Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2
SVEN LANGE
befatte os mere med dem end
nødvendigt.» Han satte sig ned hos hende paa
Løjbænken, støttede Armene paa sine
Knæ og saa lidt frem for sig. »Naar
Barnet nu kommer, bliver vi jo en hel
Familie. Saa kan vi leve her, vi tre
sammen, som gode Romere i det
fremmede Land.»
Og han blev ved at tale, som den
Ærlige og faste Sjæl, han var. Om
Drengen, de ventede, og om den lykkelige
Fremtid, han havde for sig. For hans
Fader var en god og trofast Månd, og
hans Moder var i Slægt med Rigets
bedste Familier. Han skulde opdrages borte
fra det urolige, det altid misfornøjede
Rom, i Ærefrygt for Julierne og i Tro
paa Statens Suverænitet.
Claudia laa og hørte adspredt efter,
mens hun plukkede Roserne itu over sit
Bryst.
Der blev en Taushed.
»Har du set mine Glasting, de
sidste?» sagde Claudia pludselig, —
»Købmændene var her igen igaar.» Og hun
pegede paa et lavt Ibenholtsbord lidt
borte, hvorpaa en funklende Samling
fønikiske Glassager var opstillede. Der var
Skaale af forskellig Form, smaa
farvede Vaser, slanke Drikkeglas, Spejle,
forgyldte Salveflakoner og meget andet.
Pilatus betragtede dem med en
fornøjet Mine. »Dem vilde dine Søstre i
Rom da misunde dig», sagde han. »Der
tindes ikke Måge til den Samling i hele
Italien.»
»Nej endnu», sagde Claudia. »Om
et Par Aar kommer det nok hjem.»
»Maaske», smilede Pilatus, »men her
er vi saa nær ved Værkstederne, at vi
altid kan vælge det bedste, de har, før
andre kommer til. Det Gode er der ved
Judæa», lo han.
Men hun sukkede let og rakte Armen
ud mod Bordet. »Giv mig lidt af det
herhen», sagde hun.
Han flk fat paa en lille slank Väse
og rakte hende den, og hun tog den i
sine fine Hænder og holdt den op i
Lyset. »Se», sagde hun »hvor de Farver
er smukke. Det røde dér, det ligner
Aftenskyer, naar Solen gaar ned.»
Hun lagde Vasen i sit Skød. »Mer!»
sagde hun og rakte Haanden ud. »Giv
mig Spejlet dér — saa skal du se.»
Pilatus rakte sig frem og tog om det,
men i det samme gled det ud af hans
Haand, sprang ned mod en Stenflise og
knustes med en syngende Lyd.
»Aa», udbrød han, »det var Skade!»
og han bøjede sig ned og samlede et
Par Smaastykker sammen med sine
kejtede Hænder, mens han rystede paa
Hovedet af sig selv. Men da han igen saa
op, sad Claudia oprejst paa Løjbænken
og stirrede med et skælvende Ansigt ned
paa det Sted, hvor Spejlet knustes.
»Aa», hviskede hun, »mit Spejl, —
mit skønne Spejl!»
»Ja det var min Skyld», sagde
Pilatus angergiven, »men du skal faa et
andet, der er Måge til.»
»Det kan jeg aldrig faa», klagede
hun med Graad i Stemmen,
»Købmændene sagde, at det var det smukkeste, de
havde, og det var helt tilfældigt, at det
var bleven saa smukt!»
Pilatus saa helt betuttet ud. »Sagde
de det?» spurgte han.
Claudia sad lidt, men pludselig brast
hun i Graad og kastede sig ned i
Puderne.
»Mit Spejl», græd hun, »jeg vil have
mit Spejl, jeg vil have mit Spejl igen!»
»Du kan ikke faa det», sagde
Pilatus og saa alvorligt paa hende. »Men
jeg skal i Morgen sende et Bud ud til
Værkstederne, og» ....
Men hun græd stedse hæftigere, og
slog ned i Puderne med den ene Haand.
»Giv mig mit Spejl! Giv mig mit Spejl!»
hulkede hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
