Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Lykken. Af Hjalmar Christensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lykken.
211
er sanser, erotik, drift, påklædt drift,
mere eller mindre staselig påklædt.
Guttens dröm, det hvide eventyr, var kun
den vågnende livsfölelse, den vågnende
kraft, vakker, forsåvidt som al vågnende
kraft, al vår, er vakker. Og undertiden
dömte man endnu skarpere, skuffelsen
gjorde en uretfærdig: jeg har foragtet
kvinden, fordi hun var menneske, som jeg.
Mange mænd kommer aldrig længer
end til denne rolige, illusionsløse
betrag-ning af livet, De gifter sig og står sig
godt eller dårligt med sin kone og avler
born, og de. har mere eller mindre
tilfredsstillelse af det, de oplever. De blir
grove, fine, snille, kyniske,
mildttænken-de, trætte, liderlige, sedelige,
arbeidsom-me, — alt muligt, — men eventyret er
forlængst död i dem.
Men der er de, som har en anden
skjæbne. Det hænder, at eventyret blir
virkelighed, at en månd, som har levet
og lidt, som har drömt og tænkt,
pludselig ved, at livet er endnu vakrere end
drömmen. Jeg har mödt en kvinde, der
tændte et stort lys i min sjæl, og det
blev varmt og vakkert derinde, sol og
höi blå himmel. Jeg elsker hende, fordi
hun er menneske som jeg, jeg elsker al
livets skjönhed gjennem hende. Jeg tror,
at hvert menneske bærer inde i sig et
billed, en længsel, et eventyr — guttens
eventyr. Det er summen af hans ånd
og hans instinkt, af sjælens og blodets
sympatier. Som ganske ung fölte jeg det
som en berusende anelse, —- som månd
ved jeg, hvad det er. Det er livets sang
i mit blod, viljen til livet, viljen til livets
höieste lykke og skjönhed. Og det er
den lykke og skjönhed, jeg har fundet
hos den kvinde jeg elsker — hos dig:
sansernes harmoni, sansernes fuldkomne
rythme. og sjælens fornyelse i kamp,
uro, evig længsel.
Livet er rythme og livet er kamp.
Og livets höieste udtryk er kjærligheden,
kjærligheden mellem månd og kvinde,
sansernes rythme og sjælens længsel og
kamp. Jeg har én moral, det er
kjærligheden, én religion. Kjærligheden er
livets gaade og livets forklaring.
Og fordi jeg elsker, derfor hænger
jeg ved livet, derfor tror jeg ikke, det
er muligt, at jeg nu skal dö. Min doktor
var idag noksaa alvorlig. Jeg smilte
bare til ham. Intet menneske kan
for-staa, hvad det er: ikke at være til. At
dette jeg, som banker inde i en, — at
det ikke er mere. Og den, som elsker
forstaar det mindst af alle. — Jeg vil
ikke dö. Jeg slaar fra mig. Jeg knuser
dette benrangel, der truer med at aflægge
mig sit besög.
Jeg vil ikke dö. Jeg ser dina kjære,
kjære öine — jeg hörer latteren din —
— nei, jeg kunde ikke dö — —.»
— Hun lagde brevet ned. Reiste
sig braat, saa paa klokken. Samlede
febrilsk brevene og bar dem hen til
kaminen. Det ringte. Hun stäk
papirene ind, hastig pressed dem utålmodig.
Strög af flere fyrstikker. Det banked.
Hun slog kamindören igjen. Gik den,
kommende imöde. Det var en höi, blond
månd, ingeniören, hendes forlovede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
