Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STREJFTOG I NY DANSK LITERATUR
505
Förrest staar Herman Bångs store Roman
»De uden Fædreland» (G. B. N. F.). Bang
har i denne Bog ligesom samlet sig til
Bedrift, anspændt alle sine sjældne Ævner,
rettet sig som en Staaltjeder og skrevet et
Værk, der er beundringsværdigt i
Hold-ning, rankt og stolt, ypperlig fortalt,
gri-bende Læseren i Hjærterödderne og ikke
slippende ham, førend sidste Linje paa
sidste Side er læst.
Denne store Romans Kondensering gör
den til noget ganske enestaaende. Dette —
at det er muligt i Fortællmgen om en en
eneste Dags Forlöb at skildre et helt
Men-neskeliv, en sammensat Menneskeskæbne.
Det er Virtuosens Skæbne, Herman
Bang viser i en Række hastige Glimt, der
belyser Figurens splittede og fortvivlede
Indre. Joan Ujhåzy hedder han, og han
er födt paa de forbandedes Ö midt
i Donau. Og som hans Slægt har
levet paa denne Ö under
Hjemlöshe-dens Forbandelse — skaaret bort fra
Förbindelsen med det fäste Land —
saa-ledes er Joan selv en hjemløs. Paa ham
hviler Virtuosens Forbandelse. Som
Kunst-ner kan han ikke fæste Rod nogetsteds.
Han maa ile gennem Landene, henrykke
Menneskene med sin Kunst og saa videre
næste Morgen — til nye Omgivelser, nye
Ansigter, nyt Hotelværelse. Hans Hjem
er Luxustoget, der farer fra Storby til
Storby med sin Last af Existenser fra alle
Verdenshjørner, som et Öjeblik kan
sam-menligne deres forskelligartede Skæbner, et
Öjeblik udöse deres Hjærter for hinanden
og saa maa skilles for beständig.
— — Aa om Joan Ujhäzy kunde
slaa sig til Ro i den venlige danske
Stationsby nær SönderjyllandsGrænse, blandt
de elskværdige og jævne Mennesker, af
hvis hjemlige Hygge han pludselig
betages. Det förekommer os, som om vi selv
er med i Selskabet, der er samlet om den
unge Virtuos efter hans Koncert i
Föreningen, og som vi længe har kendt de
forskellige Gæster — med en saa
forbau-sende Virtuositet har Bang förrnaaet at
levendegøre den hele Kreds. Vi hörer
Talen stige og sænke sig, vi fölger hver
Detaille i Selskabets Gång, og vi har
navn-lig ikke Öjnene fra den unge blege Joan,
der föler sig draget mod Husets unge Pige,
som hun mod ham, for saa ätter at glide
fra hinanden. Han er jo uden Fædreland,
under Hjemlöshedens Forbandelse — Toget
skäl ätter före ham afsted til andre
lykke-lige Hjem og nye Menneskeskæbner i
Møde, ham, som skäl spille for de
tusin-der og aldrig finde Fred. Naar Musiken
er endt og Gigen gemt, brister Baandet
mellem ham og de andre. De falder hen
i deres vante Kreds — han har kun Natten
og Ensomheden for sig.
Det er Joan Ujhäzys dybe Tragik —
og den har Bang fölt med alle Nerver og
skildret som Mester i en Prosa, der dirrer
som af sönderbrudte Strænge.
En Bog af en hel anden Stöbning
— mere gråa i Tonen, mere psykologisk
randsagende — er Karl Larsens »En
moderne Hverdagshistorie» (G. B. N. F.)
Det er her Granskeren, som har Ordet, en
fin og skarp lagttager, der ikke vover sig
ud paa det dybe Hav, men helst bliver
inde ved Kysten, hvor Vandet er smult og
Bunden stadig kan löddes.
Larsen optrevler Krisen i en
Kvin-des Liv. Fru Antonie er 37 Aar gammel
og hendes eneste Datter og Barn nylig
bleven gift. Hun föler sig derför ene ved
Siden af sin Månd, der ligesom glider
hende ud af Hænderne, og lever sit eget
beskuende Liv. Da er det, at den tredie
i Laget, Husvennen, bliver farlig for hende,
og hun er et Öjeblik ved at kaste sig lige
i Armene paa ham, der har Mod paa
Livet og hader al Forsagelse. Larsen
skildrer med indtrængende Forstaaelse dette
farlige Punkt i den trediveaarige Kvindes
Liv, han fåår os interesseret for hendes
Kamp, og vi forstaar hende, da den ender
med, at hun vælger Hjemmets Pligter og
Trofastheden mod sin Månd, fremfor dette
lokkende Æventyr.
Bogen virker til Tider noget
kon-strueret — som en Thesis, der skäl
bevises — og Karl Larsen ejer ikke altid den
Bjærgmands-Lampe, der i et Nu kan kaste
Lys över alle Skakter i menneskeligt
Fö-lelsesliv. Derimod er det en Fortælling
af behagelig Kultur, skrevet med ufejlbar
Kunst, hvert Ord overvejet, intet for meget
eller for lidt. Men som sagt — fra det
store Havdyb kommer der intet Pust til
denne Bog. Forfatteren bruger hele Tiden
Loddelinjen og ved, hvor han er. Hvad
der ikke være sagt til hans Forkleinelse —
det er ogsaa en Kunst.
Ja, man vilde ønske, Otto Rung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
