Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Af Torsten Örnfeldts saga. Af Otto Rung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
OTTO RUNG.
Bort? Reise? Torsten sögte forgæves
at tænke klare Tanker. Reise? Han saa
ingen Veje förän sig, ad hvilke han gad
rejse. Han vilde ikke bort. För dö. Ja
långt hellere dö — göre det förbi, være fri
for alt Verdens Vrövl og Besvær, sove
hen og blive borte i en evig Ligegladhed.
Hans Forestillinger blev svævende, balan-
cerede sövnigt över Dödstanken. Natur-
ligvis var Döden den nobleste Udvej —
og den nemmeste — långt nemmere end
at kastes ud af den lune Rede i, Himlen
maa vide — hvad for en Helvedseksistens.
Kun brudstykkevis förnam han Grand-
papas länge Foredrag; Skib över Ham-
borg til Rio — Dæksplads — hurtigst
muligst. Afgång Klokken ni eller derom-
kring. Endnu Tid nok og ingen videre
Bagage end to gode Næver.
Men Torsten var ganske ligeglad. Det
Præk kom ham aldeles ikke ved. Han
vilde paa en meget længere Rejse. Han
arrangerede i Fantasien et höjst effekt-
fuldt Optrin med Krudrög og Blod og
alle sine Uvenner angerfulde i Baggrunden.
Han mættede sig med dette eklatante
Billede, og dösede derved sine Nerver til
Ro. Faren virkede ikke længere stimu-
lerende.
Kammerherren saa tungt paa den
sammenfaldne dösige Skikkelse henne i
Sofaen. Saa vidt var det kommet. Han
tænkte tilbage paa den Tid, da Drengen
endnu havde frisk Rödme i Kinderne og
kække og uskyldige Öjne. Nu sad han
der moralsk og legemlig ödelagt — moden
til alle Mænds Föragt. Hvor var det
muligt? Havde han ikke vaaget över
Drengen trofast og stöt, siden Faderens
Död; havde han ikke med urokkelig Haard-
hed bojet hans Bane i den samme pligt-
tro Vej, han selv havde traadt. Og
dog var han bleven fört bag Lyset. Du
barmhjertige Gud! Hvad kunde der saa
ikke være foregaaet for Skændigheder,
som han intet vidste om.
Men endnu var ikke alt förbi. Endnu
maatte der være en Rest af Ære tilbage
i Drengens usle Krop. Endnu var ikke
alt förbi.
Torsten kom til at se hen paa Bedste-
faderen og paa en Gång fyldte en hul-
kende sentimental Stemning hans Bryst.
Han tænkte, at nu skulde han dö bort
fra dem alle sammen herhjemme. Han
nöd denne Tanke, fölte en bævende mild
Träng til at öfre sig for alle sine Kjære.
Dog strammede han sine Miner. Hans
Anstandsfölelse stred mod en altför öm
Scene.
Kammerherren sköd sin Stol tilbage,
slog ud med Haanden og rynkede sine
Bryn.
»Se nu», sagde han, »nu kommer vi
til vört eget Mellemværende. Nu staar
Sågen mellem os to alene. Og dette
vil jeg sige dig allerförst: Jeg har ikke
opgivet at tro, at du endnu har en Rest
af Ære i Livet.»
Torsten fortrak Munden. Hvad skulde
de Fraser göre godt for? Han lullede sig
paany ind i sine letfærdige Dödsfantasier,
men skræmtes op af Bedstefaderens Kom-
mandostemme:
»Rejs dig! Kom med mig.»
Torsten kom paa Benene. Hans Knæ
var slappe, hans Födder snurrede. Gode
Gud, hvor han var ligeglad ved det he
le nu.
I Dören vendte Bedstefaderen sig om.
»Jeg vil endnu en Gång forsöge at
behandle dig som en Adelsmand — en
Gentleman. Kom med.»
Han gik i Forvejen, og Torsten kom
luskende efter ham gennem de mån-
ge mörke Værelser. Han fölte de blöde
Tæpper give efter under hans Födder
som om han gyngede, han var en
Svimmelhed nær. Hvad var der nu i
Gjære? hvad havde den Gamle nu for
Taabeligheder i Sinde? Saa stejl og stor
mindedes Torsten endnu ikke at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
