Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK PONTOPPIDAN
103
tykgumpede Örn er hans Kimsts ironiske
Bomærke. Da han skäl foretage sit dybest
personlige Opgör, bliver det Lykke-Per,
som fra sin Tur udover Vidderne flagrer
hjem til Hönsene, fordi han er vokset op
i Præstegaarden. — Hans Kunst er
vingelös Romantik.
Den aldrig meget vilde danske
Romantik levede efterhaanden med typiskt
nationalt Præg i vore Præstegaarde, hvor den
var bleven hjemmedöbt og vel opdraget og
havde fundet sig til rette under Hustugten.
Den var her ikke længer en Kunstskole,
man kunde krænge af sig; den hörte med
— var noget som det æstetisk-humanistiske
Livssyn og Aandsform. Den sidder os
Præstegaards-Sidenius’er i Blodet; vi] vi
frigöre os, maa vi tage Kampen op med
den. Pontoppidans Slægt er netop
Præste-folk og Embedsmænd, Tankens og Ordets
Mænd. I Stilen, som altid siger os saa
meget om Manden, slipper han aldrig Præget.
*
Hans Stil er til at begynde med ganske
blodlös Skönskrift; den bliver altid glat,
akademisk, en Kende gammeldags pyntelig.
Det er en udvendig Formens Kunst, ikke
indenfra fæstnet som det afgörende
Ud-tryk og Billed. Derför bliver han aldrig
færdig med sit Sprog. Ikke blot kunde
der »læses över» dansk Syntax paa
Grundlag af det gennemarbejdede og fortættede
Dansk fra förste til andenUdgave af
»Lykke-Per», men hver ny Udgave af hans
tid-ligere Arbejder betyder en evindelig
Gen-nemretten og Forbedren.
Der er jævnlig noget retorisk över hans
Stil. Han ser ikke Verden om sig.
Derför skaber han ikke Billeder for vore Öjne,
han fortæller interessant. Han kan (i
»Knokkelmanden») berette os om »en
tropisk Oase, en tusindfarvet Blomsterkurv:
der spredte sin fine, flygtige Vellugt ud
imod Havets bittre salte Aande». Gæt,
hvad det er .... ei lille Boelssted ude ved
Fjordindlöbets gråa og sandede Jorder! Vi
kan tage en Scene fra »Muld». Der rörte
sig över den öde Kirkegaard et Liv som
paa en Markedsplads: »Rundt om stod og
sad Klynger af Mænd og Kvinder, der alle
var höjröstede og röde i Hovedet af Iver
og Spænding. Man havde lejret sig
omkring paa Ligstenene, man raabte til hin-
Fot. Fred. Riise,
HENRIK PONTOPPIDAN.
anden över Gravene; og alle Vegne var
der en Sammenstimlen, en Snakken i
Munden paa hinanden, saa man nceppe kunde
höre Kirkeklokkerne i>. Monstro dette
värkelig skulde ligne en Kirkeforsamling af de
Skipperup Husmænd og Bönder? Er vi
endnu ikke helt sikre, kan vi tage et
Interiör, hvor »der i Öjeblikket "idfægtedes
en hidsig Kamp mellem Lampens
brand-gule Lys og det endnu höjt rodmende
Aften-skær». Saa vil vi vide, at Pontoppidan
ikke har den Naadegave at se.
Derimod ved vi endnu intet om hans
Sprogkunst. Han modtager Realismens
Læ-reregler som et Evangelium, fordi han
trænger til dem. Han giver sig i Lag med
Verden og skriver den nögternt op. Det
gennemlyser hans Stil med dens roligt
stær-ke Dagsklarhed, som hans Ironi siden i
sin skælmske Lysbrydning giver en egen
sitrende Valör. Og medens han stadig
arbejder Udtrykket fastere ind om Sägen,
naar han til at skrive et klassisk Dansk,
der med Rette berömmes. Han kan imellem
svinge sig op til saa yndefuldt et Billede
som det om Lærkesangen, der »minderom
en Kvinde, der efter sin Elskedes Bortgång
maa give sig til at nynne for ikke at komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:49:15 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1907/0123.html
