Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
CARL NÆRUP.
færdelig haarde Græs, der rak mig lige op
paa Livet. Saa midt i dette Sus kunde
Veirflöien paa Kirkens Taarn svinge rundt,
og denne rustne Jernlyd löd som en for-
bitret Jämmer udover hele Præstegaarden.*
Det var, som om dette Stykke Jern skar
Tænder mod noget andet Jern.» (»Oplevel-
ser», Kratskog, 1903.)
Sytten Aar gammel kom han i Skomager-
]ære i Bodö. I Stilhed syslede han imid-
lertid med Pen og Blæk, og som Frugt af
dette hemmelige Arbeide lod han i 1878
trykke et dystert höitideligt Poem, betitlet
»Et Gjensyn» — nogle famlende, ubehjælp-
somme Vers, men af en egen naiv roman-
tisk Stemning og eiendommelig Naturfölelse.
Kort Tid efter fulgte »Björger», en For-
tælling paa 124 Sider. Det er Skildringen
af en fattig, forældrelös Bondeguts Ople-
velser og Sindsrörelser. Sproget er höist
ufuldkomment, fuldt af pudsige, selvlavede
Ord og Dialektudtryk. Det rober stor Usik-
kerhed överfor de gjældende Regler for
Sætningsbygning og Bogstavering. Stilen er
helt igjennem farvet af de Björnsonske Bonde-
noveller. Men hist og her stöder man paa
et ensligt Ord, et flygtig lysende Billede
af et udpræget personligt Tilsnit. Et en-
kelt Afsnit i Jeg-Form, nogle Dagbogsblade,
har en ganske egen Charme, — i dem mo-
der man de förste vage Tillöb til den in-
tense og inderlige lyriske Prosa, som ti Aar
senere traadte blank og straalende ind i
Litteraturen med det anonyme Kapitel i
Ny Jord.
Imidlertid havde det länge Udsigter
med den litterære Berömmelse. »Björger»
naaede vel neppe udenfor Bodös Grænser.
Men Skomageriet var Hamsun snart blevet
kjed af. I nogle Maaneder saa man ham
— med Briller paa Næsen — lempe Kul
paa Bryggen i den lille Fiskerflække, ind-
til han en skjön Dag var ströget sin Vei
for altid. I flere Aar flakked han nu om-
kring paa Land og i By. Snart var han
Skoleholder, snart Lensmandskar; paa et
Sted Stenbryder, paa et andet Veiarbeider.
En Tid havde han Understöttelse af en for-
muende Velynder og gjorde en Tur uden-
lands. Enden paa det hele blev dog, at
han som saa mangen anden fattig Djævel
drog til Amerika, han vilde pröve at blive
Unitarpræst. Det lyktes ikke. Men eliers
forsögte han sig som lidt af hvert.
En Sommerdag i 1885 stod han ätter
paa Gaden i Norges Hovedstad. Nu skulde
han kjæmpe sig frem til at blive Digter —
det havde han lovet sig selv. Han skrev og
skrev, undte sig ikke Hvile, tog Nætterne
med — og rev saa beständig det meste
istykker bagefter. Han vilde skabe sig en
egen ny og forbausende Form. Ingen an-
den skulde han ligne. Men det tog Tid.
Först i Sommeren 1886 naaede han til at
faa trykt nogle mindre Ting: etpar humo-
ristiske Följetoner i Mark Twainsk Stil, en
anonym Artikel om amerikansk Litteratur,
en liden novellistisk Studie, betitlet »Synd».
Det siste Stykke handlede om de sörgelige
Fölger, Folks Ödslen med Blomster paa
Gravene kan have, idet den frister Fattig-
barn til Tyveri og paa den Maade lokker
dem til et Liv i Last og Elendighed. Det
var en lidt sentimental Skildring, men skre-
vet med beklemmende Inderlighed. För-
övrigt havde Hamsun i denne Tid forsögt
sig som Foredragsholder i Drammen, Sta-
vanger og andre Byer. Han talte om sine
daværende Yndlingsforfattere: Kielland og
Strindberg. Men hverken i fmanciel eller
andre Henseender var Udbyttet overvæl-
dende. Udpaa Hösten 1886 drog han for
anden Gång över Havet.
II.
Efter »Sult» fulgte »Mysterier» (Hösten
1892). Det er Hamsuns mest formlöse og
usammenhængende Bog. Et besynderligt,
snart blödt dæmpet, snart brutalt larmende
Potpourri af alle mulige Melodier, et uord-
net Mellemhverandre af Lyrik, Romanfrag-
menter, Dagbogsbekjendelser, galgenhumo-
ristiske Aforismer og bitterlystige Udfald
mod Tidens Storheder. Intet er her utvil-
somt — uden Digterens Forsæt at ville
være til det yderste gaadefuld og excentrisk.
Det er da ogsaa lyktes ham ganske godt.
Ja, hvad bedre er, han er de 516 Sider
igjennem oftest ligefrem straalende fornöie-
lig. Denne Vrimmel af Strötanker og Ind-
fald er henkastet med en slig Överflöd af
Aand, Fantasi, Vid og Lystighed, at man
neppe et eneste Öieblik fåår Tid til at blive
træt. Kun synes Titlen »Mysterier» lidt
for höitidelig. »Mystifikationer» vilde pas-
set bedre.
Fremstillingsformen i denne »Roman»
er væsentlig den samme som i »Sult». Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
