Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512 spyt—spytte
njæs9ti ! — ja hon æ spysk! om svidende
kulde (Vens.); »spyds", Kr. Æv. 111. 64;
jfr. skask, skral.
spyt, no. spøt de (D., vestj.); sput é
best. -9 (Vens.); =• rgsm.; fåstin spøt
(Agger), er brugeligt til mange ting; se
fandens-, fugle-, gjøge-, hekse-, kukke-
mands-, kukkuks-, snoge-, trolde-, tudse-.
spytslikker, uo. spøtslekør æn (Ag-
ger); sputslekør i best. -i (Vens.); =
rgsm. ;
jfr. snolslikker.
spytte, uo.
spøt -9r spøt spøt (D., Andst);
spét -9 spét spøt (Søvind s.);
spø9t spøt9r spøt spøt (Ang.) ; ft. spø9t
(Bradr.)
;
sput -9r sput sput (Vens);
= rgsm. ; do spøt9 som ndw9 matro’s
(Århus) ; han spøUr så fjH, som han ga
træj mark i skat (vestj., alm.); el. som
han skapt a tåw katå’fl9r å æn mdr9t
(gulerod), Sgr. 111. 106.451; om en, der
spytter langt, kan siges : så9n sked æ siårk
sist han wa i Når9 (Hannæs) ; hqj sput9r
så hret, hqj hor nåk sålc hans stu (Vens.)
;
åæ wa så mam falk, te 9n ku knap spøt
fo falk; dæn dær spøpr i æ kol, komar
såmti tej 9r o søb 9m stjal; do war ek
bæj wær en æ sku spét dæ i di obdn
øwn (Agger), den sidste tim. udtryk for
stærk foragt; han spøt æn tæå el. spøt
lomr o lori9r åp (Andst), om den der i
slagsmål kommer til skade; a ka spøt
en klat å sæt me po (Søvind s.), siger
den, som mangler en stol; „do ka spøt
9n klat å sæt dæ å, så serdr do il å æ
har gol (N. Slesv.); el. så ser9 do po
det ej9nt (Elsted); spøt i æ høs (vestj.),
lide tab ; spøt i æ glas (vestj.), siges om
en, der ikke drikker ud; nær 9n
for æ huw9 in aå æ dar, ka 9n si
dw9r æ hipl ståw (vestj.), „hon æ. da
så glowi (gloende) som. swol, så ilgnist9rn
spnt9 frå hær", Grb. 135. (i; de spøtin
(Agger), spytten; ær »t di æJ9n ur? tor
do spøt i æ værk? (vestj., alm.), drenge-
vittighed; må jeg spytte hvor jeg vil
uden på dig? Sgr. VI. 237. 857, ordspil
mellem „udenpå" og „uden på", o: kun
ikke på dig; „han kan spytte til det tredie
knaphul, ligesom de Mårups mænd om
foråret", Kr. IX. 110.179 (Nødager s., S.
Herred, Djursland), de er sagtens over-
måde tykke og velnærede; urenlige per-
soner lå i sengene og spyttede på væggen,
Kr. Almuel. 111. 44. 127 ; — ved arbejde,
især strengt, siges alm. : læ wds så s
i hændr9n å ta héj9 ve! (Søvind s.); la
wås så spøt i æ hin9r o tæj bæj9r vel
(vestj.); fig. om vejret: „a tråwr, dé
klarsr åp!" — ;,««/; de spøtdr i æ himr
o tæjsr bæJ9r ve (vestj.), om regn; jfr.
Kr. VI. 272.181, Amer. Folkl. 111. 58. 161.
ift240; Molboen som bærer hele rækken
I
spytter i hænderne, så alle falder, se
Fausb. Molboh. 56 a ;
jfr. Kohl. Kl. S. 1. 1 1
2,
Tråd. pop. 11. 276, XI. 636, XVIII. 547;
folk, så overmodige, at de spytter i kop
i stedet for på gulv, Krist. SkS. 169.47
bonden kan godt sp- på gulvet, behøve
ingen bakke, Kr. Alm.^Vl. 29.96; sme
dens (s. d.) dreng spytter på det varm
jærn, inden han prøver at røre ved de
20 og er derved klogere end præsten, J. K
I
287, Sgr. Vil. 177.782, jfr. Gloust. Noodlei
I
119; kommer en til at spytte på si
selv, har anden mand belojet ham, Kr,
IV. 380. 376; spytter man på sig selv
får man ærgrelse, Amins. VIII. 111; ønsk
inden sp-klat fra bro falder i vand op
fyldes, Kr. Alm. 2-
111. 128.68; — at sp
på en betragtes som et udtryk for hån ’
og foragt mod vedkommende; enhver
30 har lov at spytte på forført kvinde, JK^
89. 162; på den indmurede dronning,"
JK. Ævent. 1. 67, jfr. Gonzenb. 1. 21, Ri-
vista 1. 758 ; de ufødte born spytter den
kvinde, som ej vilde føde dem, i ansigtet,
Sgr. IV. 5, Gr. GI. d. M. 111. 20 flg., Ævent.
II. 203, jfr. V^igstr. 1. 193; folk spytter
på den, som bærer den spanske kappe;
hovbønderne skal sp- på den, som rid-
er træhesten, Kr. Almuel. II, 72. 182. 195;
40 på Dyvekes billede, Thiele 1. 281; på
gravsten, Dania III. 38.3 (Roskilde); gen-
færd tvinges til at sp- på hinanden, Arnås.
1. 367; spøgelse overspytter præst, som
må frelse sig i ovn, Krist. IV. 153.218,
Sagn II. 314.263, jfr. Asbj. III. 31 ;
—
spytter man på kakkelovn, gloende jærn,
i ild (se 11. 10.24a) får man blegner på
tungen, se Krist. IX. 49.534, Sgr. VIII.
120.520, Folkev. XI. 455.277, jfr. Busch
soVolksgl. 153; „det gor kun Jøder", Am.
Folkl. VII. 127 (Rio Gr.); heller ikke må
man sp- i vand (s. d.); ikke mod månen,
så får man blegner, Busch Volksgl. 271
;
el. mister sine tænder, Krauss Volksgl. 14;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
