Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
632 ANDREAS JYNGE
Blandt al den Glæde, en Vaar udfolder,
er Tornen et Savn, som Planten beholder.
Den siger i Vexternes stumme Sprog:
»Jeg saarer, men ak, jeg gjemmer dog
en större Smerte end jeg forvolder.»
Den motstånd, Welhaven møtte, da
han søkte at bli universitetslærer, var
ubehagelig nok i og for sig. Men den
blev det dobbelt, fordi han just dengang
gjennemlevet sin anden store livskrisis,
de triste begivenheter, der knyttet sig
til hans vundne og tapte kjærlighet. Det
er baade en almindelig og ualmindelig
historie. Hendes forældre vilde ikke vite
av den brødløse digter. Og da hans
elskede blev syk, ophørte ogsaa deres
hemmelige møter. Det blev et långt
sykeleie, og først da det var paa det
rene, at døden nærmet sig, fik han
komme til hende. Følelsen av ikke at være
god nok har visselig været meget bitter
og saarende for et sind som Welhavens.
Men den har dog traadt helt tilbake for
tapet av den elskede. Hans senere digtning
bærer bud om, hvor smertelig dette tap var
for ham. Han giftet sig endel aar efter og
syntes at fälde tilro i familielivet. Men
han kunde dog ikke komme förbi sin
første, store kjærlighet, ätter og ätter
vendte hans tanker tilbake til den fattige
og dog rike lykke, han hadde
gjennemlevet.
Allerede i »Norges Dæmring» hadde
han tält om »den indre Kilde, hvor
Aan-dens Frihed vælder klar og stille». Ide
følgende digte pekte han stadig paa den
indre sans, det indre liv, personligheten.
Han blev stråks erindringens og
vemodets dæmpede sånger. Men vemods- og
tungsindsstemningen traadte fra først av
frem i almindelighetens form, uten det
markerede præg, som den store
livsop-levelse gir:
Ak, hvor Glæden stærkest klinger,
trænger Vemods-Sukket frem;
det er dette Nyn, Du bringer
fra din Jubel til dit Hjem.
Naar Du lytter ensom, stille,
til en varm
Glædes Larm,
hörer Du i hver dens Trille
sagte Klagetoner spille.
Det er først efter den elskedes død,
at hans indre liv synes at ha såt kjerne.
Han samler sig om sorgen, savnet,
min-derne. Han blir den ensomme vandrer,
den ensomme, kontemplative, elegiske
digter, som færdes mellem grave:
Et natligt Mörke ruger
paa denne vide Egn;
Marken ligger og suger
den golde September-Regn.
Skyerne drive lave
över den sorte Lund,
hvor gamle og nye Grave
blandt Stammerne skimtes kun.
Det dybeste Tungsinds Billed
er målet i dette Veir;
Glemsel er forestillet,
hvor Döden har »laaet Leir.
Men Ömhets klare Öie
söger dog ud sin Skat,
og finder, blandt alle Höie,
den rette, i Mulm og Nat.
Liljen paa Graven hæver
ätter sit Blad fra Muld;
dens Kalk i Vinden bæver,
tindrende, taarefuld.
Det er intet sterkt utbrud, — det er
mildt, dæmpet, harmonisk, avklaret, —
welhavensk. Sorgen knuger ham ikke,
for han vet, at den bærer sindets
förlösning i sig:
Ja, Sorgen vaagner med Vaarens Vinde,
og lig en Blomst, der bryder sin Knop,
springer den lönlige Vunde op,
fordi et Frö har svulmet derinde.
Men lad det spire og finde Pleie,
thi tænk, det gjemmer dog Hjertets Kraft;
det skäl af sin egen bitreste Saft
bringe den lindrende Kalk tilveie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
