Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
klø—kløftig 203
en hegle, Kr. Æv. 300; drengen skal klø
moderen, mens denne siger ham besked,
hvorved ordene i’orvirres, Kr. Molbohist.
G4. 205-6 ; heks, som spolles, hævner sig
ved at volde ulidelig klø , Kr. Anholt s.
85. 197, jfr. Rafn, Oldn. Sag. II. IG7, 111.
87, Olaf Tryggv. S. kap. 213, Thorleif
Jarleskjalds S. kap. 4. — 3) banke,
prygle; ka do klø ham? (D., alm.); do
trærp nak te å wo kløj o : til prygl ;
in
ha-j kløj dæm uw o : jog dem på doren
;
fig. a kløj ham cV mæ no pctfi (Vens.)
O: fik iiam til at betale mig; også klø
O’ jæn, slå løs på en; klø tf jæn, slå
til en (D.). — 4) med fuldstændig op-
givelse af den opr. betydn.: løbe hastig:
„hon let klo øwd te Jæs prejst får å
henc ham dénir" , Grb. 191. 104; hun for
over til Jetsmark præst for at hente
ham derned ; haj kléj å’ (Vens.) for af- zn
sted; haj læt klø dærhæn (sis.); „ud loe a
kløe te de fugtigest stæjæ", And. Fiskeri;
kræmmeren, han ud ad dciren lader klø
og glemmer . . ., Kr. VU. 3G5 ; de lader
klø ud af huset, alt hvad de kan, Kr. V.
318; klø do kon te’ I (vestj.) o: begynd,
tag fat; „klø p, mcen æ hal stor!" så
Søhstæj smæj, han gor 9t ve æ kat (D.)
o: tag fat, mens tid er; jfr. Aasen klaa,
isl. klå.
2. klø, no. klø (D., vestj., Sall., Mors,
Agger, Hanh., Søvind s.); klø el. klød i
best. kløi el. kløj (Vens.) ; kle huk. (Mols)
— 1) kløen; a hd9 son én klø øwd
h(’J9l9 mi krap, te a hb åh rbhhei (Sø-
vind s.); dæ tcårikd suwr swij ætd sø klø
(Vens.) ætdr dæn stj9 kly9 føhr dæn sur
svi (Ang.); jfr. Fb. Fr. H. s. 147. 37 ; alm.
om fnat, der er en stærkt kløende hud-
sygdom (Agger , Vens.) ; der var både -lo
bitte fnat og slor fnat, det bitte var det
værste, se Kr. Alm. VI. G4. 140 anm., jfr.
kløet, skræ’dder-; gamdl tnans klø (Malt)
er en sygdom ; hun hår klø i æ læjr
(D.), sagtens obseønt. — 2) klø (D., vist
alm.) prygl ; han fæk æjsdn klø (D.)
;
han fæk noj klø (Agger).
klobande, uo. stærkt udtr. for at
bande; ja, som han kunde kløba’nde, |
havde han sål Kr. VIII. 231; dersom det so
ikke skal være klø til og bande?
kløbese, uo. i udtr. a ska kløbéjs
dæ! (Vens.) prygle dig.
kløbomme, klobunke, se klafonnes.
kløbukse, i udtr. horti, kløbb’ws!
(Vens.) til drenge o: skynd dig! vel sag-
tens: rør dine bukser! el. af 2. klør?
klødunse, uo. klodons -3^ (Løgstør),
å kl— jæn, prygle en; ordet forekommer
gentagne gange hos Kr. Molbohist. s. GG.
212-14 og synes at støtte sig til klø uo.
i betydningen: prygle,
kløe, no. se 2. klø 1.
-kløere, flt. se hnger-; klø uo.
kloeret, to. se kløet.
kløet, to. klød (Mors) ; klødrd (Vens.)
— fnattet; jfr. knaj.
1. kløft, no. kløft æn (V. Vedst.) en
kløgt, en lille fortælling med pointe; jfr.
Gr. GI. d. M. 111. 199, Kr. Molbohist. s. 23.
7*J flg. ; se kloftig.
2. kløft, no. kløwt æn best. -a/« flt. -ar
(Vens.); kløwt æn (Agger); klbwt et -a
(Søvind s.); klbwt æn (D., Sundeved);
klewt æn -dr (Mols) — 1) dær æ klbwt
i dt, træf æ klbwt ræt (D., Agersk.) om
træ el. sten: stedet, hvor det kan kløves;
dær æ goi klbwt i a (Sundev.). — 2) et
stykke træ, som er kløvet engang igen-
nem, er æn klbwt (D.), se tokløft, fir-
kløft. — 3) et stykke, som er gaffel-
dannet, en kløftet gren (D., Agerskov);
kløft f. eks. i en pind (Søvind s.). — 4)
kløwt æn best. -an flt. -9r (Vens.) et par
opstandere, der er samlede i en spids
vinkel, og som er fæstede vandret ovenpå
aksen, kirkeklokken hænger i, således at
denne er trekantens grundlinie; rebet,
hvormed klokken ringes, er fastgjort i vin-
kelens toppunkt ; — et kløftet stykke, som
kan sættes ved studepuderne istedetfor
,seltræerne", hvortil trækket er befæstet
(D.) ; et af de to stkr. træ, som omfatter
„ langvognen " ;
— et af de to træstykker,
som ved de gamle hjulplove, holdt ham-
melslokken (Vens.); — æn pa kløwtdr ^i.
(Mors) en dobbellkrog, hvormed hamlen
helles til ploven, jfr. klyver 2. — 5) et
klbwt (Sundev.) en kløft i klinten ved
havet, dær ær æn kløwt i dæ hæ to-
læ’rkin (Agger) revne; æn kløwt i bowr9
(Vens.) en sprække; se mnt. kluft el.
klucht, Scli. Liibb, ; se kløve.
klofthale, no. klbwthål æn -hahr
(vestj.. Vejle) ørentvist; jfr. tvestjært, øre-
orm.
kløftig, to. kløftd (V. Vedst., vestj.),
æn kl— knæjt, kløgtig (s. d.) fyr; i Thy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
