Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fire Dödsfald. Af Albert Gnudtzmann. Med 4 Billeder - Peter Hansen - Gustav Esmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 ALBERT GNUDTZMANN.
risk Dygtighed har han gendigtet Goethes
Værk saa fuldkomment, som det vel er
muligt for en Oversættelse. Ogsaa andre
betydelige Værker har han givet dansk
Sprogform ; blandt andet skyldes et Par
fortrinlige Moliére-Oversættelser ham. Men
med »Faust» har han leveret et Arbejde,
der kan kaldes klassisk — klassisk som
Oversættelse betragtet.
En Månd med P. Hansens alsidige
Forstaaelse maatte ganske naturligt komme
til at indtage en officielt anerkendt
Magtstilling indenfor den literære Verden. Han
blev da ogsaa ikke blot Professor, senere
Etatsraad, og dekoreredes med anselige
Ordener; han var ogsaa i fem Aar det kgl.
Teaters kunstneriske Leder, eller som det
hed Kommitteret, og bragte maaske ikke
Teatret nogen kunstnerisk Blomstring, men
hævede det dog ikke saa lidt op af de Dybder
af Underskud, hvortil det under sin
forrige Chef efterhaanden var sunket. Da
han gik af fra denne Stilling, var han til
sin Död Teatrets Censor og sad desuden
inde med Tillidshverv; f. Ex. som
Med-bestyrer af det Anckerske Legat, det eneste
större literære Rejsestipendium, Danmark
raader over. Ved forskellige officielle og
halvofficielle Lejligheder blev han desuden
udset til at give en festlig Stemning det
oratoriske Udtryk, og han löste altid sit
Hverv om ikke just med nogen stærkt
personligt farvet, flammende eller æggende
Veltalenhed, saa med den Finhed og den
Formens Sikkerhed, som sjældent svigtede
ham. Over hele hans Person var der noget
festligt; naar han rejste sig for at tage
Ordet, paa en Gång værdig og elskværdig,
paa en Gång en Lyriker og en Ræsonnör,
var han en Repræsentant for et svundet
Danmark, der ejede en större Ligevægt,
en sikrere Form og et mere ubekymret
Lune end det nuværende, men som til
Gengæld ikke spændte over saa skarpe og
frugtbringende Modsætninger som det, den
yngre Slægt kender og har formet i sit
Billede.
Man kunde næsten sige, at Gustav
Esmann fortsætter Peter Hansen. Som han
var han udsprunget af det köbenhavnske
Bourgeoisis Lænd, som han blev han ved
at have dets Ore, selv om han stundom
forfærdede det. Som han var han inderst
inde selv borgerlig, nögtern, ikke af nogen
særdeles vid eller rummelig Type. Han bar
vel til Skue en passende Foragt for
Gennemsnits-Meninger, sagde ved forskellige
Lejligheder et borgerligt Ord, der skar
gennem adskilligt officielt Hykleri, men som
ogsaa kunde vidne om en vis fladbundet
Mangel paa Forstaaelse saavel af den
Konservatisme, der bunder i Pietet mod en
stor Fortid som af den Radikalisme, der
udspringer af en sværmerisk Tro paa
Fremtiden. Men selv naar han vovede sig
længst ud, havde han dog altid
Forbindelse med det trygge, flade Land, hvor
Flertallet finder sig bedst tilpas. Den
Ordets Dristighed, som skaffede ham hans
store Publikum, beroede mindre paa nogen
oprörsk Tendens i selve de Anskuelser,
han forfægtede, end paa, at han ved
adskillige Lejligheder havde Mod til at sige
offentligt, hvad andre Mennesker som
oftest kun drister sig til at ytre paa
Tomands-haand.
Imidlertid ligger der mellem Peter
Hansen og Esmann det Svælg, der hedder
Halvfjerdserne.
Halvfjerdsernes Bevægelse var for sine
förste Tilhængere et Korstog. De havde
opdaget Livet. De vilde hævde det for
Literaturen i al dets friske Fylde, i al dets
uslebne Mangfoldighed. Mens den positive
Side af Naturalismen snart maatte vise sig
at stille ulöselige Opgaver, fordi den
anviste Kunsteu en Opgave, som, i samme
Öjeblik den löstes, maatte ophæve ethvert
Begreb om Kunst, saa hævdede den sig
stadig negativt gennem den Kritik, den
havde övet overfor den foregaaende
Periodes Idéer og kunstneriske Principper. Den
bundfældte i Sindene en dyb Skepsis; den
gennemsaltede den danske Literatur med
Kritik. Blandt de talentfuldeste af de unge,
der debuterede i Firsernes Begyndelse, var
Gustav Esmann.
Han træder ind i Literaturen som
fem-ogtyveaarig — i 1885 — med Novellen
»Gammel Gæld». Det er en lille fölsom
Fortælling med en egen Stemning af
faldende Blade over sig. Motivet — en ung
Verdensmand, der staar paa Nippet til at
gifte sig, skyder sig, fordi hans lösslupne
Ungkarlelivs Fölger rejser sig imod hans
Lykke — er imidlertid behandlet med en
Verdensmands hærdede Erfaring. Og som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
