Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
CARL NÆRUP.
Kvinder, der glider förbi som de vilde
Blomster paa hans Vei. Hvor er de ikke
menneskelige disse Skoggudens udöbte Jom-
fruer, hvor ser vi dem ikke klart for os, til-
trods for at de vandrer om i et fantastisk,
uafladelig stemningsskiftende Milieu. Vi fö-
ler med dem, naar de tynges af den mörke
vaandefulde Uro i sit Blod, saavelsom naar
deres Sind svulmer af uforklarlig Lykke, af
lys, flagrende Fryd. De er som de blod-
röde Bjergliljer, der giver sig hen til Stor-
men; men de brænder ogsaa af Vilddyrets
dulgte og lyssky Lidenskab, som springer
ud i Nattens dumpe Stilhed. Ja, hvilken
Nattens Poesi rummer ikke denne Bog!
Der er Nætter som klare, milde Dage,
der dæmper al Lyst og Uro og böier Sin-
det indad i södt og sugende Vemod. »Som-
mernætter og stille Vand og uendelig stille
Skoge. Intet Skrig, intet Fodtrin fra Veiene,
mit Hjerte var fäldt som af dunkel Vin.
Mol og Sværmere kommer lydlöst fly-
vende indad mit Vmdu, hidlokket af Skin-
net fra Gruen og af Duften fra min stegte
Fugl. De stöder mod Taget med en dump
Lyd, svirrer förbi mine Ören, saa det farer
koldt gjennem mig, og sætter sig paa mit
hvide Krudthorn paa Væggen. Jeg betrag-
ter dem, de sidder skjælvende og ser paa
mig, det er Spindere, Borere og Mol. Jeg
synes, at nogle af dem er som flyvende
Stedmorsblomster.
Jeg træder udenfor Hytten og lytter.
Ingenting, ingen Stöi, alt sover. Luften ly-
ser af flyvende Insekter, af Myriader svir-
rende Vinger. Henne i Skogkanten staar
Bregner og Stormhat; Melbærlyngen blomst-
rer, og jeg elsker dens smaa Blomster. Tak,
min Gud, for hver Lyngblomst, jeg har set;
de har været som smaa Roser paa min
Vei, og jeg græder af Kjærlighed til dem.
Et eller andet Sted i Nærheden er der vild
Nellik, jeg ser den ikke, men jeg fornem-
mer dens Duft» . . .
Og der er Nætter med Stilheden som
et brændende Mörke över Jorden, hvor Blo-
det banker feberhedt gjennem Aarerne, og
Stjernerne lyser som gule Flammer.
»En Skaal, I Mennesker og Dyr og
Fugle, for den ensomme Nat i Skoge, i
Skoge! En Skaal for Mörket og Guds Mum-
ien gjennem Træerne, for Tomhedens söde,
enioldige Vellyd mod mine Ören, for grönt
Löv og gult Löv! En Skaal for den Livets
Lyd, jeg hörer, en snöftende Snude mod
Græsset, en Hund, der snuser henad Jor-
den! En stormende Skaal for den Vildkatt
der ligger paa Struben og sigter og bereder
sig til Språnget paa en Spurv i Mörke, i
Mörke! En Skaal for den miskundelige Stil-
hed paa Jorderig, for Stjernerne og for
Halvmaanen, ja for dem og den! . . .
Jeg reiser mig op og lytter. Ingen har
hört mig. Jeg sætter mig igjen.
En Tak for den ensomme Nat, for Bjer-
gene og Havets Sus, det suser igjennem
mit Hjerte. En Tak for mit Liv, for mit
Aandepust, for den Naade at leve inåt, det
takker jeg for af mit Hjerte! Hör i Öst
og hör i Vest, nei, hör! Det er den evige
Gud! Denne Stilhed, der mumier mod mit
Öre, er Alnaturens Blod, der syder, Gud,
der gjennemvæver Verden og mig. Jeg ser
en blank Spindeltraad i Skinnet af min Ny-
ing, jeg hörer en roende Baad paa Hav-
nen, et Nordlys glider opad Himlen i Nord.
O, ved min udödelige Sjæl, jeg takker og-
saa meget, fordi det er mig, som sidder
her! ...
Stilhed. En Furukongle falder dumpt
til Jorden. En Furukongle fäldt! tænker
jeg. Maanen er höit oppe, lidén flakker
paa de halvbrændte Brände, og vil gaa ud.
Og i den sene Nat vandrer jeg hjem.»
Men Hösten kommer. Solen gaar i
Hav. Og Nordlysnatten lægger sig som
en uafrystelig Mare över Sind og Sanser.
»Alt er saa underlig forandret, Dverg-
birken blöder rödt mod de gråa Stene, en
Blaaklokke hist og en Gjederams her reiser
sig op af Lynget og vugger sig og suser
sagte en Sang; hys! Men henover alt svæ-
ver en Fiskejon med udstrakt Hals, sögende
indover Fjeldene . . . Alting slumrer, Maa-
nen glider op i Nord, Bjergene kaster gi-
gantiske Skygger. Det er Fuldmaane, den
ser ud som en glödende Ö, den ser ud
som en rund Gaade af Messing, som jeg
gaar udenom og forunder mig över.»
IV.
Efter »Pan» fulgte »Ved Rigets Port»,
et Drama i fire Akter (1895). Det var
förste Del af en Trilogi. Aaret efter kom
»Livets Spil» og i 1898 »Aftenröde». Ho-
vedpersonen i disse Stykker er Ivar Ka-
reno, en ensom, verdensfremmed, stolt og
sky Grubier og Selvtænker. Da vi lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
