Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ravna. Et Himmerlandssagn. Af Johannes V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNA.
545
staa det; men der var ingen, der aabne-
de. Helge gik baglængs, til han kunde
knejse og se op til Taarnets Rand. Der
saa han Kruvst læne sig frem og spej-
de ned.
»Hvad skal det betyde?» raabte Helge.
Han havde ikke tält i Maaneder og var
hæs. »Hvad gaar der af dig?»
I Stedet for at svåre böjede Kruvst
sig ind bag Bjælkekransen og forsvandt.
Lidt efter kom han tilbage med noget i
sine knudrede Arme, som han hævede
op över Hovedet og slyngede ned. Det
fäldt paa den haarde Jord med en svup-
pende Lyd. Helge saa, at det var
hans lille Sön. Det var den lille Ulv . . .
men han fik ikke Tid til at se nærmere
paa ham, for nu hævede Kruvst en större
Byrde op över Bjælkekransen med de
gabende Dragehoveder og hvirvlede den
ned. Det var Ravna. Hun fäldt död
til Jorden förän Helges Födder. I det
samme tænkte Helge, at det havde And-
vor betalt Kruvst for.
Helge kom ikke til at röre ved de
to döde Legemer eller sorge for dem.
For nu vinkede Kruvst ad andre Mænd
paa Taarnet, de kom tavse til Syne med
Buerog Spyd, og Helge maatte tænke paa
at bjærge sit Liv ved at trække sig ud
af Skudvidde.
Han gik et Stykke bort, og da han
igen vendte sig, saa han Kruvst rejse
en Stang paa Taarnet med Andvors
Mærke, den flyvende Hög. Da saa
han sig ikke mere tilbage, men gik lang-
somt sin Vej.
Helge sögte ud paa Hederne og blev
ved at gaa hele Dagen og det meste af
Natten. Ved Daggry lagde han sig til
at sove paa en Holm i en Mose under en
Gruppe smaa Bævreaspe, hvis Blade flap-
pede og puslede, til han fäldt i Sövn.
Da han vaagnede, gik han videre, van-
drede österpaa ind i Landet, til Heden
endte, og han kom til en Fjord, hvor
Ord och Bild, 14.it årg.
han saa Rog i Skoven af Boliger. Saa
vendte han om og gik samme Vej til-
bage, fandt den lille Holm i Mosen,
hvor han havde sovet, og der tog han
Ophold. Han blev der et Par Uger og
levede af et og andet, sov det meste af
Tiden hen og sad, naar han var vaagen,
og saa paa Mosen, Heden og den blåa
Sommerhimmel. Og Vinden legede i
Rörene. Ravna!
Men en Morgen vaagnede han og
mindedes Andvor gennem en Dröm, han
havde haft om ham, mindedes ham med
en uimodstaaelig Bevægelse som den
eneste i Verden, der huskede ham nu,
Andvor, der laa vaagen om Nætterne og
sögte at tænke sig til, hvor Helge
mon nu var, og hvad han hældede sit
Hoved til. i\ndvor, den eneste levende
Månd, Helge husede i sit Hjærte, den
allereneste han bröd sig om, forsaavidt
som han var den, der havde gjort
ham ene.
Han rejste sig, vadede bort fra Hol-
men og begyndte hurtigt at gaa i Ret-
ning af Andvors Borg.
Hele Vejen tænkte han kun paa sin
Dröm. Han havde set Andvor for sig
og drömt, at der stod en Pil i hans
Ansigt, i Næseroden, lige under det
venstre Öje. Uden at vide det gik han
hurtigere og hurtigere, indtil han tilsidst
löb, i Længsel efter Andvor.
Og Andvor modtog sin Uven med
aabne Arme. Han havde ventet paa
dette Mode i länge, länge Tider, Nætter
og Dage, havde svævet i Vanhaab og
fattet ny Fortröstning, ligget sövnlös for
hans Skyld og var bleven gråa, men nu
kom han. Nu kom Helge. Andvor havde
beredt sit Hus for ham, og nu opböd han
hele sin Gæstfrihed, modtog ham i Hast
udenfor Porten med flre skulderbrede
Mænd. Helges Dröm blev til Ingenting,
viste sig ikke at betyde noget. Andvor
rystede af Gensynsglæde, han vaskede
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
