Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 CHR. GULMANN
rikens Svamp, der er træjtgt se Ive
Folket ind til Marv og Ben. Förf. siger
endda i »de senere Aar», hvilket er en
aktuliserende Overdrivelse, for Bogens Kim
groede allerede 12 Aar för i »Sandinge
Menighed», hvorfra Stykker ordret er
op-trykt. Men först nu har han tiltroet sig at
före Slaget med fuld Myndighed. Deraf
den fäste og fyldige Spöt i Udmalingen af
de folkelige og kristelige Vennesamfunds
Præk — som allerede nu virker historisk.
Men Hovedslaget föres naturligvis med selve
Emmanuel Hansted.
Typen er klart tænkt og gennemfört
med kunstnerisk Overlegenhed. Förf.
lok-ker os til venlig Interesse for denne ideale
unge Månd, der opgiver sin fornemme, lune
Familie-Rede for at frelse sit
Menneske-Jeg ude i Livets friske Ström, og saa
modigt, veg og brændende gaar efter sin Tro
og Mening, indtil han tragisk bukker under.
Vi hölder af ham, er ikke långt fra at
be-undre ham. Og imidlertid gör Förf. fint
og jævnt hans præstelige Bevægelse til
apo-stoliske Gestus, hans Taalsomhed til
over-menneskelig Sjælsstyrke; en Kollegas Visen
ud över de fede Enges græssende Kvæg
med Opfordring til at tage fedt Præsteskald
bliver til Fristeren i Örkenen. Og tilsidst
staar Emmanuel överjordisk knejsende mod
det sorte Kors som paa et Golgatha, mens
det er som tre Sole paa Himlen .... Det
sorte Kors er for Resten et Sömærke. Og
med et haardt Tag flaar Pontoppidan
Apo-stelkaaben af sin Stymper. Hans Liv har
dog kun været en Række af komiske
Scener. Han var en skikkelig Kapellan, men
troede sig Profet og Helgen — han
for-fuskede ait, hvad han fik mellem Hænder,
forlod sin Kone, vanrögtede sine Born, men
betragtede sig ikke desto mindre indtil det
sidste som en af Forsynets Udvalgte. Han
er et Produkt af den lyriske
Forraadnelses-proces, hvori den gamle Verdens Samfund
gaar til Grunde.
Ait dette er saa udmærket tænkt, at
det ikke gör meget, naar Fröken
Ragnhild, der er med som den gamte Kulturs
bristende og selv fristede Repræsentant,
stiliseret repræsenterer mere end hun lever
for egen Regning. Men vi kunde, uden
al Lyrisme, fristes til at tage Emmanuels
Parti överfor den snu Væver Hansen og
Förf s ironiske Talsmand den klart og fladt
seende Pastor Riidesheimer. Denne saa
bespottede Lyrik er nu ikke kun
Forraad-nelses-Bakterier: den er med i ait
Stor-værk, og der er ingen Helt, i hvem der
ikke stikker et Stykke Don Quixote ....
Men i övrigt er Emmanuel Hansted slet
ikke typisk. Hvor i vört velsignet flade
og lunt smilende, vel lyrisk talende men
försigtigt handlende Danmark er denne
danske Quixote en truende Färe. Vi vil ikke
kunne finde det. Pontoppidan kan det
be-dre, der selv gik ud i Landet som
Folke-höjskolelærer for at leve med og opdrage
Folket. Derför er der saa megen
uvilkaar-lig Uvilje i det stærkt underbyggede
Forsvar for den snu Væver. Og derför er
der uroligt Liv i denne vidtlöftige Bog og
Blod i dens Ironi.
Derefter er hans Ironi ogsaa mættet.
Pontoppidan gaar nu Tilværelsen paa Livet
lös i sit store Arbejde Lykke-Per —
sam-fulde otte Aars Værk.
»At digte det er at holde Dommedag
över sig selv».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
