Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Gentleman. Af A. Hagensen. Med 17 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I70 A. HAGENSEN
rent etnografisk paa Europæernes
Skik-ke og Brug, Klæder og Kunst. To
Mænd, som efter månge Aars Ophold i
Troperne modes i en af Londons
Hoved-gader, läder han se saaledes paa
Sceneriet: »Hele den länge Gade, dyb som
en Brönd og smal som en Korridor, var
fuld af trist og uophörlig Bevægelse.
Vore Ören fyldtes af en hastig Slæben
og Trampen af hurtige Fodtrin og af
Larm, der laa under ait det andet —
mægtig, svag pulserende Larm som af
stönnende Aandedræt, af bankende
Hjær-ter, af gispende Stemmer. Utallige Öjne
stirrede lige frem for sig, Födder
flytte-des ilfærdigt, udtrykslöse Ansigter
ström-mede förbi, Arme blev svungne. Över
det Hele snoede en smal, takket
Strim-mel rögfyldt Himmel sig ind og ud
mellem de höje Tage, udstrakt og
ubevægelig som en tilsölet Vimpel, der
vajer över et Pöbeloplöb». — De har
kun Indtrykket af en trist Rastlöshed,
af et meningslöst Pöbeloplöb. Heller ikke
Civilisationens sjælige Værdier er i Stånd
til at blænde Conrad. Han tillader sig
endog at haane dem. I hans
Forræl-ling »Tilbagekomsten» er der en forladt
Ægtemand, som sidder og grubler över
sin Skæbne: »Det fäldt ham ind, at hans
Hjærte burde være knust; men i et
u-troligt kort Öjeblik indsaa han, at hans
Lidelser ikke var af en saa ubetydelig
og ædel Slags. De var ganske
ander-ledes alvorlige og nærmest af samme
Natur som de dybtgaande og grusomme
Fölelser, der vækkes af et Spark eller
af et Slag med en Ridepisk. Han satte
sig til at udgruble den skjulte Logik i
hendes Handling — et aandeligt Arbejde
der nærmest passede for et
Daarekiste-lems ledige Timer, men det kunde han
nu ikke indse . . . Han stirrede paa
Gulv-tæppet og sagde meget tydeligt: »Hun
er löbet bort». Det var frygteligt —
ikke Kendsgerningen men Ordene; Or-
dene var fyldt med den skyggeagtige
Vælde af en Betydning, som syntes at
eje en frygtelig Magt til at kalde
Skæb-nen ned paa Jorden». Klarere end her
kan man ikke godt pointere det
værdi-löse i de »ædle» Fölelser, hvormed vi
smykker vore Meningslösheder, og i
Ordene, som dækker Begivenhederne; mere
respektlös kan man ikke trække paa
Skulderen ad Kulturens
Ypperstepræste-kjortel. Det eneste, Conrad har Respekt
for, er den nögne Lidenskab, som
hölder Livet vedlige, den krydsende
Kær-lighed mellem Månd og Kvinde — og
til en vis Grad det paralleltlöbende
Ven-skab.
Civilisationen forfladiger. Den er kun
som en lille Busk midt i en stor Orken,
i hvilken Menneskene gemmer deres
Hoveder for ikke at se den övrige
Verden — den er et snedigt og for en stor
Del heldigt Forsög paa ved fælles Hjælp
at undgaa Kampen med Tilværelsen ved
at flygte bort fra Naturen. Men den er
efterhaanden bleven saa kompliceret, at
meget i den synes formaalslöst, og
end-nu mere er formaalslöst. Derför er den
civiliserede, hvide Race i Sammenligning
med alle de andre rastlös og stundeslös;
den kender intet til, hvad Kipling
kal-der »Österlandenes rolige Minutter, som
ikke tælles». Men Civilisationen har
og-saa den Fordel, at den kan slöve
Men-neskenaturens medfödte Frygt og göre os
vantro, saa vi ikke ængstes for den usete
Halvdel af Verden bag vor Ryg med
dens ukendte Magter. Vi er födt med
en Fölelse af altid at have Ryggen
dæk-ket af Samfundet, medens den Vilde
altid föler sig ene, altid spejder agtsom
om sig og tænker sig det Usete
befol-ket af Guder og Aander for at holde
sig aarvaagen överfor Livets stadige Färe.
Dette har Conrad forstaaet. I »En
fremskudt Post» skriver han nemlig:
»Faa Mennesker gör sig klart, at deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
