Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FONTIUS PILATUS
77
tende Pragt sad Claudia, Pilatus’ skønne
Barnehustru.
Hun sad eller laa tilbagelænet i en
Løjbænk af Bronce, hvid i sin hvide
Stola, helt nedsunket i hvide Hynder.
Hendes fine, ganske blege Ansigt var
lænet tilbage mod Puden og hendes Blik
var vendt opad med et træt og
samtidig søgende Udtryk. Bag hende stod
to Slavinder, ivrigt og stille optagne af
at »bølge» hendes mørke Haar efter den
græske Skik.
Da hun hørte sin Ægteherre komme,
drejede hun Hovedet lidt om imod ham,
— og hun strakte sin spinkle, nøgne
Arm frem, for at han kunde tage den;
men hendes Lydtryk var stadig træt og
uroligt.
Pilatus nikkede til den Frigivne, der
trak sig bort, og gik hurtig hen til hende.
Han smilede ømt og lykkeligt, og idet
han satte sig paa Løjbænken ved Siden
af hende, tog han hendes fremstrakte
Haand og trykkede den varsomt ind mod
sit Bryst.
»Hvorfor kommer du ikke?» spurgte
hun.
»Jeg kunde ikke komme før», sagde
han, — »men du? har du heller ikke
sovet inat?»
Hun rystede svagt paa Hovedet.
»Jeg har bedt til Juno Lucina og til
Diespiter, som du sagde’jeg skulde»,
sagde hun klagende. »Og til Egeria
ogsaa. Mest til Egeria, fordi hendes
Ansigt er saa mildt. Men jeg er bange.
Jeg kunde ikke sove for Ångst.»
»Du skal ikke være bange», sagde
Pilatus, der blev ved at holde hendes
Haand, »Guderne beskytter Kvinder, der
skal føde.»
»Jeg er saa ung,» sagde Claudia.
»Jeg synes selv, jeg er saa lille, at det
er Lucina, der skulde beskytte mig. Og
nu skal jeg selv have et lille Barn.»
Pilatus strøg sin store brune Haand
hen over hendes. »Claudia», smilede
han, — »du er jo snart tyve Aar.»
Hun sukkede dybt og tav.
>;I kan gaa,» sagde hun pludselig til
de to Slavinder, der syslede med hendes
Haar.
De slåp Haaret, og hun rystede det
med et Par smaa hidsige
Hovedbevægelser, saa det mistede sin kunstige Form
og faldt frit ned paa begge Sider af
hendes Ansigt. Slavinderne saa
betuttede paa hinanden, bøjede sig hurtig og
forsvandt.
Pilatus havde rejst sig og gik lidt
om i Haven, hvor de nu var bleven helt
alene.
Han stansede, og trak Vejret nogle
Gange i dybe Drag.
»Hvor her dog dufter», sagde han
og smilede hen til hende.
»Ja, om Morgenen er her godt», sagde
hun. »Tag nogle af de gule Roser dér
og giv mig dem herhen.»
»Ja,» sagde han glad. Ivrigt rev han
Blomsterne ned fra Søjlen, han stod ved,
og straks efter bragte han hende en hel
Haandfuld. Han var lykkelig ved at
kunne tjene hende.
Hun tog dem og trykkede dem ind
mod sit Ansigt. »Jeg tror aldrig mere,,
jeg vil gaa udenfor Xystos,» sagde hun,
— »her er det dog, som om jeg var
hjemme.»
Han stod smilende og betragtede
hende, mens han rystede lidt paa
Hovedet. »Du lever næsten saa ensomt som
en Grækerinde.»
»Ja hvad skal jeg ude i den grimme
By?» udbrød hun, »mellem alle de vrede
Mennesker! De ser altid ud som de
hadede mig, og jeg har dog ikke gjort dem
noget ondt!»
»De er saadan», sagde Pilatus
eftertænksomt. »Mig hader de ogsaa, —
kan Du huske, hvor de rasede over mine
Votivtavler? Men vi behøver jo ikke at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
