Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
io6
CHR. GULMANN
Köer, han havde haft, og som han
aaben-bart v ente de at g ense i det hinsidige*.
Nu er vi altsaa paa Komedie!
Pontoppidans Kunst er Tankebevægelsen
tæt om Virkeligheden, og Virkeligheden
udrenset, optaget i hans ærligt klare Tanke.
Derför bliver hans betydeligeste
Historie-Samling »Skyer», Skildringer fra
Forfatnings-kampens Dage. Her er en Strid om
Principer. Her kan han bruge hele sin Trods,
hans Fölelse er med, hans Mandsvilje og
hans Mistillid. Der kan være lidt lyrisk
Krampe i »Ilium Galgebakkes»
Krapyl-Raab. Men hvilken tung Resignation över
Embedsmanden »I Kongens Kjole», der
maa dukke sig og köre ud mod
Skattenæg-terne. Og Vennernes stille Sorg i
Skils-missen, fordi den ene gaar til »Höjre» og
den anden til »Venstre». Eller den sejge
og unyttige Udholdenhed, denne virkelige
Troskab til Döden hos Bonden, der fra
sin Sygeseng läder sig slæbe til det
afgö-rende Valg. Og saa den lyrisk beske, den
blodigt bitre »To Gånge mödt» med
Bog-bindersvenden, der forsulten, brændende,
moder parat til det yderste — og af den
forfærdede, festklædte Förer henvises til
Vælgerforening og Valgurne. »I Tider som
disse har Landet Brug for enhver af sine
grundlovstro Sönner». I »Skyer» har Förf.
såt de politiske Kampaar deres kunstneriske
Monument, som i sin kamphede
Ensidighed vil blive staaende. Med sine stærkeste
Noveller tilhörer Pontoppidan den bedste
Literatur i Norden.
Novellen er hans egentlige Kunstform.
Den taaler det fjærnere Virkelighedsforhold
og Stoffets Udslibning, dets
Sammensvejs-ning og Tilspidsning. Först saadan fåår
den endda sin rette Slagkraft. Hans smaa
Romaner er egentlig ikke andet end store
Noveller, der undertiden er bleven for brede.
Hans Muld-Cycius er tre udvidede, smaa
Romaner med ensartet Stof, som har
van-skelig ved at blive en samlet Livshistorie.
Hans stærkest uddybede Værk »Lykke-Per»
er syv Noveller, som end ikke har en
le-vende Hovedperson fælles — for saa vidt
som Slutningen slåar Begyndeisen ihjel.
Pontoppidan selv kender inderlig vel
sin Evnes Art. Han har beskrevet den i
to literære Afhandlinger, de eneste han har
indladt sig paa, som kritiserer to andre
Forfatteres Kunst og altsaa handier om hans
egen. »Det er de smaa Emner, de enkle
Motiver, som den store og alvorlige Kunst
for Tiden med Forkærlighed vælger, fordi
den der kan tilfredsstille sin Träng til at
fordybe sig, gaa lige til Bunden og
ud-tömme sit Æmne helt .... Som om det at
kunne frembringe noget ud af saa lidt, at
kunne opfange og for alle gengive en hel
Verden i et eneste Glimt ikke netop er
den sande Storhed, Kunstens virkelige
Triumf» .
Der läder sig jo nok sige mere om den
Ting. Men det er en saare smuk og
vel-villig Karakteristik af Pontoppidans Kunst.
»Dette med Sandhed, Virkelighedstroskab og
Anskuelighed» — siger han videre —
»hjæl-per jo ingenting». Det er til sy vende og
sidst Digterens eget Billede, man söger bag
enhver Digtning .... Vi vil vide, hvad han
elsker, og hvad han hader • vi vil se ham
bruge sin sjældne Gåve som et Sværd eller
som en Luth, se ham dræbe eller höre
ham synge. Vi bry der os ikke en Döjt om
Virkelighed, Sandhed og Naturtroskab, naar
han blot bevæger os med sin Sorg, fryder
os med sin Glæde, ægger os med sit Had».
>Det er de smaa Romaner, de smaa
Rammer, der er Tidens Lösen » ....
Pontoppidan skriver denne sin ars poetica i
Efteraaret 1888. Han har ved den Tid
udviklet sin Kunst til fuldt bevidst
Mands-Sikkerhed. Han er inde i det Ti-Aar,
hvor han ligesom legende skriver en Række
af sine bedste Arbejder. Han staar sejrrig
i sit Syn. Ud viklingen har vist, at han
havde Ret i sin Mistvivl överfor Samtiden,
— og selv Kassandra har det, trods ait,
været en Tilfredsstillelse, at hendes
Spaa-domme slog til. Han oplöser sin bidske
Protest til Ironiens smidigt vigende, smilende
Leg.
Der er skrevet meget om den
Pontop-pidanske Ironi som en
Væsens-Ejendomme-lighed hos ham. Det beror paa en
Mis-forstaaelse. Under sin Udviklingsperiode
anvender han en spillende Spöt, men det
er kun som Vaaben for sin helt enkle,
sammenbidte Betragtning af Tiden. Först
nu fåår han det frie Mod til at fordoble
Synspunkterne, narre Læseren ind paa falsk
Spör ved som Lokkefugl at skyde en
Personlighed ind mellem ham og sig selv og saa
med et underfundigt Smil vise et helt an-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
