Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Aften. Af Harald Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AFTEN
af harald kidde
|APTEJN TRONJE bankede
sin Pibe ud i den lille
Tobaks-tönde i Vinduet. Træhovedet
rystede som et tæt, sort Haar
af sig over Vindueskarmen, over hans
Hænder og ned i Tönden.
Aftenskæret ude fra Engene
blegnede henover hans Skallepande med
Brynbuskene og dæmrede mat i
Uniformfrakkens slidte Knapper. Han gik gerne
inden Döre med Kaptejnsjakken, kun
Epauletterne var taget af og erstattede med
röde Baand.
»Hm naa, Hjörnö,» han begyndte at
stoppe Pibehovedet, mens han missede
med Öjnene ud mod Horizontens dunkle
Skovhöjder, »har du mon egentlig en
bedre Udsigt hjemme fra Algotsby?»
Hans Fingre blev stikkende i den
fi-genduftende Tobak, Öjnene stod stille
over Landets Skumring derude —- de
mange Mile mörkegrön Eng med
forladte Pileklynger og den hvide, snoede
Aa, det vældige Himmelrums Skyflokke og
Skovenes lange Bræm, dette Land, han
havde set Ansigt til Ansigt gennem mer
end tredive Aar.
»Aa nej, i al Fald kun nu om
Efteraaret,» Hjörnö rörte Stövlefoden over
det nögne Gulv, »ud mellem Stammerne
til Sletten. Parken staar om Sommeren
tæt om Murene. Men,» han saa op,
»ellers er det jo her som derovre i
Skaane: Aa og Enge, kun ikke Skovene
derude.»
Tronje rörte sig ikke — kun ikke
Skovene, Tankernes fjærne Maal — og
Grænse.
»Jamen,» han stoppede videre, uden
at flytte Öjnene, »de Skove vilde jeg
netop ikke undvære, nu ved jeg altid,
hvad jeg skal gaa efter, naar jeg
trænger til at röre Benene uden for de elleve
Alen Gulvbrædder.»
»Spadserer du endnu saalangt?»
»Ja ja da, naar der gaar Længsel i
Blodet, saa jeg ikke kan færdes herinde
med min Tobak og mine Böger, saa
tager jeg min Stok og marsjerer af, enten
ud forbi Vejrhöj eller ad Vilstrup til, du
kan se de to Landevejes Poppelkroner
dér langs hver sin Side Aasletten, de
modes ude i Skovene. Naar jeg saa
igen sidder her i Lænestolen ved
Vinduet og just kan öjne Skovbrynet, da er
det saa rosomt at kende hver Kratsti,
hver Klöft og hver Træstamme derude.
Det gi’r Luft i Brystet, du.»
Tronje drejede sig langsomt fra
Vinduet.
Henne i Skumringen hang Kaptejn
Hjörnös Ansigt, stort og blegt med den
graa Mustasje over Pibeglöderne, Armene
hvilte tungt paa Knæene, Öjene saa ned
mod Gulvets stribeslidte Fernis.
Gennem den halvaabne Dör derovre
skimtedes Sengens Fodstykke, Vinduets
eviggrönne Planter og Landevejstræets
nögne Ris.
»Og histude bagved har jeg
Fjordvandene,» nikkede Tronje.
Hjörnös Öjne stirrede öde mod
Væggens Sabelrække, Pistolerne kravlede hen
oven over som en Flok Biller ad
dettil-rögede Tapet.
»Ja, ja Tronje,» han trykkede de store
Fingre let mod hinanden, »du har det
lunt her i dit Hi.»
Der blev en lille Pause. En Duren
af Vogn rumlede hastigt nærmere, rejste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
