Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KNUT HAMSUN.
399
ham at kjende i det förste Skuespil, bestaar
hans Filosofi mest af en Bunke Nietzsche-
ske Aforismer om det store Menneske, Li-
beralismen, den evige Fred, den engelske
Velfærdsmoral o. 1. Skjönt nu disse Tan-
ker ikke er hans egne, forspilder de rent
hans beskedne huslige Lykke. De stænger
ham Veien til den Universitetskarriere, som
alene kan sikre hans borgerlige Existens.
Og dette har videre til Fölge, at hans unge,
smukke, levelystne Hustru sviger ham for
en Elsker, som er rigeligere forsynet med
jordisk Mammon. Da »Ved Rigets Port»
i sin Tid opförtes paa Christiania Teater,
virked det som en jevnt underholdende
Komedie om, hvorledes en uerfaren, uprak-
tisk Månd forsömmer sin Kone og derför
rammes af den velfortjente Sträf, at hun
bedrager og forlader ham. Det blev Elina
Karenos lille feilslagne Kjærlighedsdröm,
som tog al Interesse fangen, — ikke den
grublende Særlings haablöse Kamp mad
overmægtige Autoriteter og lave trolöse Om-
givelser.
Ganske anderledes fantasifuldt og fan-
tastisk virkede »Livets Spil». Her færdes
vi ätter i Nordlands Yidunderverden som i
»Pan». Kareno er sluppet bort fra den
ordnede hverdagslige Virkelighed og har
såt sig til Maal at gruble ud nye Erkjen-
delsesmuligheder. »Jeg ved, hvad Menne-
skene ved», siger han. Men han vil vide
mere. Og han vil bygge sig et Glastaarn,
hvor Lyset skal strömme ind fra alle Sider,
ledet gjennem Linser og kastet tilbage af
Reflektorer. Han vil »hensætte sig i en
Tilstånd, hvori han ser forandrede Reali-
teter. Han vil ophæve den tidsbestemte
og tidsfarvede Fornemmelsesström og slynge
sin Sjæl ud til Evighedens Kyst».
Men heller ikke i dette Drama er han
den virkelige Hovedperson. Det er Tere-
sita. Hun er den moderne Kvindesfinx i
en forbausende ny, forunderlig fremmedartet
Inkarnation, — Hunnen opfattet som det
fuldkommen uansvarlige og moralfrie Drift-
væsen, det grumme umæltelige Rovdyr, der
jager sit Bytte, hvor det lyster. Kvisten
böier sig i hendes Haand, og hun gjör
den Udvalgte til »Jordens stolteste Nar».
Men den Hd, som flammer saa vildt og
voldsomt op, er snart brændt til Aske. Da
staar hun der træt og skuffet og sorger
över, at heller ikke denne var mer end »et
Menneske som alle andre, fuld af simpel
og naragtig Synd». Det er til Kareno, hun
siger disse Ord. Hos den överjordiske
Grubier havde hun tænkt at finde noget
andet og höiere end hos de andre Mænd.
Fra Digterens Side er hun visselig ikke
ment som bare den utæmmede, dæmonisk
sanselige Kvinde. Han har ogsaa vulet
antyde en sjælelig Længsel hos hende. der
skulde finde sit Udtryk i den evige liden-
skabelige Sögen efter Manden — den ene
rette og sande, hendes födte Hersker og
Herre. Denne Side af hendes Væsen er
det imidlertid ikke lyktes Hamsun at faa
tydelig og overbevisende frem. Men vi ser
hende for os, naar Jens Spir brænder hende
sin vilde Tilbedelse op i Ansigtet: »Deres
Stenöine virker paa mig, Deres udadstaa-
ende Födder og länge Hænder. Naar De
kommer gaaende, da ulmer Synden som
mörkeröde Roser i mig.» Han er den stol-
teste og sterkeste blandt hendes Elskere,
den eneste hende helt jevnbyrdige, — og
i sig selv en overlegent udformet genial
Figur.
Dette Skuespil, der som alle Ham-
suns Verker er viet Forherligelsen af Lov-
lösheden og Tilfældet som Livets herskende
Magter, ender höist melodramatisk med, at
Teresita blir skudt af det Symbol paa den
blinde Retferdighed, som heder Thy. Sam-
tidig brænder Karenos moralfilosofiske Verk,
og han selv forsvinder fra Skuepladsen,
idet han med foldede Hænder udbryder:
Vise Nemesis!
Da vi moder Kareno i Trilogiens Slut-
ningsspil »Aftenröde», er han en aldrende
Månd. Vi fåår vide, at han i Mellemtiden
har udfoldet en interessant og betydnings-
fuld Virksomhed som Tænker og Skribent,
ja ogsaa som Politiker läder det til. Hvil-
ket Ståndpunkt han indtager, er kun flyg-
tigt antydet, men det synes fremdeles at
være den Nietzscheske antidemokratiske Ra-
dikalisme. Han har skabt sig et lidet
Parti, en Bände unge Brushoder og Fa-
natikere, for hvem hans Navn er Samlings-
mærket i deres forbitrede Krig mod Alle-
mandsdumheden og Autoriteterne. I tyve
Aar har han ikke böiet sig. Han har baa-
ret Fattigdom, Forkjætring, Forladthed, —
men nu er han træt af Striden. Han er
blevet gammel og trænger til Fred og Stil-
hed. Han vil fjerne sig fra sin brysomme
Menighed. Men han fåår ikke Lov til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
