Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Edvard Grieg. Af Gerhard Schjelderup. Med 7 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fremdeles Grieg sin ungdoms mestre, og
af og til er det, som om han igen giver
sig hen til dem i enkelte værker, som
peger mod syden.
Senere er Wagner den tyske mester,
som har gjort mest indtryk paa Grieg.
Han har lært meget af ham, især hvad
sprogbehandling og orkesterteknik
an-gaar, medens hans harmonibehandling
og melodiföring sjældnere viser spor af
den tyske reformators mægtige
indflydelse. De friere former har Grieg under
tiden optaget i sine sange, som ellers i
almindelighed holder sig indenfor de
gamle grænser, sjælden gaar ud over
stro-fedigtningens faste ramme. — Grieg er
dog i sit hele væsen grundforskellig fra
Wagner, saa der aldrig kunde blive tale
om en paavirkning af samme art som
fra romantikens lyrikere. Han har lært
meget godt og nyttigt af ham, men staar
ham dog i grunden fjernt. —
At Grieg i sine större værker har
benyttet de former, som i aarenes lob
havde udviklet sig i Tyskland, er naturlig
nok. Han havde i Norge vistnok enkelte
forlöbere, fremfor alle Nordraak og
Kje-rulf \ men ingen af disse havde
beskæftiget sig med store former, og de havde
i det hele taget blot anelser om det, der
maatte komme, forat en virkelig norsk
musik kunde opstaa. Fölgelig maatte
Grieg söge sine forbilleder i det store
frændeland sydpaa, der har skabt vor
tids musik. Han optog uden videre den
rige og bredt anlagte sonateform,
saa-ledes som klassikerne og romantikerne
havde udviklet den i Tyskland. Alle
hans större arbejder er skrevne i denne
form, som han især i kvartetten og den
sidste violinsonate behandler med megen
frihed uden dog at bryde selve
hovedformen. I »balladen» og »romancen» for
to pianoer benytter han variationsformen,
som i Beethovens senere værker udnyttes
paa en saa enestaaende genial maade.
EDVARD GRIEG SOM BARN.
Især i balladen har Grieg forstaaet at
give denne bundne kunstform nyt liv.
— I min bog om »Grieg og hans værker»
har jeg nærmere udviklet, hvorfor den
norske kunstner her uden tvivl fulgte den
naturligste vej. Han stod ærbodig
beundrende for de tyske stormestre og
frygtede vistnok de anarkistiske
tilböje-ligheder, som laa i hans egen og vort
folks natur. Derimod havde han i de
mindre former ogsaa i formel
henseende udmærkede forbilleder i vore
folkeviser og folkedanse. Der kunde han
rigtig slippe sin norske natur lös, og denne
stadige syslen med folkemusiken nærede
og styrkede hans personlighed og
beskyttede ham mod en for stærk
indflydelse fra syden. Ved folkemusikens
sprudlende kilde næredes en af hans kunsts
yppigste rödder. Naar den gamle
kærlighed til romantiken kom over ham, saa
blev han ligesom vakt til fuld
virkelighed igen ved det salte havspröjt fra en
strilevise eller livsjubelen i de kaade
hal-lingkast. I Köbenhavnerperioden (1862—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
