Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Norsk litteratur i 1904. En gjennemgaaelse af Andreas Jynge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i6
ANDREAS JYNGE.
blad i hans nye bog. Som över landska-
bet med de vaadgrönne myrer og lyng-
brune bakker trækker der gjennem Knuda-
heibrevene skyer i gråa tyngde med trist
sidregn, der pludselig slåar över i raske
bygeveir og blanke solglöt, til alt ligger i
en skyfri sommermorgens forjættelsesrige
klarhed, hvor han profetisk ser ind i den
fremtid, han drömmer om for land og
folk.
Gjennem Garborgs poetisk-praktiske tale,
der begynder i bekymring og ender i for-
tröstning, skjærer Hans E. Kincks skarpe
stemme. Hans bog »Emigranter» er en
historie fra en liden vestlandsk fjordpoll;
men som menneskenes kav former sig og
virker derhenne i afkrogen, bliver det til
en gjentagelse i det smaa, i fortættet kraft,
af det, som for digterens syn arbeider i
hele folket. Ogsaa denne gång föres vi
ind i kampen mellem den enkelte og det
nationale. Den senile niagtsyge dominerer
derhenne i pollen, de gamle lægger sig
iveien for alt ungt, som vil op, og tager
dermed livsmodet og evnen fra de unge.
Sindsusikkerheden gjör mængden let paa-
virkelig for eksperimenter og driver de
enkelte ind i en hvilelöshed og en fölelse
af noget utilfredsstillet, der löber ud i ka-
rakterens oplösning eller hos de sterkeste i
trängen til emigration. Som tilskuer til
dette virvar, der er skildret med Kincks
overraskelsesrige, impressionistiske kunst,
staar det tidligere hovedstadsmenneske dok-
tor Röst, en klartskuende, negativ aand,
der snart ser med etslags kunstnerglæde paa
alle de menneskelige krumspring og snart
knitrer af indignation över instinktlösheden
og mangelen paa karakterer. Bekymret er
han ikke. For hvilelösheden og viljesygen
er ikke tegn paa fattigdom. Der er, siger
han, intet folk saa forskjelligartet, saa herlig
rigt paa enkeltvæsener, saa hvilelöst frit for
typer. Og det værdifulde er just det, som
skiller racer og mennesker fra hverandre, i
det ligger glansen og festen ved at leve.
Folket har sovet i flere hundrede aar og
trænger ikke til hvile, men folket og enkelt-
mennesket har ikke holdt fölge, deraf kom-
mer sindenes usikkerhed. Men derför —
siger han — skal karaktererne netop födes
her, naar mareridtet er gledet af folket, og
alle fabler om »samfölelse» er skyllet væk.
Det er ikke samfölelse, men særfölelsen, det
kommer an paa. Med sin haanfulde lätter
ler Kinck af den senile magtsyge, af gude-
lighedsrider og turistgalskab, af fremmed-
væsen og nationalvæsen og af alle de smaa-
lösninger, som den reformsyge middelsklog-
skab frister for at rede ud floken og samle
og dæmme op for udvandretrangen. Da
fjordpollen er blevet beriget baade med
maaisag og rosemaling, med foredrag om
kultur og haab om foredrag om kjönslighed,
med turisthotel og jernbane, bryder den
endnu viljesterke del af ungdommen tvers
igjennem alt og ror paa bare livet for at
naa emigrantdamperen.
Denne groteske romantiker og skarpt
kritiske psykolog er kanhænde vor merke-
ligste forfatter. Der er i hans kritik intet
hæmmende moment af ærbödighed. Som
psykolog vil han ind til det, som er men-
neskenes inderste liv. Han lytter sig efter
ordenes klang indover, griber alle de plud-
selige glimt, der kaster lys ind gjennem
sjælene, til de ligger i sin uendelighed af
lysbrydninger. Det er en urolig, bisar
kunst. Og slig er ogsaa hans stil. Frem-
stillingen virker som hvasse, lynrappe blink
i ustanseligt jag, og det hvilelöse öger ind-
trykket af fortællingens myldrende livfuld-
hed.
Fra Kinck til Petter Egges folkelivs-
billeder »De gråa haar» er som at komme
fra et vildt fjeldparti og ned paa den rolige
landevei. Den prunklöse form harmonerer
med den solide tyngde i skildringen af
jevne, enkle mennesker fra de brede lag.
Egge er ogsaa i besiddelse af et vist af-
rundende humor, som dog ikke er friskt nok
til for godt og alt at redde fra den senti-
mentalitet, som ligger paa lur i ham.
Den fuldstændige kunstneriske sikkerhed
moder man derimod i Tryggve Andersens
nye noveller »Gamle folk». De er byg-
get över indtrængende, aldrig svigtende
virkelighedsstudier og formet med vagtsom,
nidkjær kunst. Og de er blevet til i et
sind, der baade er skarpsynt, klogt, iro-
nisk og fantasirigt. Han bevæger sig paa
et meget vidtstrakt omraade, han skildrer
tunge bönder og livlige sjöfolk, hjemme-
trygge naturer og udvandrere i slid, rolige
smaapuslere og mennesker i vanvittige sinds-
lidelser og hallucinationer. De interesserer
ham alle i kraft af det menneskelige hos
dem. Överalt söger han ind til livsner-
ven, til lysbrydningernes brændpunkt. Og
den bestemthed, hvormed han tager sigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
