Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Af Torsten Örnfeldts saga. Af Otto Rung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AF TORSTEN ÖRNFELDTS SAGA.
145
havde skrevet dette Navn, hvem havde
falskelig — falskelig og lumpent efter-
skrevet dette Navn? Ja nu var alt aaben-
baret — alt klart som Dagen. Og Sågen
var anmeldt.
»Forstaar du — anmeldt for Politiet.»
Den Månd hvis Navn var efterskrevet,
havde nægtet Accept — havde begæret
Sågen anmeldt uden Skaansel — skjönt
den lumpne Slyngel af en Aagerkarl vilde
have den stanset — dækket i Mindelig-
het — gemt hen som en Citron, han i
länge Tider kunne presse. Nu var Sågen
anmeldt.
Torstens Opmærksomhed var spændt
som en Feder. Alle Brudstykkerne af
hans juridiske Studier laa paa Lur efter
en Bagdör han kunde slippe ud af, men
han saa, at han blot filtrede sig ind i et
Mylr af Paragraffer, der lig stærke Fiske-
kroge tråk ham indunder Straffeloven.
Han snappede efter Vejret, var köld
og vaad över hele Legemet. Hans Hænder,
der knugede om Bordkanten, mistede
Föleevnen.
— Og dog — dog —- Hvad kunde
de göre ham, hvad vilde man egentlig
göre ham? Folk i hans Stilling, af hans
Stånd satte man jo ikke paa Vand og
Bröd.
Kammerherren slog ud med Haanden;
stod nu stiv og brat förän ham.
»Her er endnu ikke tale om et Mellem-
værende mellem mig og dig — men om
et Mellemværende mellem dig og Politiet.
Til den anden Side af Sågen skal jeg
komme senere.»
Torsten for sammen. Med et saa
han Faren vokse op i al sin Rædsel förän
ham: Politiet, Opdageren, der allerede
havde været her! Bedstefaderen maatte
hjælpe her. Han maatte, han skulde.
»Vil du ikke hjælpe mig», stönnede
han frem. Tænderne klaprede i hans Mund.
Han fik den Tanke, at nu vilde han yd-
myge sig for den gamle — knæle, græde
Ord och Bild, i2;e årg.
og kysse hans Hænder. Det var jo kun
paa Skrömt og altsaa ikke bindende for
hans Æresfölelse. Og han klynkede:
Han vilde meget hellere have, at Sågen
var mellem de to alene. Han bad for
sin döde Faders Skyld, for Familieska-
bets Skyld, for Himlens Skyld om Naa-
de og Forladelse — tilböd Bod og Bed-
ring i barnagtige Udtryk.
Bedstefaderen saa haanlig paa ham.
»Er du en voksen Månd!» raabte
han. »Mig skal du i alt Fald staa til
Regnskab som en Månd. Derfra er jeg
gaaet ud. Hvad Politiet angaar, da har
jeg ordnet Sågen, som den i saa Hense-
ende bör ordnes.»
Torsten lyttede ud af al sin Sjæleangst.
»Hör nu: Jeg gik til den Månd,
hvis Navn du har skrevet efter. Jeg
kjendte ham ikke, han tilhörer en anden
Verden end jeg, men ser du: For den
vildtfremmede Månd, der staar dybt under
min Stånd, for ham ydmygede jeg mig
og bad om Naade for dig, jeg bönfaldt
ham om at tage Klagen tilbage. Han
sagde Nej: Man skulde ikke lade de store
Slyngler gaa og hænge de smaa. Men
endelig gik han med mig paa Politikam-
meret. Og da var det försent, Sågen
var henvist til Retten. Den Herre, der
var her i dag, kom for at tage dig med.»
Torsten sank sammen, syntes at han
nu gled ned gennem et tomt, sort Dyb.
»Men jeg gjorde mere endnu. Thi
ser du: jeg havde lovet mig selv, at Sågen
skulde staa rent mellem os to — mellem
os to alene.
Paany gik jeg til Politiinspektören, og
gennem ham fik jeg udvirket, at Anhol-
delsen blev udsat 24 Timer. Inden den
Tid kan du være udenfor danske Loves
Rækkevidde — kan du være. Der vil
ikke blive passet paa dig. Saaledes
blev der sagt mig lige ud — for mit
agtede Navns Skyld og paa Anmelderens
Forbön.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
