Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
636
ANDREAS JYNGE
det eneste digt, hvor hans vid ikke er
spidst, men lyser med et streif av rundt
humor. Til de bedste hører ogsaa »Raad
for Uraad», om den kjappe Gudmund
Storebingen, og »Koll med Bilen», hvor
han gir en kraftig figurskildring fra
vikingetiden. Mere av ham selv er der i de
milde digte om Hellig Olaf:
Hellig Olaf takket være
for de fromme Sommer-Bönner!
Nu er Vången, til hans Ære,
hegnet ind af Norges Sönner;
nu skäl onde Tiders Spör,
hvorved Dalen er lagt öde,
dækkes til af Fredens Gröde,
vorde skjult i Landets Flor.
De gir uttryk for digterens længsel
efter freden, harmonien: »Ogladsaa min
Daab med Sværdet — skiftes om til
Fredens Daab!» Men de romancer, hvor
han selv er mest personlig tilstede, er
de tre, »Eivind Bolt», »Harald fra Reine»
og »Det omvendte bæger». Den første
handier om den gjæve Eivind Bolt, som
blev skyet, fordi han hadde været fjeldtat:
Og Eivind var blandt Dalens Folk
lig fremmed Gjest, der mangler Tolk
og vandrer arm med Hjertets Skat,
og er i Tumlen dog forladt.
Paa samme, maate har Welhaven
ogsaa lagt en del av sin livshistorie og av
sig selv ind i digtet om spillemanden
»Harald fra Reine», som huldren hadde
tryl-let, og som siden aldrig var glad. Og
denne romance fåår sin utfyldning i sangen
»Det omvendte bæger» om ridder Gilbert
af Billingskov, »som ei kunde Sorgen
glemme», og som slynget fra sig det
glemselens bæger, som kildens deilige fe
rakte ham; thi han »vilde sin Sorg
be-holde».
Paa de politiske bevægelser omkring
1848 saa Welhaven, som han hadde set
paa bevægelsen i 1830-aarene. Her som
eliers var og blev han den samme. Det
hele var for ham bare tomt opstyr. Hvad
det gjaldt, var, at mennesket fik en ny
jord og en ny himmel i sit eget indre
liv.
Lyksalig Den, som Tidens Nöd har bragt
den trygge Glæde og den stille Dvælen
ved Friheds Kjerne, der er dybest lagt,
som alle Savns Forligelse, i Sjelen!
Kun Sandheds-Kraften i en Samfunds-Aand,
blandt gud-opfyldte_, frie Individer,
kan löse Verden af de gamle Baand,
og lede Slægten frem mod lyse Tider.
I den skandinavistiske bevægelse stod
Welhaven derimot sammen med
ungdommen. Her syntes hans ungdomsidealer
at faa virkelighet; thi her kom jo netop,
hvad han hadde kjæmpet for: norsk
aandslivs tilknytning til andet nordisk
aandsliv.
Men som aarene gik, blev den tidlig
ældede digter mere og mere ensom og
livsfjern. Og saa blev han dog tilslut
løftet høit op paa en bølge av selve det
varmt strømmende liv, dengang da
ungdommen ga ham kanhænde den
skjøn-neste hyldning, som er blit nogen norsk
digter tildel. Da han nedbrutt og syk
for godt og ait hadde trukket sig
til-bake fra sin lærerstilling ved
universitetet, bragte studenterne ham sin hilsen i
et fakkeltog og sång Björnstjerne
Björnsons prægtige sång, — det var
strids-manden i den nye tid, som hyldet
strids-manden fra den gamle:
Lyt nu, du ludende sånger,
tonerne Strömm er tilbage!
Varmt om ditt sinn
ungdommens glade falanger
under dit vindu dem jage
jublende in.
Hjærternes gænlyd sig gynger
höjt i det blå,
i det solsitrende blå,
hvori din sölverne tone den slynger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
