Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Urania och Titan. Af H. Wilhelmsson. Med 5 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URANIA OCH TITAN.
detta evigt lefvande, hvilket åt samma
rörelser gifver samma uttryck, med små
modifikationer af tid och yttre
förhållanden.
Ar 1594 den 15 februari, då Erich
Lange varit borta två år, skref Sophia
Brahe de heta ord, som visa både
hennes egna känslor och hur hon uppfattade
honom. Brefvet omfattar många sidor,
med vidlyftiga astrologiska förutsägelser,
kanske intressantast för facklärda, liksom
de talrikt förekommande bevisen på
klassisk lärdom. Härnedan har, såvidt
möjligt, blott upptagits det, som skarpast
belyser Sophia Brahes personlighet och
hennes känslor. Helt, fullständigt och
värdt att läsa, finnes det, som sagdt, i
kalendern Urania för år 1846.
Brevet, som her du får, af Urania sendes dig,
Titan,
Brev hun ei önsker til Svar, nei, men hun ön-
sker dig selv; —
Fjernt dig fängsler den Kunst, som fiendtlig
står mod min Längsel;
Tro mig, den hele Chymie ikke så meget er
värd!
Tomhed den Idrät er, den tömmer Guldet af
Pungen,
Länge for den har jeg selv tålt, at mit Leje
var tomt,
Tålt, at min Dag uden Sol, min Nat gik hen
uden Stjerner. — —
Gid til averniske Mörke den sänk, hvorfra den
er kommen,
Kunsten den sorte, der stjal lysende Dage fra
mig.–
Hvorfor vilde du dog til så lang en Reise betro
dig?–-
Thi fortaltes det mig, at når ved Schönburg*
på Veien
Löb dine Heste löbsk, valtende Vognen med dig,
Hårdt i Faldet du stödte dit Knä, og länge du
måtte
Brugende Lägens Hjälp fängsles til Leiet som
Syg,
Og skjönt Budet, som hid du sendte, nok
vidste det Hele,
Skjultes det dog med List, ak! for at skåne
min Frygt.
111 I Sachsen.
6/
O, men der taler en Ånd til mig i sövnlöse
Nätter,
Hvisker hvad Ondt der skeer, sjelden bedrager
dens Röst.
Hjertet mig syntes for stort, som om jeg stärkt
havde löbet,
Og mig var som det faldt pludselig ned fra sit
Sted.
Op forfärdet jeg for ved det Vink min Genius
gav mig,
Og halvvågen jeg skreg: »Titan, mit Hjerte,
du faldt!» —
Hon talar om, att han rest öfver
Alperna, och fortsätter:
Hvor jeg skal glädes, når du står på teutonisk
Jord!
Thi så har jeg dog Håb at höre fra dig, uagtet
Selv Germanias Kreds er mig en Grändse for
stor,
Når dog ikke jeg ved, på hvad Piet i Landet
du dväler
Eller erfarer, hvad Stad taus du vil skjule dig
Du, min Titan, se til, at blot du kommer til
Hjemmet–
— —–-— såfremt kun
Dine Forretninger vil, som under Händer du
har,
Thi jeg önsker tilvisse dog ei din hurtige
Hjemkomst,
Hvis den til Skade dig er, skade dig ikke jeg
vil.
Tillid har jeg til dig, hvor end i Verlden du
färdes,
Andre bebreide mig dog, at jeg har Tillid til dig,
At lettroende, jeg gav Hjertet bort som en Dåre;
At letsindig du selv nok har den Trofaste glemt,
— Jeg mig beklagar dog ei, om din Ordströms
flydende Honning
Har mig bedåret, thi da Skylden min egen
kun er;
Frit har jeg skjänket din Bön mit Ore, frit har
jeg valgt dig,
Og som Magneten sit Stål, sådan du drager
mig hen–-
Ei til din Tale holder jeg mig, men til dig selv,
thi til Ord ei
Tränger det Ydre. — Jeg troer på dit oprigtige
Sind. —
Dog den flydende Tale, som dig Naturen har
skjänket
Fremfor övrige Mänd, den er oprigtig og sand,
Thi Mercurius var ved din Födsel samlet med
Venus,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
