Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johs. V. Jensen. En moderne Lyriker. Af Axel Garde - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482
AXEL GARDE.
stilling det er hele sit Liv igennem at tilse
fire Dampvæve, uden at han har mindste
Idé om disse Maskiners komplicerede
Bevægelser eller om, hvorledes de er blevne
til, eller den Arbejder, der til evig Tid er
såt til at lave Knappenaalshoveder, som
er bleven nedsat til kun at kunne faa
en saa uhyre ringe Brokdel af sit Væsen
og sin Organisme i Brug. Den moderne
Samfundsborger er, hvor man saa tager
ham, saa udspecialiseret, at han ikke blot
aldrig bliver et helt Menneske, der fåår
sig selv ordentligt i Brug i Livet, han maa
tvertimod med fuld Bevidsthed sorge for,
at mindst de ni Tiendedele af ham visner
hurtigt og absolut, at han med des mere
Omhu kan udvikle den resterende
Tiendedel til den Fuldkommenhed, Specialisten
maa besidde. Er det ikke gennemgaaende,
at det moderne Menneske midt i Livet er
syg af Længsel efter det selv samme Liv?
I det moderne Samfund bliver
Enkelthedene udarbejdede med Akkuratesse,
Sammenføjningerne sker som oftest i Mörke.
Paa intet andet Omraade maaske
bliver dette Interregnum i Personligheden saa
iöjnefaldende som i Forholdet mellem vore
Stemninger og vort Arbejde. Naar
undtages Kærlighedsforholdet, der altid i Kunsten
först og lettest afspejler den nye Tid og
de nye Mennesker, er den lyriske
Foleises-baggrund, hvorfra moderne Digtere bygger
deres Arbejde op, saa fjern fra og saa
uforenelig med den Stemningstone, det
daglige Livs Vilkaar frembringer, og til
hvilken hver Dag föjer sit umærkelige Bidrag,
indtil Dagenes Sum uigenkaldeligt har
præget vort Væsen og vor Holdning — at
det ofte foles, som om Digterne ikke
længere turde stole paa sig selv og de
Impulser, deres daglige Omgivelser i
Virkeligheden netop hober sammen til deres
Kunst. Medens danske Digtere i det
væsentlige stadig skaber deres Lyrik paa
Naturindtryk, bestemmes Störstedelen af
deres Læseres Erfaringer ad ganske andre
Veje.
Vi er komne langt fra Poesiens
oprindelige Forhold til Hverdagen.
Det er naturligvis ikke her Meningen
at gaa nærmere ind paa Æstetikens
Undersögelser af Poesiens og Versrytmens
Forhold til det legemlige Arbejde eller at
fortabe sig i Videnskabens större eller mindre
Ret til at udlede dens Oprindelse af de
primitive Folks Arbejdssange, men det er
umægtelig af Interesse, at Æstetikerne nu
fra de forskelligste Sider er begyndt at
arbejde paa dette Punkt. Værker som Karl
Blichers »Arbeit und Rhytmus», Karl
Groos?, Souriaus og andres Undersögelser
af de legemlige Bevægelser og deres
rytmiske Sammenhæng — i det hele
Sansernes æstetisk-fysiologiske Forhold —
betegner Hovedfelterne i den moderne
Æstetik. Og der er — den historiske Afstand
fraregnet — virkelig noget, der taler til
vore daglige Erfaringer, naar Blicher
fremhæver, at det er den energiske legemlige
Bevægelse, der har fört til Poesiens
Oprindelse, og da navnlig de Bevægelser, vi
benævner som Arbejde.
Han viser, hvorledes paa det tidlige
Kulturtrin Arbejdet overalt ledsages af
primitive Arbejdssange, i hvilke Ordene först
efterhaanden antager Mening og
fortællende Indhold, men hvis væsentlige
Bestemmelse det var at virke som en stadig
Opmuntring ved i deres Rytme ligesom at
sætte hvert enkelt Arbejde i Musik.
Naturligvis kommer Rytmen lettest i Stand,
naar flere arbejder sammen, som hvor to
Smede arbejder paa det samme Stykke
glödende Jern og vekselvis hæver deres
Hammer, saaledes at den enes falder, naar
den andens naar sit Höjdepunkt i Luften,
eller som man kan se og höre det ved
Brolægningen udenfor paa Gaden. Paa
denne Maade har Arbejdssangen, idet den
gav Udtryk for en kendt Stemning, med
sin primitive Rytme lettet Samarbejdet og
er netop begyndt i samme Öjeblik, som
det sociale Liv begyndte. Der er, med
skyldigt Hensyn til Kulturforskellen,
æstetisk set en lige Linie mellem det förste
Hivaahöj, hvormed de †örste Malajer satte
deres Kano i Vandet, og Rytmen i en
Fædrelandssang som Björnsons: Vi vil værge
vort Land, — vi vil öge dets gavn — ifra
grænsen og ud til de drivende gärn.
Versets Rytme er ofte opstaaet af
Arbejdets Bevægelser, Hævningen og
Sænkningen af Værktöjet, og viser saaledes
tilbage til selve Musklernes Sammentrækning
og Udvidelse. Saadan er Jamben og
Tro-chæen maaske hentede fra Stampningen,
hvad enten man eksempelvis vil tænke paa
Tiistampningen af Fundamentet til et Hus,
som en gammel Sång fra Soul fortæller
om det, eller paa Vinstampningen af Dru-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
