Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Norsk litteratur i 1904. En gjennemgaaelse af Andreas Jynge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORSK LITERATUR I 1904.
317
paa det individuelle, rykker personerne paa
det aller nærmeste hold.
Johan Boj ers drama »Brutus» er ogsaa
et kunstnerisk sikkert arbeide. Dets kom-
position er fast og maalbevidst. Det mer-
kes ogsaa, at forfatteren ikke har læst
Shakespeare forgjæves. Den klart gjen-
nemförte menneskeskildring lider imidlertid
af en vis theoretisk stivhed. Bogens tyngde-
punkt ligger i fremstillingen af statsm anden
i hans forhold til staten og til sig selv som
menneske. Og det, som skaber dramaets
spænding, er den menneskelige kamp, som
udkjæmpes hos en til de yderste konsekven-
ser hæderlig politiker, hvis livslidenskab er
hævdelsen af retten, den unuancerede, ri-
goröse ret, uden sidehensyn. Stillet blandt
vore dages mangfoldig sammensatte men-
nesker vil imidlertid denne Brutus nödven-
digvis virke som en monoman. Det svækker
selvfölgelig bogen; men man gaar dog
långt fra ligegyldig förbi dens sterke krav
paa retskaffenhed i det offentlige liv. — I
eventyrsamlingen »Hvide fulge» bevæger
Böjer sig i en gån ske anden sfære. Den
handier mest om kjærligheden som den
magt, der skaber glæden ved livet. Han
har dog ikke den umiddelbare, festlige
stemning, der skulde kunne gjöre ham til
kjærlighedens digter, han bliver i höiden dens
troende talsmand.
Det er Gunnar Heiberg, som ätter har
givet kjærlighedsmotivet den dybeste og ster-
keste kunstneriske udformning. Ved læs-
ningen af hans nye skuespil »Kjærlighedens
tragedie» er man nödt til at mindes hans
förrige storverk — ikke stykke, for der
ligger arbeider imellem, som ikke naar op.
Ligesom »Balkonen» fremstiller hans nye
drama kjærligheden og dens levnetslöb hos
de mennesker, han har taget frem af det
store mylder. I de to mænd Abel og Er-
ling Kruse falder kjærligheden efterhaanden
tilro, den kommer paa en samfundsmæssig
pläds, bliver en enkelt fölelse ved siden af
andre og udgjör som saadan blot en lei-
lighedsvis festlig del af livet. Hos de to
kvinder Julie og Karen er derimod kjær-
ligheden deres hele liv, de er kjærligheden,
den vældige naturmagt, som ikke gaar ind
i kulturen, og de er kun den, med sit
legeme og sin sjæl i den selvfölgeligste
enhed. Men der er en væsensforskjel mel-
lem dem. Da Julie med en pludselig in-
tuitionens klarhed ser, at Abel er paa vei
til at civilisere kjærligheden ud af sit le-
geme, mister hun ikke sit livs fodfæste,
hun läder sig betvinge af en ny månds
lidenskab, der ätter kan lade hende leve i
den lykkeatmosfære, udenfor hvilken hun
ikke kan puste. Hos Karen derimod rives
selve livets grundvold væk, da hun efter
läng tids pinefuld anelse med vishedens
klarhed ser og hörer, at Erlings kjærlighed
ikke længer er den samme, som den en-
gång var. I »Balkonen» slaas dörene op
paa vid væg til stadig nyt, sterkt liv, og
de to, Julie og Antonio, vandrer seierstolte
i omslyngningens rus henover Abels sorg.
I »Kjærlighedens tragedie» lukkes dörene
pludselig og voldsomt igjen for livet; der
dræber kjærligheden. Det sidste drama er
ikke ældre i livsvisdom, men det er ældre
i stemning, et senere verk i digterens liv.
Og menneskeskildringen er rigere, nærmere.
Naar undtages Ressmann, hvis fantastiske
hæslighed dog i hvert træk bærer indivi-
dets kraftige livsstempel, er der över det
tidligere stykkes höireiste, plastiske skik-
kelser, Julie, Abel og Antonio, en vulet
enkelhed, der giver dem digterisk store
dimensioner, men ogsaa et vist abstrakt
præg. I det senere verk er menneskene
ikke isoleret, de skyder op af et bestemt
miliö, og de höides i en bestemt sfære,
derför fåår de digterisk mindre dimensio-
ner, men til gjengjæld har de alle det
enkelte, bestemte individs stempel. Med
seende öine har Heiberg gjennemvandret
baade det store land, hvor Karen og hen-
des kjærlighed færdes, og som fra et skjön-
hedens og lykkens vidunderland, hvor ait
var selvfölgeligt og jublende ligegyldigt,
forvandles til en orken, og den Jille dag-
ligstue, hvor Erlings kjærlighed flytter ind.
Og han har ogsaa gjennemvandret en an-
den, eller en tredje verden, den virkelig-
hedsfjerne skygge verden, hvor det enfol-
dige og dybsindige barn, det livsrædde,
psykopathiske geni Hadeln gaar og laver
sine kjæmpemæssige, nye former til hele
mennesker, mens han med skarpe, etsende
ord klöver og smuldrer idéer og forestil-
linger, som i allemandsindbildningen staar
som grundmurede. Hos Hadeln lyser Hei-
bergs ironi frem, ellers er dramaet gjen-
nemglödet af hans lyrik. Dets sterke ind-
hold fåår öget spændkraft ved den strenge,
sammentrængte og skjönt meislede form.
Hver replik falder paa en gång saa natur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
