Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I02 CHR. GULMANN
Folk med de blege Öjne og frygtsomme
Sind».
Saa er der hans Forhold til Kunsten.
Vi mærker en tydelig Hensigt i næsten ait
hans Værk. Det er ikke noget, man
paa-dutter ham: han sammenligner sig selv som
Skribent med en Kanon, der altid har
be-skudt samme Maal. — Nu er Kanoner
gnimme nyttige Genstande men uden
Forhold til Kunst. Og hvis Pontoppidan först
og mest er den radikalt moderne Agitator,
som man (og han selv) uudertiden har villet
se i ham, kom vi ham hurtigt förbi. I
Virkeligheden fængsler han rent
umiddel-bart. Han erobrer os, netop som den
Kunstner han er, ved sin indre Brydning
og — den köligt glatte Form til Trods —
sin urolige Spænding.
Han er den reneste danske Realist og
den sidste typisk danske Romantiker.
*
Kan det være rigtigt? Han virker dog
stråks med en næsten forskriftsmæssig klar
Realisme, -nögtern berettende og dulgt
föl-som, en rettroende Lærling af den Literatur,
der med en ubarmhjertig Grimace aftegnede
Verden, som den til syvende og sidst fandt
Behag i, fordi den er hæslig, og der läder
sig lave triste og interessante Böger om den.
Efterhaanden som hans Personlighed
ud-vikler sig, fremtræder han kun stærkere
som den store Revser af vor Tids
oppu-stede Fölelsesliv, enten det nu viser sig som
hysterisk Tilbedelse af Lidenskaben og
exentrisk Vmdmageri, som Drömmepesten, der
suger Marven af Menneskemodet, eller den
politiske Fraseström og religiöse Taagedunst,
kort sagt den hele »lyriske
Forraadnelses-proces». Indtil han naar til den beske
Sentens om at holde Galden flydende og
i Extase raabe: spark i Tide Ungerne ud
af Reden — Leve Krapylet!
Da han samler sig til sine to store
Livs-skildringer fra Landet og Byen
Muld-Txi-logien og Lykke-Per, dömmer han
Dröm-meren Pastor Hansteen til Galecellen som
en af vor Tids farligste Typer, og han
redder kun Fantasten Per ved frivillig
Lands-forvisning til Sindets Selvfordybning, til
Klarhed og Fred. Som den kloge
Lige-vægts, den förnuftige Naturligheds
Repræ-sentant tegner sig da hans Selvbillede, der
viser ham sund, ubarmhjertig og god.
Mangfoldige Træk har imidlertid gjort
os mistænksomme. Hvilken Stemning var
der ikke över den yndefulde lille Historie
»Morgendug» hvor et flygtigt Syn af en
Landsbypige livsstærkt fæstner sit Indtryk
i en ung Månd— » Svend Morgendug, der
rejste sin Lykke förbi uden at kende den».
Ironi . . . nej, der det gælder ikke:
For-tællingen dufter af Ungdoms-Romantik.
Hvilken sitrende lyrisk Vemod er der saa ikke
över Skovsöen i »Ung Elskov» : Vi læser
videre: allevegne griber han Lejligheden
til (ironisk maskeret eller rent aabenhjertigt)
at beruse sig i Naturen \ tænk blot paa
Sce-nerne i »Lykke-Per» ved Sundet og
uden-for Strandvejs-Haven: Hjærtet skælver jo i
dem. I Nödsfald tager han sig Lejligheden
selv. Han maler et Foraarsbillede (S. 135
i »Det forjættede Land») hvor Græsset
grön-nes i Bunden, de smaa Tornebuske skyder
gulagtige Bladefrynser frem af de brune
Knopper, det dufter af Violer, og der
lyder Lærkesang, Stæreflöjt og Mejseskrig —
ni hele Linjer igennem: »Men Emmanuel
hörte intet af ait dette». Hvad kommer
det i Grunden saa os ved?
Da er det, vi spörger os selv, om den
Månd, hvis hele Virken har været en
liden-skabelig eller ironisk Kamp mod den
lyriske Drömmepest, overhovedet kunde have
holdt denne sit Livs Front uforandret, om
han ikke havde haft Stridens Aarsag dybt
i sit eget Sind. Og til Belysning tænker
vi paa hans dybe og overlegne Novelle
»Örneflugt». Det er da endelig ikke en
Lov-prisning af den besindige Jævnhed, denne
rent romantiske Haan över den tykgumpede
Örn fra Præstens Hönsegaard! —
Rimelig-vis kunde vi ogsaa finde personlige
Mo-menter: hans Flugt fra det polytekniske
Examensbord for kun at blive Forfatter,
hans frie Fægten sig frem gennem
Tyskland og Schweitz som färende Svend for
at lære Verden at kende, hans
Folkehöj-skole-Forsög, der leder Tanken hen paa
Emanuel Hansted osv. — men vi tager
os forelöbig Lov til, at se ham som et i
sin Grund rent romantisk Gemyt.
Altsaa burde han have været Sånger
til den blåa Blomsts Pris . . . . ? Det var
næppe bleven godt at höre paa. Saa
simpel er Sägen ikke. Allerede hans stædige
Mistillid til Romantikens Bære-Evne maatte
modsige den Tanke: det tyder paa
mang-lende Kraft i hans eget Digtersind. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:49:15 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1907/0122.html
