lojer; do æ så kijsh! æn
kijdh knejt; hun æ let k —, om øget,
dei- ikke tåler berøring; de kijdh hian,
undersiden af overarmen, som er meget
følsom; de kijdh kaldes fint, tæt græs i
mosen, som er vanskeligt at tage med
leen (Elsted s.); rgsm. s betydn. af kælen
findes måske i Salling; jfr. Aasen, kjælen.
kjælighed, no. kæhhijdd æn (D.) ; 3o
kijdhher (Elsted) — kådhed, ustyrlighed,
om born og dyr.
kjæligskab, no. kæhskav (vestj.;
Agger); læ di k— får! — din kådhed.
-kjælk, no. jfr. htsk. rothkehlchen
;
kehle, strube, der smstilles med lat. gula;
se rød-.
1. kjælke, no. kilk æn -dr (Mors)
;
cilk i best. -i flt. dik (Vens.) — en lille
hon ha enda’ skit atan (Vens.) ; hqj go
mæ en cæhri frå hwa hg (sts.) o: med
umage stromper; „æ tow æn gamal kæhri
for æn par or hæh trij, mæn famn
skrow æn nol ow te!^ så han Kræn
Wæjstdgor a Rajrdp (S. Thy); rim:
cæhipn mæ hér høtvtåpd luw,
hér hywl å hér hæk slærit hon øwdr
9n tuw,
så slæri hon sæ nir å so åpå de wærk,
låtidn (o: låtiwun) war uw å hwer9n
wa stærk (Jerslev);
de tre sidste Hnier lyder også:
hon sur dæm: mønsæl hon skul ler
dæm å tuw,
få latdn wa løs, får owsi dæj hat^,
få de dæJ wa så ure’mdh gro [sko]’^
(Vens.)
;
møde en gammel rødojet kælling, når
slæde, som en mand trækker; æn Mn^oman går på jagt, er et ulykkeligt møde
er til heste; fig. no ggr cilki (Vens.) o:
nu går det lystigt; jfr. Aasen, kjelke, isl.
kjålki hak., hlle let slæde.
2. kjælke, uo. cilk -dr -a -9 (Tors-
lev V. Sæby) køre på kjælke: ska wi u
å cilk?
kjælkeagende, no. cilkqqi é (Vens.)
kørsel i slæde.
kjælkemede, no. kilkmedar flt. (Hor-
(s. d.) ; ulykken kan hindres ved at kysse
hende, J. Saml.^’ L 57, jfr. Grimm Myth.^-
1077, Wuttke nr. 288, Strackerj. 1.28.16,
Mélus. V. 300 ; også ondt møde for et
brudefølge, Kr. IX. 47.514. 522; i ævent.
:
kællingen vil kløs på ryggen, men klem-
mer den ihjel, som gor det, Kr. V. 272
;
en gammel k — sidder ved en rok, to
hvide mus i hendes skæg, Kr. VII. 285;
num h.); cilkmé æn -ar (Vens.) = rgsm. so med huggetænder, J. K. Æv. I. 183; med
kjælle, to. se kjælig.
1. kjælling, no. kæhri æn kæhrpr
(D. ; Vor); kahri æn (Fanø); kæhri æn
-9r (Thy, Lild s.); cæhri æn -9r (Vens.);
en næse, tre alen lang, Kr.VII. 326 ; i Hek-
kenfelt s. 330 ; Mikket ræv testamenterer
den gamle k — sine tænder, Kr. II. 325. 12,
Sgr. 11.194.11 ; k —, som er fandens mester,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
