Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - H. C. Andersens 100-Aars Födselsdag. Af Sophus Michaëlis. Med 20 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. C. ANDERSENS IOO-AARS FÖDSELSDAG.
213
PENGEGRISEN. TEGNING AF VILHELM PEDERSEN.
Danmarks Dötre ved min Grav
sige for hver Sang, jeg gav:
»Han just havde Kys förtjent!»
Herligt sagt, men lidt for sent,
lön mig, mens jeg er i Live:
Kys I mig give!
Digteren gik i Jorden — gammel og
hæderkronet, men uden sin Lön. Intet
kan tænkes kyskere end de korte sorg-
modige Linier, hvori han sel v omtaler
sin Ungdoms lönlige Hjertesorg. Han
er i sit erotiske Skriftemaal saa tavs som
ingen anden. Man auer kun den ene
store Skuffelse i hans Liv, da han som
25-aarig skrev de vidunderlig simple og
vidunderlig ægte smaa Stumper »Hjer-
tets Melodier», som Griegs Toner har
gjort til udödelige Kærlighedssange:
To brune Oj ne jeg nylig saa,
i dem mit Hj em og min Verden laa,
der flammede Snillet og Barnets Fred;
jeg glemmer dem aldrig i Evighed!
Andersen har aldrig selv navngivet
den, til hvem disse Strofer er skrevne.
For nylig er det — af P. A. Rosenberg
— bleven oplyst, at det var en ung og
begavet Pige af god Famille, Riborg
Voigt, hvem Andersen traf paa en Som-
merferie, da han gæstede sin Födeö Fyen
og den lille Köbstad Faaborg, hvor hen-
des Fader var en rig Köbmand. Maaske
var han genelsket af hende; men hun
var allerede bundet til en anden, og An-
dersen hörte til de fromme Sjæie, der
ikke kan göre noget andet Hjerte For-
træd, kun sit eget.
Da han döde, fandt man paa hans
Bryst en Relikvie, han havde baaret tro-
fast i omtrent 45 Aar: et Brev fra den
eneste, han har elsket.
Ingen har mere lönligt og trofast
gemt paa sin Erindrings Röse.
I dansk Litteraturhistorie har en vis
pedantisk Systematik længe været her-
skende. I den saakaldte »Guldålder» er
Oehlenschläger Solen, alle de samti-
dige eller fölgende Digtere kun at op-
fatte som Planeter. Ogsaa H. C. An-
dersen regnes officielt til den Oehlenschlä-
gerske Skole. Han og hans Samtid hörte
det gerne, de böjede sig som Negene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
