Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johs. V. Jensen. En moderne Lyriker. Af Axel Garde - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHS. V. JENSEN. - 483
erne hos Hebræerne, ligesom Spondæen er
et Slagmetrum, medens Daktylen og
Ana-pæsten er Hammermetra, som man endnu
kan höre det i Landsbysmedien, hvor de
to korte Hammerlyd stadig falder sammen
för eller efter det lange dumpe Slag. Og
som Versfoden saaledes staar i Forbindelse
med Arbejdets Tempo, saaledes er
Poesien overalt i sit Udspring farvet af det
nære Forhold til Arbejdet. Der ligger en
Rytme og synger i vore Muskler.
I de Kulturer, hvor Poesien stod
under de samme Forudsætninger som
Daglivet, betöd da ogsaa Arbejdets Poesi
noget andet, end den Arbejdssang kan
op-naa, der nu lister af paa Bagsiden af et
eller andet ziinftigt Blad. Naar Profeterne
i det gamle Testamente skildrede en Stads
Undergang, gav de det simple Udtryk for
Stemningen, at nu var Lyden af Mollerne
standset. Homer var som bekendt
ogsaa i Pagt med det daglige Liv. Hans
Tilhörere forstod ham og kunde regne fra
Hænderne til Sindet, naar han i Odysseen
skildrer den Kraft, hvormed Grækerne
render Lansen ind i Kæmpens Öje, med dette
for Tilhorerne saa kendte Billede:
Med Mod os fyldte en Dæmon.
Hine vor Oliestang, den spidse, med Næverne
grebe,
og ham i Öjet stödte; men jeg, paa Tæerne opreist,
drejed den rundt, som naar med Navret en Månd
gennemborer
Skibets Planke, og Andre forneden dreje med
Remmen,
fattende hver sin Ende; det stedse snurrende löber.
Det behöver — i Modsætning hertil
— ingen nærmere Paavisning, at den
danske Poesi endnu ikke er saa særdeles
langt fra den lidet aandfulde Parodi,
hvormed Oehlenschläger i St. Hans
Aften-Spillet indförer Homers Hverdagspoesi med
det i den danske Literatur saa berömte
Træbord, der med »femtommers Söm
sammenspigres».
II.
Det er netop denne Hverdagens
Arbejdsstemning, der er den lyriske Baggrund
i Johs. V. Jensens Poesi. Hos denne Poet
uden Vers er den moderne Hverdag
ind-gaaet som det lyriske Motiv i hans Prosa,
den udformer hans Stil og giver den dens
Kraft og ejendommelige Vægtfylde. Johs.
V. Jensens Boger er een lang Arbejdssang,
Dagens syngende Tone fanget ind.
Straks den förste Parallel til den
primitive Arbejdssang findes i de utallige
Smaalyde og Lydbetegnelser, hvormed han
gör sig en Glæde af at gengive
Bevægelserne i de Maskiner, han saa gerne
betragter, eller fra hvilke han som en Musik
fornemmer Stempelstængernes glatte og
stötte Stamp i Værket, mens de
tilfredsstiller hans Længsel og körer ham ud over
Horisonten. Han har hundrede Udtryk for
de Lyde, L-Toget afstedkommer, naar det
larmer over Gaden i New York, han maler
et Lokomotiv, indtil man ser, hvordan det
ligger fremover paa sin Bane, han fölger et
Automobils Kurve, naar det stöver ind paa
en af Avenuerne i Chicagos
»tordnende Skove af Sten og Jern», med en
Förnöjelse som dens, der er i fuld
Overensstemmelse med sine Omgivelser.
Drengens Tiltrækning til Jernbanestationen og
Havnepladsen er hos ham bleven et varigt
Indtryk af den Aand, der har skabt den
moderne tekniske Kultur. Der er den
samme fornöjede Arbejdsstemning i den
enstonige, korte Rytme i hans Maskinlyde,
der som Omkvædet i en Sång altid
vender tilbage i hans Skildringer, som i
Rytmen i et Kvæde som den gamle
new-zee-landske Rors-sangs Tohihah hiohah, itokih,
itokih, der ved New Zeeland kan höres fra
Baad til Baad, vekslende i Takten efter
Roningens Hastighed, eller i den korte,
aandelöse Rytme i den indiske
Marchesangs da malaha hoho, da malaha hoho.
Direkte har Johs. V. Jensen efterlignet en
saadan gammel Arbejdssang i den jydske
Plejlvise i »Madame D’Ora».
Som Maskinfabrikkens Stempelslag
saaledes er Omkvædet i hans Lyrik, saadan
er dybest i hans Væsen hans Poesis
særegne Stemning fremgaaet af hans inderlige
Forhold til den moderne By. Naar Viggo
Stuckenberg ved Seinen drömmer om
Lyngby Aa, strömmer Paris gennem tusinde
Traade over i Johs. V. Jensens
Nervesystem, indtil dens Historie bliver levende i
ham. Fra Pariserinden, dette Byens fine,
flygtige Barn, der nu i Vogntumlen træder
op paa Refugen, hvor for Aartusinder
siden Padderokkerne gik i den lune Luft,
og til den dumpe Gurglen fra
Kanalværkets Rör under Gaden sanser han dens
Stemning som en Enhed, som en Nynnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
