Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
CARL NÆRUP.
saa omtrent forsvindne. I deres Sted har
en skamlös, sportsmæssig, saakaldt Frisin-
dethed eller Fremskredenhed som en smit-
som Syge befængt den ganske Stad. Alt
ansees for tilladt. Kvinderne er karakter-
löse, lystne Dukker, der löber fra den ene
til den anden, »snuser til hvemsomhelst og
giver alle det villige Blik». Mændene er
ikke bedre; de er udhulede, afartede og
smaa. Men værst er det med Ungdommen.
Den har saa koldt og magert Blod, at in-
genting interesserer den længer uden Bog-
skriveri og fine Klær . . .
Hvor ligger nu Skyiden for dette sörge-
lige Sædernes Forfald? Jo, svarer Hamsun,
den ligger först og fremst i den aandelige
Afslappelse og Reaktion, som fulgte af Li-
beralismens Fallit i Slutten af Ottiaarene.
Hans satiriske Samfundsskildring har for-
saavidt samme Udgangspunkt som Garborgs
»Uforsonlige» og Kiellands »Jacob». Han
tænker med Vemod paa den Tid, da vi
havde det store straalende Aandsveir i vor
Litteratur. Dengang var Digterne vore Fö-
rere. »De stod svulmende rige og slængte
Dukater ud af Vinduet med herlig og ufor-
nuftig Sorglöshed; de havde Raad til Vidt-
löftighed, Uveir, forbausende Triumfscener
af röd Kraft. Nu er de sparsomme og
kloge. De piner ud af sig en Bog nu og
da, skraber samvittighedsfuldt Bunden i sig
for hver Gång, — og Aviserne hölder dem
troligt frem, Bladene gjör dem til Aander,
til Tænkere, Seere; Dag efter Dag lyder
det samme hule Skryd . . . For fatterne er
slet ikke læseværdige Begavelser mer; ak
nei, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv,
de tåler altid, som om de indvarsled en
ny Kulturmagt, mindst; de sætter Europa
i Grublen.»
Denne Haan mod Digterne har Ham-
sun siden oftere givet Udtryk. Han gjen-
tager den saaledes i nogenlunde lignende
Ord og med samme freidige Indignation i
en af sine siste Böger: Reiseerindringerne
fra Kaukasus »I Eventyrland» (1903).
III.
Aaret efter »Ny Jord» udkom det Verk,
som betegner Höidepunktet af Hamsuns Pro-
duktion. I »Pan» har han fundet sin Digt-
nings forjættede Land, en fjern og mystisk
Verden — höit över Virkelighedens, Ti-
dens og Rummets fattige Dimensioner. Det
fantastiske Nordland, hvortil Digteren förer
os, er et Fatamorgana-Rige, hvor »Solen
staar og stamper» paa Himmelen, hvor Nat-
ten dönner af Lys. Det er som en Urtids-
verden, hvor alt tåler det dybe, dunkle,
uforfalskede Sprog som paa Jordens förste
Dag. En Verden, fuld af nögen Liden-
skab, hvor de store Fölelser folder sig ud
som Blomst og Blad — i fri, vild Ensom-
hed. En evig Verden, fuld af Sjæl, hvor
Livet brænder ud i salig Ubekymrethed un-
der Glædens röde skjælvende Sol og Sor-
gens blege stille Stjerner.
Hvad er der ikke for en varm og dyb
og sælsom Stemning i Linjer som disse:
»Det begyndte at blive ingen Nat, Solen
dukked saavidt Skiven ned i Havet og kom
saa op igjen, röd, fornyet, som om den
havde været nede og drukket. Hvor det
kunde gaa mig förunderligt om Nætterne;
ingen Mennesker tror det. Sad Pan i et
Træ og saa paa mig, hvorledes jeg vilde
bære mig ad? Og var hans Mave aaben,
og var han saaledes sammenkröben, at
han sad som om han drak af sin egen
Mave? Men alt dette gjorde han bare for
at skule og holde Öie med mig, og hele
Træet rysted af hans tause Lätter, naar han
saa, at alle mine Tanker löb af med mig.
Det pusled överalt i Skogen, Dyr snused,
Fugle kaldte paa hinanden, deres Signaler
fyldte Luften. Og det var Oldenborrens
Flyveaar, dens Svirren blanded sig med Nat-
sommerfuglenes, det löd som Hvisken frem
og Hvisken tilbage rundt omkring i Skogen.
Hvor der var meget at höre! Jeg sov ikke
i tre Nætter, jeg tænkte paa Diderik og
Iselin.
Se, tænkte jeg, de kunde komme. Og
Iselin vilde lokke Diderik hen til et Træ
og sige:
Staa her, Diderik, pas paa, hold Vagt
for Iselin, jeg vil lade denne Jæger binde
mit Skobaand.
Og Jægeren det er mig, og hun vil give
mig et Vink med Öinene at forstaa efter.
Og naar hun kommer, forstaar mit Hjerte
alt, og det slåar ikke længer, det klemter.
Og hun er nögen under Linet fra Top til
Taa, og jeg lægger min Haand paa hende.
Bind mit Skobaand! siger hun med blus-
sende Kinder. Og lidt efter lidt hvisker
hun lige mod min Mund, mod mine Læber:
O, du binder ikke mit Skobaand, du min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
