Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
652 sule— sult
de (Ang.), = rgsm. ; fedevarer, kød, smor,
ost til brød; dær ær ce gåt law suwl
åpå dæj. mætma (Vens.).; jfr. Aasen, suvl;
is), sufl, SV. sofvel; tilmad; pluk-.
1. sule, uo. han suwhr mæ madi
(N. Sams.), ødsler, bruger for meget sul
;
han gor o suhr o muhr (Herning), går
og er tvær og fortrædelig.
2. sule, no. sul æn -9r el. suhr
(D., vestj., Sall., Bj. h., Agersk., vestslesv.,
Bradr.) ; syl æn syhr (Mors , Thy ; i
Lild s. også syli æn -9r); syl æn best.
syl, flt. syhr (Vens.), svær stang; på
ploven det lodrette træstykke el. jærn-
stykke, hvortil skæret er fæstet (Mors,
vestj.. Heil. h., sønderj., vist alm.); de
lodrette tværstykker på 2 pege (s. d.),
mejeredet (Vens.); stangen, der bærer
brøndvippen (D., Vens.) ; æn par syhr
(Thy), korsstivere fra nederenden af en
ledebjælke op under hanebåndet i gamle
huse; — støtterne under en hjeld, de
endte i gafler, hvori tværstængerne lå
(Vens.); — i åshuset (s. d.) bjælken i
hvis øverste kløftede ende åsen hvilte
(Sall., Lild s.); de havde tommeret lig-
gende tilrede i klitbjærgene ... Så grov
de støtter (suler) ned i en række i san-
det, lagde der ovenpå en mast eller en
rå, grov så stolper ned ved begge sider,
hvor husets ydervægge skulde være og
fæstede nu sparrerne til masten og til
stolperne med spigere ... De midterste
støtter kaldtes suler, og træet, der lagdes
ovenpå, åsen, Kr, Holmsl. s. 16, se endnu
Mejborg GI. dske Hjem s. 96 anm. ; æn
kåvl suhr (Sall.), to småstivere mod
åsen, se Kr. Almuel. III. 4.3; i fiskerboden
en pæl behængt med stads og påklæbede
billeder; den er rejst i den ene ende,
hvor fødderne af de to senge støder
sammen; hojen har folk om natten set
stå på gloende , suller *, Kr. VIII. 4, pæle;
skråstiver til at støtte gamle huse med
;
fig. : han hår æn par ård9nliq suhr o
sto po (Sall.), o: tykke ben; Thorhad
tager tempelsulerne med til Island, Landn.
IV. 6; pige fortæller røvernes hemmelig-
hed til sulen, Kr. Sagn IV. 516,66; jfr.
kakelovn, II. 75.11b, ovn II. 774.21a; jfr.
U. Bl. I. 42; Aasen sula, isl. sula huk.,
se Fritzn.^ ondvegissula; mnt. sule, Sch.
Liibb. ; htsk såule; hoj-, kilde-.
sulefinke, no. æn suh fætiki (N.
Sams), et løst kvindfolk ; er formen rig-
tig, synes det at være to ord.
sulehul, no. sulhwol æn (D.), fir-
kantet hul i plovskærel på glds plove,
hvori sulen (s. d.) gik ned.
sulehus, no. hus, hvis mønning, ås,,
bares af suler, over åsen hængte sparre-
træerne, se J. Saml. IX. 340; åshus.
sulfader, no. en s- skal blive en
10 stader (stodder). Kok ordspr. 127. 12,
synes at måtte betyde : en person, som
ødsler med sul.
sulk , no. sølk æn de (D. , vestj.),
sølet føre ; de æ da æn gråw sølk idaw
(vestj.).
sulke, uo.
sdlk -9 -9t -9t (Elsted);
solk -9r -9t (vestj.);
sølk (D.);
20 Sølk -9r -9d (Lild s.);
solk (Thy);
drive i vand, sidde i søle; nok også: til-
søle (Tved); sed o sølk i 9t (vestj.), sidde
og søle i det, o : ingen vegne at kunne
komme; æ æri sølk9r (D.), når græsset
på den står i vand ; sølk sæ tel (Vejr.),
søle sig til ; sukker og salt sølk9r hæn i
fugt (Lild s.); jfr. Aasen sulka, tilsmudse.
sulket, to. solka (Røgen); sdlk9 (Sø-
so vind); sølk9 (vestj.); sølk9n9 (vestslesv.);
sølk9n9 (Agersk.), skiden, tilsmudset; de
sir sølk9 ud (D.), om linned: tilsølet;
sølke om æ biJ9n, æn sølkø væj (vestj.);
mit natkap æ sølk9 (Åbenrå), snavset;
hans (h)vir kraw æ hl6w9n sølk9n9 (vest-
slesv.); falmet, medtaget af sol og slid
(Agersk.); solk9n (Mols), krøllet; „bedre
med en sølket næse end at have hovedve",
H.Mikkelsen, Digte s. 109.10; jfr. Aasen
40 sulkutt.
sulkregne, uo. de sølkrkjn9r ft. -rhjnt
(Vejr.), øsregne,
sulpe, uo.
solp -9r -9 (Vens.) ; ft. tf. -9d (Agger)
;
solp el. sølp (Sall.). —
1) skvulpe ; de leq9r o solp9r i æ wan
(Agger); solp i wMc (Vens.), vade i
vandet, jfr. svalpe; trække vand (Sall.),
om stovler; se sølpet. — 2) bære hø op
60 fra side, overskyllede enge ; sulpe høet,
sulpe det op (Mds. h.). Mb.
sult, no. swålt æn (D., Gram); sule i
best. -* (Vens.); sult (Søvind s., Agger),
= rgsm. ; dæ u>årik9 sule æt9 stak9ls Jil
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
