Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Gerhard Munthe. En studie af Jens Thiis. Med 37 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ornament. Fra Olav Trygvesöns saga.
Den kan være meget umiddelbar med
kort vei for tanken, til andre tider vel
overlagt og endelig flink og kunstig;
men den beholder altid sans for godt
forhold og altid en kraftig smag. Den
viser overalt en opfatning, der er særlig
mandig, og tyr aldrig til det gemytlige
og pyntelige for at gjöre indtryk.»
»Etsteds — siger Munthe videre —
viser farven kanske bedre end nogen
anden kunstform i norsk industri en
dekorativ formue, og det er i den gamle væv.
Et barnligt instinkt leder den frem
gjen-nem de mange fristelser, og altid har den
den dekorative vilje og styrke i
bygningen af kolorit og farvens fordeling.
Den er som en troskyldig håndskrift,
som vi læser med vemod, fordi vi her
ser ind i tankegange og begreber, meget
fornemmere end vore».
»Blandt farverne at finde dem, som
har et særlig norsk fysiognomi, må
altid i sidste instans bli instinktets sag,
omtrent som vort jugement, når vi i
fremmed land blandt mængden tror at
se en landsmand. Ikke fordi han har
nordisk ydre, da dette er for rummeligt og
for ofte bedrager, men fordi han har dette
»man ved ikke hvad», som vore
forudsætninger som norske alene kan give.»
»Da den dekorative kunst ikke har
illusionen til mål, bruger den den heller
ikke som middel, men som en bunden
kunst (i slægt med musik og poesi)
virker den gjennem ideassociationer og må
også gjennem disse stemme sine strænge;
og når den vil det distinkt norske, må
den ad denne vei soge mod det, som jeg
vil kalde vor nationale disposition. Med
dette udtryk mener jeg da »hvad» og
»hvorledes» nationalkarakteren föler for
kunst.»
Og Munthe mener, at i kunst er der
noget, som er stærkere end både
kunstretninger og den enkeltes evner, og det
er den nationale disposition, — »det
særegne syn og den særegne vilje, vi har
qua nation».
Til slutning nævner han op de farver,
han selv har anvendt i sin nationale
dekorative kunst, »fordi de forekommer mig
hver især norske af opsyn og karakter»,
og i åndfulde knappe ord karakteriserer
han hver enkelt således:
»Det hdirdde (krebsrödt), der har for
mange egenskaber til, at de alle skulde
stå for mig som norske, men som er i
nær slægt med vor traditions
temperament gjennem det udfordrende, den
larmende glæde og dertil og ikke mindst
ved det endetille, som opponerer mod
det betænkte».
Det er vel muligt, at den norske
nationalkarakter har adskillig mere af det
betænkte, end Munthe synes at ha öie
for. Men i ethvert fald er det
ubestrideligt, at det höiröde er en munter og
pågående farve, og at norske bönder
gjennem århundreder har holdt af at se den
om sig i dragter og i bohave.
»Et rodligt violet, strængt og
skræm-meligt», er den næste farve, han nævner
som en af sine, og han siger, at
»særlig som en sangbund for höirödt er den
af en egen hårdför klang».
Den blå farve, han anvender, er den
gamle over hele vort land kjendte, som
kaldes »potteblå». »Den har, siger han,
en tradition så stærk i vor farves historie,
at det er, hvad vi först og fremst
tænker os ved blåt i dekorativ norsk kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
