Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lydløs—lykke 473
— rgsm.; hjji (Vens.) lydende: din hm
ær ene su lijji (Vens.); se u-, van-,
lydløs, to. lyjløs ilk. -t (Vens.) =
rgsm., uden larm.
lydoret, to. lyørd (D.) som hører
skarpt.
lyev, uo. se løbe.
lygt (?}, bio. i udtr. don stor lyc te
Ilsom 9n sicenstiddr (Vens.) o : på klem
;
tf. af lyde 1 ?
1. lygte, no. lowtdv æn -»r (D.) ; løjt
æn -dr (Vejr.) ; løt æn -dr (Thy) ; lojtør
et -9r (Braderup, Ang.); løqtdr æn -ar
(Fjolde); lojdø æn -ra (Sundev.); Idjt æn
-dr (Støvr., Søvind s.. Hads h.); løc æn
best. -dn flt. -dr (Vens.); lit æn best. -dn
fit. -3r (N. Sams); lyt æn -9r (S. Sams) =
rgsm.; han håd æ lowtar tæh (D.) var
fuld; for glas svinebJære, Kr. Alm. III. 8,
hornskiver, Deecke 73; 1 — gjort af to
runde træskiver med en hinde om. Stolt
Opt. s. 89 ; lygte, hvormed skibe lokkes
til stranding, Kr. Sagn IV. 139.11, 414.87;
personnavn : hOij lahdr lisdm Krén Løcdns
føl (Vens.); en ansøger leder med en
lygte i hånden efter et præstekald, Sgr.
XI. 54.89; jfr. Aasen lykt, sv. lykla; mnt.
luchter, Sch.Liibb.; hlsk. leuchter; horn-.
2. lygte, uo. løc -9r -9 -9 (Vens.), i
udtr. å løjt ow (Søvind s.), wi løC9 å’ 3o
(Vens.) lygte af o: foretage en runde i
huset med lygte, inden man går i seng,
for at se, om alt er i orden.
lygtemand, no. Idwt9rman æn (D.)
;
Wjpman æn (Andst); I6jt9mah æn -min
(Bradr.); lojtdrman æn (Agersk.); lojds-
mah æn (Sundev.); løjtman æn (Thy);
lojtman æn (Støvr.; Søvind s.); løanqj i
best. -mqj flt. -niæj9r (Vens.); lytmaå i
(S.Sams) — rgsm., en lue, et lys (s. d.), -lo
der antages at brænde på sumpede steder;
jfr. Naturen og Mennesket I. 1G7; kaldes
„mallepøtting" (Falster), se Thiele Over-
tro nr. 745; „løjtmannen plejæ ossæ hiæ
å farres, så hvem der ett vedd o’et let
ka narres å blyu foer vild", Anders.
Frieri ; forekommer alm. i folkesagnene
;
„især tee hælni9StiJ9r i mørk awt9n9r e
løcmqj jan dpå far", Grb. 137. 1; han
svinger en lygte , der sidder på enden so
af hans hale, kaster man stål over ham,
står der en sort hund, Kr. III. 79. 108;
dæm, dæ fløhr skelsti9n9n, di kom9r oså
fe å go ijh’n såm løjtmæn9r, dær slæd9r
gløj kæddr æt9r dæm (Lild s.); di æ liså
nær i slæjt el. æ søsk9nbø9n lisom æ
lowteman o æ dowl (vestj.); den er en
morders fredløse sjæl, se Mhoff 1 88. 258,
553. 558 (Jordkjær, Tønder), jfr. s. 368.
493; alm. forestilling er det, at lygtemænd
er uretfærdige landmålere (s. d.), som
har sat falsk skel; han er en lille mand
i blå frakke, Kr. Sagn II. 489. 16, dreng
nr. 33, kæmpe nr. 26. 36; man kan flojte
ham til sig, Kr. Sagn II. 488 7; han
kommer, når man peger (s. d.) efter ham,
Kr. Sagn 11.492.24; fører folk vild, Thiele
II. 298. I, Kr. III. 79. uo, VIII. 60. 115,
Sagn II. 487. l. 8. 9. 35. 42, jfr. Hazel.VI. 20,
Mélus. 1. 7 1 (Frankrig), Z. f. M. III. 1 1 1 (sla-
visk), Arner. Folkl. I. 139 (Negre), men
man undgår at blive ført vild, når man
vender et stykke af sit toj vrangt, J. Saml.
IV. 245; kjole, Kr. Sagn II. 487. 4.16,
vante; han lyser folk hjem for betaling,
Thiele II. 299. II, Overtro nr. 744, J. K.
343, S. Kjær, Stavnsb. s. 362, Gr. GI. d.
M. I.U, Sgr. VIII. 191.812, Kr.VIII.60. 116,
Sagn II. 488. 9. 10. 11. 12, jfr. Wigstr. II.
235. 241.359, Mhoff 262. 186.255, Strac-
kerjan I. 220, Veckenst. Volksk. III. 59,
Kuhn M. S. s. 98, Folkl. Journ. V. 179;
hopper omkring, Kr. IV. 58. 74, M.Skrædd.
s. 4.4; skræmmer, forfølger folk, der skæl-
der el. håner, Kr. IX. 197, jfr. 253.92,
VIII. 60. 117, VI. 54.76, Sagn II. 491. 19.
20.22.26, jfr. Grimm Sagen I. 322. 277,
Strackerj. II. 67. 340 a; slår mand omkuld,
Kr. Sagn II. 491.21; dundrer på port, sts.
nr. 20. 25; stikker ild i mands hår, nr. 30;
viger for Jesu navn, Gr.Gl.d.M. 1. 127. 133;
for jærn, Kr. Sagn II. 488. 6; jages bort
ved skældsord, Sgr. XI. 127, Kr. Sagn II.
491.23; jfr. hvegeild, mosemand, udøbt;
Wille Opt. s. 173; „hrævareldur", Arnås.
I, 309 ; Kuhn W. S. 1. 1 1 8. 127 med mange
henv., 11.23; N.S. und. „irrlicht"; Wuttke
nr. 762, Grimm Myth.^- 868, Harl. & Wil-
kinson Lancassh. Folkl. s. 53, Folkl. II.
158, III. 558, Suffolk Folkl. s. 122, Mé-
lusine I. 455, Ndl. Volksk. I. 16.
1. lykke, uo. løjk ft. ZøjAar (Fjolde)
;
[hj9k’] (Mellemslesv.) — gore lunken, op-
varme svagt; jfr. Aasen, lykka, formilde,
gore varm, eng. luke, lunken; se 4. ly.
2. lykke, no. løc æn -9n flt. 9r (Vens.)
;
løk æn (D., vestj., Vejr., Lilds.); lyki æn
-9 (Tåning, Søvind s.); lydk æn lykdr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
