Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KNUT HAMSUN.
391
og som i gunstigste Fald läder sig sam-
menveise til en Följeton paa nogle Krö-
ner. — Överalt forfölger Suiten ham, og
Feberen jager gjennem Blodet. Han blir
ulykkelig, uudholdelig ömtaalig. Hans Ner-
ver er rent forstyrrede. Han maa sidde og
skrive med Kluder om Hænderne, mens
der Hammer for hans Öine »et van viftigt
Baal af Straaler, en antændt Himmel og
Jord, Mennesker og Dyr af Hd, Bjerge af
Hd, Djævle af Hd, en Afgrund, en Orken,
en Alverden i Brand, en rygende yderste
Dag» . . .
Suiten gjör ham tilslut rent forrykt. Han
forhærder sig i sit Hjerte mod al Skamfö-
lelse, stjæler fem Kröner, bespotter og be-
spytter Gud med de skrækkeligste Ord,
hans fanatiske Hjerne kan finde op, udtæn-
ker sig de værste Synder og Forbrydelser
at begaa, farer som en lössluppen Sindssyg
gjennem Byen, udpönsker og iverksætter
de underligste Streger mod hvemsomhelst,
oplever umulige Eventyr . . . Indtil han en-
delig en Dag paa et af sine Togter tumler
ombord i et Skib, forhyrer sig og reiser
sin Vei, mens »Vinduerne lyste saa blankt
fra alle Hjem» i Byen, hvor han havde
udstaat alle Nödens og Ångstens og For-
ladthedens Kvaler.
Det var en i nordisk Litteratur ny Form
for Menneskeskildring, som denne Bog gav
os. Intet gjennem forskjellige Udviklings-
faser udfoldet Livslöb med Forhistorie og
kunstmæssig komponeret Slutning. Her var
en Figur grebet ligesom i Flugten og holdt
fast til Beskuelse og Ransagning, indtil vi
var færdige med den. Man maatte kalde
denne Skildring psykologisk, forsaavidt den
helt var anlagt paa Fremstillingen af indre
Oplevelser, af Sindstilstande og Stemninger;
men det var unægtelig et yderst flygtigt, et
lyrisk og vilkaarligt Sjælemaleri. Denne
Psykolog er altför ofte en lystig og under-
holdende Causeur, som morer os og sig
selv med de mærkeligste og sköieragtigste
Paafund. Der er en tydelig Dobbelthed i
hans Livsbetragtning. Han svinger uafla-
delig mellem Dostojefskij og — Mark Twain.
Med den store Russer har han tilfælles den
lidénskabelige Interesse for alt det enkelte,
det forsvindende smaa og ubevidste i Sjæle-
livet. Af ham har Hamsun lært Kunsten
at skildre den skjælvende sensible og sen-
sitive Mennesketype: dette Væsen, som er
viljelöst voldgiven hvert nyt Indtryk, hver
skiftende Stemning. Men han eier ikke et
Glimt af den religiöse Ærefrygt for og Hen-
givelse til alt menneskeligt, som er Kjernen
i Dostojefskijs Digtning. Han er som Psy-
kolog aldrig naaet op mod de af ham for-
agtede ældre Skribenter. Som Artist og
Lyriker har Hamsun ydet det ypperste.
Men han skylder os endnu den Dag idag
den sjælelige Livsskildring, som han i sin
Tid bebudede som sin Indsats i Littera-
turen.
Den Forfatter, som paa denne opsigts-
vækkende Maade var traadt frem som en
ny Tids Pioner i vor Bogverden, havde
allerede et höist mangfoldigt og bevæget
Liv bag sig. Knut Hamsun er födt den
4de August 1860 i Lom i Gudbrandsdalen.
Han tilhörer en gammel Bondeset, i hvil-
ken flere Slegtled skal have hävt kunstne-
riske Anlæg. Farfaderen var Kunstsmed.
Forældrene sad i smaa Kaar; — da Gut-
ten var fire Aar gammel, flytted de til Lo-
foten. I Nordlandenes vældige og vilde
Natur voksede den vordende Digter op som
en sky og grublende Særling. Nogle Aar
tilbragte han hos en Onkel, som var Præst.
Herom har han fortalt fölgende: »Det var
en haard Tid for mig, meget Arbeide, meget
Bank og sjelden eller aldrig en Time til
Leg eller Fornöielse. Saa strengt som min
Onkel holdt mig, blev det lidt efter lidt
min Glæde at stikke mig bort og være
alene; fik jeg en sjelden Gång en Fritime,
begav jeg mig da ind i Skogmarken, eller
jeg gik op paa Kirkegaarden og vandret
om mellem Kors og Plader og drömte og
tænkte og talte med mig selv. — Præste-
gaarden laa overmaade vakkert til, lige ved
Havströmmen Glimma, en mægtig og stenet
Ström, hvorfra Bruset löd Nat og Dag,
Nat og Dag . . . Oppe paa en Bakke laa
Kirken og Kirkegaarden. Kirken var en
gammel Korskirke af Træ, — jeg ved ikke,
om den staar endnu, jeg har ikke været
hjemme paa över tyve Aar. Og Kirkegaar-
den var uden Plantninger og altid uden
Blomster paa Gravene; men lige ved Sten-
murene pleied der at vokse de frodigste
Bringebær, en stor og saftig Frugt, som
stod og suged Næring fra de Dödes fede
Muld . . . Men var der ikke Blomster paa
Gravene, saa var der om Sommeren et væl-
digt Græs över den hele Kirkegaard. Det
var saa höit og stridt, og jeg sad saa ofte
og lytted til Vinden, som sused i dette for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
