Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Fire Dödsfald. Af Albert Gnudtzmann. Med 4 Billeder - Gustav Esmann - Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272 ALBERT GNUDTZMANN.
Fot. Fred. Riise.
VIGGO STUCKENBERG.
des da ogsaa, at han paa et givet
Tidspunkt, et Par Aar för sin Död, sögte
at skabe sig en borgerlig Stilling, der
kunde fritage ham for at give sig af med
literære Sysler.
Et af hans sidste Arbejder var — en
Börnebog. Han holdt af Born og
bevarede en Forkærlighed for det stille Liv ved
Arnen. Han faldt for en Kugle, der ramte
ham midt ude i det stormfulde
Hovedstadsliv, som han trods ait ikke kunde slippe.
Hans Liv var typisk for det, der rörte sig
i Köbenhavn i Firserne. De voksende
Storstadsfornemmelser skabte en Race af
unge Mænd, der gerne vilde være europæisk
fordærvede, europæisk blaserede, men hvis
kosmopolitiske Nögternhed ikke var mere
sikker end, at den danske Lyrisme
bestandig skinnede igennem. Esmann var naturligvis
baade klogere og finere end
Gennemsnittet. Men i rendyrket Forædling
genspejlede hans Person og hans Liv meget, der
var fælles for en stor Del af hans
Samtid.
Firserne var imidlertid ikke löbet ud,
för der klang andre Grundakkorder i den
unge Digtning. Man er endnu i
Overgangstiden, foler sig usikker og splittet,
kan kun til Dels slippe de gamle Idealer,
der bliver ved at betegne et aabent
Problem; hver Dag maa man tage sig sammen
for at hævde sin Stilling overfor det og
bekæmpe det. Men mens Splittelsen i
Aar-tiets förste Aar sögtes fordampet i Ironi,
slaar den nu ind efter og gaar i lyrisk
Gæring. Op imod 1890 og i de
nærmeste Aar derefter fremstaar der en Række
af unge Lyrikere, hvis Navne hurtigt fik
Klang mellem de bedste, Folk som
Johannes Jörgensen, Sophus Michaelis, Sophus
Claussen, Ludvig Holstein og Viggo
Stuckenberg.
Ganske vist fremtraadte Stuckenberg
förste Gång i Literaturen kun et Aar efter,
at Esmann havde debuteret. Som
treog-tyveaarig udgav han i 1886 et lille Bind,
der bar den ligefremme Titel »Digte».
Deres Finhed og stilfærdige Vemod, deres
Stræben efter en Fornyelse af de sproglige
Midler vakte straks en Del
Opmærksomhed indenfor de kyndiges Kreds. Men
stort udenfor den trængte Stuckenberg ikke
den Gång, og han naaede vel overhovedet
ikke för sin tidlige Död at faa et bredere
Publikum i Tale. Men man kan dog for
hans Vedkommende tale om et
Gennembrud, der imidlertid först fandt Sted en
Aarrække senere. Sine störste kunstneriske
Sejre vandt han utvivlsomt med de
dramatiske Arbejder »Den vilde Jæger» og
»Romerske Scener», der fremkom midt i
Halvfemserne, det sikreste Tag i
Læseverdenen vandt han med den smukke og
mandige Fortælling »Fagre Ord», der er fra
1895. Han tilhorer da ikke alene rent
kronologisk, men ogsaa i Fölge hele sit
Aands-præg langt mere Halvfemsernes end
Firsernes Literatur. Der er allerede noget af
en historisk Tilbageskuen i de to smaa
Fortællinger »I Gennembrud» og »Messias»,
hvori han skildrer den radikale Ungdoms
Forhaabninger og Drömme i det for
Danmark saa bevægede Tiaars Begyndelse.
Af Overbevisning, af Trosbekendelse
tilhörte Stuckenberg fuldt ud den nye Tid,
der var i Færd med at bane sig Vej.
Men hans Tro paa Sagens Retfærdighed
slaar aldrig ud i nogen sejrssikker
Begejstring. Tværtimod ruger der paa Bunden
af, hvad der i hans Digtning skyldes hans
Ungdoms Kamp, en Bitterhed over, at den
trækker i Langdrag og föres under saa
smaa Former. Dansk Ungdom, der i hine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
