Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN WELHAVEN
633
TOHAN SEBASTIAN WELHAVEN.
Der sker et Under, naar du kan frede
den Sorgens Urt gjennem Livets Frist;
den bærer en fager Röse tilsidst,
naar Glædernes Flor er förbi hernede.
Den skäl sin rödmende Kalk oplukke,
hvis Taaredug er Förnyelsens Daab,
hvis Duft er Jordens reneste Haab,
samlet og næret af tusind Sukke.
Og saa kan han endelig la hele sin
sjæl bruse ut i det sterkt beaandede digt
»Den Salige»:
O, vær hilset ätter og velsignet,
blide Aand fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, Du kaldte af min Vaar-Dröm frem;
ingen Kval kan fälde paa mit Hjerte
tungt som den, Du klaged i min Favn.
O, Du Salige! i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Ait er fölt, fuldkommet og erindret,
Ait fornyes evigt i mit Sind;
mildt og ömt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged, hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Örkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg Dig, Du Salige, igjen.
Og da kom Du fra de stille Lande,
og den länge Sörge-Nat blev klar,
klar ved Skinnet om din rene Pande
og ved Straalen, som dit Öie har.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
