Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FONTIUS PILATUS
73
ter lian ham for sin egen Skyld. Er
han slet, frygter han ham for Statens.»
Junius saa’ hen paa ham med et
hengivent Blik. »Hvad ondt skulde Du
gøre Cæsar?» spurgte han.
»Nu», sagde Pilatus, »jeg taler mest
om de store Provinser. Hvis han lader
mig blive, hvor jeg er, er det vist blot,
fordi han har glemt mig . . .
Men det er ikke godt for Claudia
Procula», tilføjede han lidt efter. Og
bekymret tænkte han paa sin lille fine,
unge, forvænte Hustru, der aldrig
havde befundet sig rigtig vei her. Og saa
den Fødsel, der netop forestod . . .
De var standset foran Vestibulens
Søjler og stod nu og saa’ ud over
Jerusalem.
Hist og her var Morgendisen ifærd
med at lette over Tagene, men endnu
saas intet med klare Omrids. Kun der
henne tilhøjre mod Øst skimtedes
Olie-bjærgets Olivenlunde, — de to store
Cedrer helt oppe var belyst af Solen.
Paa Pladsen nedenfor den mægtige
Marmortrappe ved deres Fod rørte der
sig et dæmpet Liv. En halvt nøgen
Dreng med en rød Hue paa Hovedet
drev langsomt et Æsel hen over Torvet,
og langs Muren til højre gik en
gammel krumbøjet Kvinde med et lille Barn
ved Haanden.
Junius för sammen med en lille
Gysen i den kølige Luft.
»Herodes kom iaftes fra Galilæa»,
sagde han pludselig, uden at se paa
Landshövdingen. »Han er taget ind i
Hasmonæernes Palads.»
»Ja, jeg ved det», svarede Pilatus.
En svag Trækning af Ubehag skar sig
ind i hans Ansigt, og forsvandt. Men
hans Blik var forstemt og adspredt,
medens det uvilkaarlig fulgte Kvinden
og Barnet dernede, der langsomt
tjær-nede sig langs Muren.
Og han saa’ nu, hvordan Barnet paa
én Gang stansede og forskrækket
stirrede op i en Sidegade, det just kom
forbi. Et Øjeblik efter løb det hen og
greb fat i den gamle Kvindes Skørt
og trykkede sig op til hende.
Fra Sidegaden lød en forvirret Støj,
der hurtig kom nærmere, — og under
Raab gød en bølgende Klump af
broget klædte Mennesker sig ud paa
Pladsen.
Her stansede de et Øjeblik, — en
Snes Stykker var de vei i alt, og
skyndte sig saa frem mod
Landshövdingen Palads. Midt imellem dem
skubbedes et lille spinkelt Menneske frem,
—: to gamle Mænd holdt hans Arme fast.
Hans Ansigt var blegt mod de andres
røde, ophidsede Fjæs, og hans Klædning
var fattigere end deres.
»Præster», mumlede Pilatus’ Frigivne
halvt højt og trak sig baglæns tilbage
mellem Søjlerne. Landshøvdingen selv
fulgte efter, mens han opmærksomt
betragtede den lille Skare dernede, som
hurtig nærmede sig Trappens Fod.
»Nu skal jeg vei dømme mellem dem
igen, det Påk», sagde Pilatus. »Hver
Gang, deres Højtider staar for Døren,
er de ikke til at styre.» Og han stod
lidt og saa’ paa dem med
sammentrukne Bryn. »Hvor kan Mennesker dog
blive saa forbitrede paa hinanden.»
Han rystede paa Hovedet. Denne
lille Klump lidenskabelige Mænd, der
pludselig var kommet til Syne i den
rolige og kolde Morgenstund og nu jog
hen over Pladsen, frem imod ham,
havde mere Synets eller Drømmens Præg
over sig end Virkelighedens.
Og dog var de virkelige. De var
stanset ved Foden af Trappen, de kunde
ingen se deroppe, og de larmede højt.
Der var et Virvar af Hænder i Luften,
og Raab, som ingen forstod. Og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
