Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK PONTOPPIDAN 107
det Ansigt, der maaske heller ikke er hans
— eller maaske ogsaa er ham selv.
Han gör det förste For sög i > Vildt»
med en ung Fyrs Naturbegejstring og
Æven-tyrlyst, der fint romantisk gennemspilles,
ind-til det gyldne Sværmeri brister i Skovens
Natterædsel: Krybskyttens Æventyrskikkelse
udfolder sine ondsindede
Snigmordsinstink-ter, og Fortælleren ræddes selv for den
Drabslyst, han har fölt brænde gennem sig.
Ironien her er endnu helt haandgribelig.
Finere forflygtiget kaster han dens Tvelys
över sine »Minder», Barndomsindtrykkene
fra den lille Provinsby, i hvis idylliske
Ramme han läder en blid, enfoldig
Dejlig-hed blive drevet i Döden af et Par
haard-hændede og khmtede Mandfolk. Og med
straalende Mesterskab läder han saa i »Den
gamle Adam» den elskeligeste
Bibliotheks-Mannike fölge Kærlighedens Metamorfose
fra en Sommerferie-Eros’ yndige Ansigt til
det fortrukne Satyrfjæs, hvis spidsede
Læ-ber piber Trofasthed og redelig Sanddruhed
en vilter Vals. Der er en Ii vagtig Bölgen
i Betragterens Sind mellem sine rosenröde
Længsler og de haanende
Randbemærk-ninger fra den dæmonisk skarpe jödiske
Doktor, »Dödens Apostel> som han kalder
ham. Snart udbryder han, at dennes
Teorier gör det koldt som i en Ligstue: O
Gud! er dette Livets Sandhed, saa lad mig
alligevel hellere fortfare i Lögnen og det
skönne varmende Bedrag! Snart fastslaar
han: Jeg vil ikke mere tro paa Noget,
ikke paa Dyd, ikke paa Trofasthed, ikke
paa Skönhed.
Förf. anvender bevidst Ironien oplösende
överfor den romantiske Bespændelse og vor
altid emsige Pyntekone-Fantasi». Men
samtidig er denne ironiske Form ham den
fri-este Selv-Udfoldelse. I den ethiske Dialog
mellem Dr. Levin og Bibliothekaren tåler
de forskellige Stemmer i Pontoppidans eget
Sind (i os alle tåler jo forskellige Röster).
Og netop derför lyder Tonen saa
overbe-visende ... I »Höj sång» er Ynglingen
bleven en velfornöjet tevandsdrikkende
Peber-svend, der har sin Späs af at iagttage sine
Medmenneskers erotiske Bukkespring, efter
at ogsaa han har været paa Korstog til
Lidenskabens heilige Land og fundet en
vragbrudt, vild Klitassistent og en forrykt
Landmansfrue. — Og han drömmer om en
ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store
Passioner ikke som hos vor er et uhygge-
ligt Delirium, der ufravigeligt ender med
Selvmord eller Vanvid, men for hvem
Liden-skaben er som et helligt Igenfödelsens Bad,
der adler Sindene.
Se, de Ord kunde jo Pontoppidan selv
have sagt. Men naar det kommer til
Styk-ket, har han alligevel Romantikerens
Respekt for Styrken og Lidenskaben endog i
Karikatur. Han har selv leveret os Beviset.
I »De vilde Fulge», der er en Slags
Dramatisering af ^ Höjsang >, og hvor Dramaets
Form har förlängt et mere enkelt og reelt
Lys över Personerne, lyder den sidste og
altsaa stærkt betonede Replik, efter af
Kandidaten med et Par ynksomme Ord om det
Vrag af en Klit-Assistent har meldt sin
Hjemrejse — »Det gör De vistnok ogsaa
rigtigst i. Man har det Ord her paa
Vest-kysten, at det er de stærkeste Skuder, der
stränder. Og der er sgu vist ikke Tömmer
i Dem til et Vrag» .... Se, saaledes lyser
Romantikeren Pontoppidan sin
snusförnuftige Halvdel hj em.
Pontoppidans Ironi kan være selvglad
og billig — naar han i »Höjsång» selv
kom-ponerer et romantisk Drama og saa
gennem-hegler det —• den naar en egen smertelig
Styrke, hvor den har udviklet og modnet
sig i hans ene Hovedværk, der i tre
Romaner skildrer den unge Præst Emanuel
Hansteds Sögen ud til det sunde Samliv
med Landets Folk, hans Nederlag i det
for-jættede Land og saa endelig hans
Apostel-Ry og Storhedsvanvid — som den sölle
Stymper han er og altid var.
Det er et omstændeligt og ordrigt Værk,
som alligevel hölder os fast ved sin blonde
og blaaöjede Ærlighed. De månge
Uden-omsmeninger og Diskussioner fåår
Historien til at pose sig löst om de
Menneske-Skikkelser og Skæbner, vi dog ene har
Sind for. Men den blufærdige og faamælte
Fölelse, der saa igen aabenbarer sig i de
personlige Scener som Drengens Död og
Hansines Afsked, den tager os hjemligt om
Hjertet. Ogsaa i de flygtigere Rids — af
den fordrukne Dyrlæge og hans udslidte
Kone, af politiske Moder og kristelige
Sam-menkomster — er der en egen længekendt
Fortrolighed. Her er en Månd, som sanddru
fortæller, hvad han selv har gennemprövet.
Afgörende er dette endnu ikke.
Vær-ket er monumentalt anlagt som et Opgör
med den overtroiske Forherligelse af vört
abnormt udviklede Fölelsesliv, imod den Ly-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
