Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
634 ANDREAS JYNGE
Og paa Ny din Salighed er över
mine Drömme som et Lysets Bad,
og jeg hörer ätter, hvad Du lover:
at vi aldrig mer skäl skilles ad.
Saaledes hadde hans indre liv under
sin vekst samlet sig og skutt sin sidste
blomst i evighetshaabet. Det religiøse
element hadde ikke tidligere behersket
hans digtning, nu — tilslut — kom det
frem. Med denne endelige samling av
hans væsen fulgte en poetisk avmagring,
der snart endte med, at han sluknet
helt; han var i månge aar en taus digter.
I bakgrunden av et welhavensk digt
ligger som oftest et norsk landskap.
Alle-rede i den første sonet i »Norges
Dæm-ring» har han dette store, sterke billede:
Og ser Du Norge fra det vilde Hav,
hvor Stormens Vælde sig mot Fjeldet kaster,
da tykkes Landet Dig et Kæmpevrag;
se, Skroget sortner fra sin Bölgegrav,
se, Alpens Toppe staa som brudte Master,
hvor Skyen svæver som et Sörgeflag.
Han var betat av dyp kjærlighet til
norsk landskap. Det har faat direkte
uttryk i hans bekjendte »Høstsang», hvor
han — som saa mangen anden nordisk
digter — har benyttet trækfuglmotivet:
Vingede Skarer
fly de sorte Skove.
Under dem farer
Storm paa vildest Vove;
över dem blinker
Stjernen mildt, og vinker
Toget til Palmernes Ly.
Ak, om jeg kunde
fölge Fuglens Baner,
vilde jeg blunde
dog blandt mörke Granér;
hist i det Fjerne
vinker ingen Stjerne
saa södt som Drömmene her.
Hans landskap var først og fremst
det norske Vestland i Bergenstrakten,
hvor vælde og mildhet staar side om
side:
Kjender Du de svale,
mörke, kirkestille Dale,
uden Amer, uden Sti og Navn?
Ved de sorte Elve
Taarebirke skjelve;
de har nævnt mig alle mine Savn.
Har Du seet Skoven
hænge frodigt över Voven,
fra det lune, farverige Fjeld?
Der blandt Blomsterbede,
under Droslens Rede,
sprang min dybe Sjeleglædes Væld.
Hit længtet han tilbake fra det
jev-nere norske Östland i Kristianiatrakten.
Og længslen efter det vestlandske
landskap gik ind i den store, vemodige
hjem-længsel, som levet i hans sind. Men
efterhvert fordypet han sig ogsaa i
Östlandet, i granskogen og fjeldvidderne.
Nu og da var han helt ut
landskaps-skildrer. Men som oftest møtte
landskapet hans stemning og vokste sig
sammen med den. Han søkte sit eget sinds
billede deri, og han uttrykte sin egen
stemning i et landskaps billede. De
ind-gik en inderlig, uløselig förening med
hinanden. Welhavens digtning kan da
ogsaa aller bedst karakteriseres gjennem
et landskap. Den ligner mest av ait
norsk september — med gjennemsigtig,
läng, blåa luft, hvor al varmedis er
for-dampet, og öiet ser ind i stor, fjern,
kjölig klarhet, — og med mildt
tung-sindig, gulnende lövskog, mot bakgrund
av mörk granskog, vækkende vemodige
tanker paa den korte, svundne vaar.
Efterhaanden indførte han fra
even-tyrenes og sagnenes verden huldre, alf,
dverg og nøk. Og han lot dem glide
ind i landskapet, som i romancen
»Jutuls-bjerget» om Havard Staur og huldren:
Men da han reiste sig fra jord,
han skimted ene hendes Spör
paa dugget Mos i Lunden.
En Sky af Taage tråk sig hen
mod Bjergets Væg, — og var igjen
bag Krat og Sten forsvunden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
