Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Lykken. Af Hjalmar Christensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hjalmar christensen.
2IO
drömme, at jeg ser denne månd — ser
ham træde ind i din stue — ser ham
gi dig hånden. Jeg forsöger at gribe
udtrykket i dine öine, men jeg kan ikke.
For dine öine, som ellers ser så fast ind
i mine, dine klare kloge grå öine, de
viger undaf —.
Jeg kan höre, at du ler af mig. Ja:
— det er latterligt. Jeg har aldrig vidst
hvad det vil si, dette, at være skinsyg.
Jeg kan vel ha havt en eller anden kort
ubehagelig skinsyg fornemmelse, men
aldrig en fölelse, der blev boende i mit
sind. Jeg har kanske ikke anlæg for
jalousi, eller jeg har aldrig för nu udleveret
mig helt, eller jeg har havt en mer end
almindelig stor selvtillid, eller jeg har
havt en altfor alvorlig skræk for att vise
mig skinsyg, — ja, for den skinsyge
röber sig alltid, og han blir næsten altid
latterlig, og næsten altid er det ham,
der taber. Jeg ved selv ikke: jeg kan
ingen grund gi.
Men nu kunde jeg bli jaloux. Der
sidder en liden djævel inde i mig og
hvisker ord, som brænder. Jeg tror, at
hver stor fölelse har sin lille djævel.
Han sidder langt inde i brystet og
holder ilden vedlige. Men ilden tærer. Det
er en kostbar ild, den kræver altid ny
næring, jeg bringer hver ny dag min
sjæl til ilden og lader den ofres.
Du ved, jeg har sagt dig, at jeg altid
har havt stor frygt for ægteskabet. Men
jeg bad dig alligevel bli min hustru.
Fordi den tanke, at du nogengang skulde
tilhore en anden, gjorde mig afsindig.
Det gav mig en fornemmelse, som om
jeg skulde kvæles, jeg fölte mit blod stige
mig hedt op i halsen. Jeg fölte den
oprindelige dyriske trang til at dræbe
medbeileren, hugge klörene i ham,
sön-derrive ham. En medbeiler, som jeg
endnu ikke kjendte, som jeg ikke havde
set.
Jeg hörer igjen, at du ler. Ja, du
har ret — barn. Men du skjönner, at
jeg var nödt til at gifte mig med dig,
du kjære — gifte mig med dine kloge
grå öine, din solskinslatter, med hele dig,
— dig!
Undertiden tænker jeg mig, at du
efter min död gifter dig med en anden.
Kanske det er derfor jeg ikke vil dö,
ikke kan dö.
Jeg elsker dig, af hele mit sind og
hele mit legeme. Den kjærlighed, som
först vågner i en månd, den förste store
forelskelse, når man er nitten år, den
kjærlighed er som et hvidt eventyr, den
kvinde, man elsker, er et eventyr, hun
er livets eventyr. Selv om man ved
nokså god besked om de verdslige ting,
—- så river man hende ud af al
sammenhæng og digter hende ind i en
anden verden, i det unge hjertes
skjærsom-mernatsverden. Man ved, at hun er et
menneske som alle andre, og man ved
det alligevel ikke. Og det hænder, at
man vågner om natten og stiger op af
sin seng og går ud og stirrer mod
himmelen i dyb forundret glæde. Og man
går ind igjen og lægger sig og sover
sundt og fast i gode drömme til langt
på dag. Man lever i ubestemt længsel
og ubestemte anelser, man tör næsten
ikke tænke på den lykke, der venter en,
og man er næsten ræd for at opsöge
den. Inderst inde lurer der en frygt:
end om du blev narret, — end om det
ikke var sandt.
Og en vakker dag så ved gutten,
som drömte, at det ikke var sandt. Det
hvide eventyr var lögn. Det var en
kvinde som alle andre, af kjöd og blod,
et menneske med alle menneskets
funktioner og alle dets feil. Og så kommer
det gjerne en tid, hvor man ser kjölig
og naturlig på tingene, man liker et dröit
ord, man ser i mennesket et intelligent
dyr, og i kvinden ser manden sin lige
eller et endnu lavere væsen: kjærligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
