Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Aften. Af Harald Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
harald kidde
nu sin Larm af Hjul og Hovslag under
Ruden i Sovekammeret, rullede hen, og
atter frem, ad Landevejens Bugter. Saa
svandt den. Ruden klirrede endnu svagt
derinde. Et Raab langt, langt borte fra
kom blödt imod den.
»Mit Hi — ja,» Tronje skiftede sin
Haand bag Ryggen mod Vindueskarmen,
»det er det, Hjörnö, det er kuns et Hi,
det her; det tænker jeg altid paa, naar
det imellem Stunder kniber: du ligger kuns
i Hi.»
Hjörnös Pibeglöd sprang ud i en
Ildblomst og visnede hen. Dagslyset i
Sabelrækken gemtes bort, Luften svirrede af
Tusmörkets dryssende Sod.
»For det kan jo komme,» Tronje
flyttede Øjnene fra Gulvfjæl til Gulvfjæl,
»saadanne Eftermiddage, naar her bliver
mig for dödsstille, naar jeg ikke öjner
et levende Liv derude i Engene, og der
knap flyver en Fugl hen over de mange
Mile, at jeg kan föle det, som vaagner
jeg pludselig op et Nu og fornemmer,
at jeg er indemuret, at jeg faldt i Sövn
en Gang for mange Aar tilbage og ikke
mærkede, at Murene rejste sig om mig og
nu snart vil lukke mig inde i en Grav.»
Han rörte sig, saa de röde
Epaulet-baand brændte mod Skygraaet.
»Aa, da er det, som skulde jeg skrige
höjt og har ikke Luft dertil — men saa,
naar jeg har summet mig en Kende, saa
dages det, hvorfor jeg sidder her som
en Livsfange og har siddet her, fra jeg
endnu var ret ung, og jeg tænder min
Pibe igen og regner maaske endnu en
Gang efter og ser, at alt stemmer smukt,
og der bliver stille, inde hos mig som
derude.»
Hjörnö blæste en Rög’sky ud fra den
ene Mundvig, den graanede langstrakt
ind i Tusmörket. Det store Land
derude svömmede stribevis hen i
Aftenkuldens Dug paa Ruden.
»Ja Tronje, du — men saa er der
andre, som kan sidde og regne efter,
saa længe de vil, der er dog aldrig den
mindste Ener, der vil stemme, endda de
har maaske ikke faa eller smaa Tal at
regne med — og du, Tronje, i vore Öjne
bare Nuller.»
»Nuller,» Tronje stod med Profilen
vendt mod Skymörket; der rynkede sig
ligesom et Smil under det korte,
blaa-sorte Overskæg, han pressede Hænderne
ned i Vindueskarmen, saa den
lille,.skulderbrede Skikkelse knejste, »Nuller —
jeg! ved du, der er tit ikke Plads paa
Tavlen for mit Facits Lykke og Takken
derfor. Nej, nej, mindst, naar jeg
tænker paa, at nu en Gang, snart, bliver det
Opgörelsens Time, og Morgen.»
Hjörnös Öjne gled skraas hen paa
ham under Brynene, sortbrune, tunge,
han spyttede et Tobaksblad ud.
Den Månd dér, han havde intet ejet
uden Drömme, hans Sjæls og Legemes
enkleste Fordring var blevet bundet til
Straadödens evige Leje, han havde ene
turdet hvile ved sin Elskedes Side med
Ærens Riddersværd imellem. Tronje,
som Arildsen den Formiddag under
Dybböl sönderskudte Skanser, gennem
Krudt-rögen döende bad bringe sin
Fæstens-ring til hans Trolovede, Asta Brahe paa
Braheby i Halland — og som elskede
hende, Kammeratens Brud, i Samme Nu,
han den sene Oktoberdag paa Braheby
stod for hende med hendes döde
Fæstemands Ring, og langsomt, gennem det
kommende Aar i Köbenhavn, blev elsket
tilbage af hende, der nu först lærte mere
end Barndomsvenskab at kende — Tronje,
just han kaaredes til at modtage og bringe
den Ring, der skulde tænde i to kölige
Hjærter den Kærlighed, som er Livet
og som vilde brænde i deres den
Tro-skabsbruddets Piet, de ikke kunde bære,,
om de skulde leve —. Og saa — ja,
da lagde de to imellem hinandens Öjne
og Favn Snese af uigennemsigtige og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
