Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Aften. Af Harald Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
harald kidde
de, »Og tror du’ det ikke, han
histovre-fra har set vort Taalmod og vor
Ærbö-dighedr og tilgivet os og undt os
Lykken og selv vendt sit Sind mod
Opgivelse og löst vore Eder i Fred og nu
mildt vil lægge vore Hænder i hinanden?
Hjörnö, vi — vi har gjort os værdige til
ham, til hans unge Död ved — ved vore
Aar og nu–. Aa nej, du ved ikke,
hvor vi længes efter at se hans Aasyn
og höre hans Stemme sige, at vi
handlede ret! Ja, ja, vi vil se det i den
Morgen, at vi handlede ret, trods alle
Menneskers Sind gik os imod, og hans
Stemme skal sige det, at det er Retten, der
regerer Verden —. Aa Hjörnö, hvor
kunde vi vaagne til den Morgen, uden han
tog imod os?»
Stemmen tabte sig i et Hvisk.
Hjörnö rörte sig ikke, han sad stor
og sammenkröben over sin Pibeild, der
gennem Mörket blussede over Ansigtets
slukte Træk.
Saa rommede han sig, hæst, og talte
lavt, som i en besværlig Enetale:
»Og jeg, se Tronje, jeg der den Gang,
som alle, halvt ynkede jer og halvt
forbitredes paa jer, for det, der
syntes os en dödelig Svaghed, en
utilgivelig Synd, jeg, som med rolig Haand
gjorde, hvad du ikke kunde for dit
og Astas Sinds Skyld, jeg, som tog
min Kvinde ej en Gang fra en död,
men fra en levende Ven, jeg sidder nu,
her i Aftenen, ej blot i Gru for at mode
hans blege Ansigt i den Sommermorgen,
du taler om, og nvis Sol vilde brænde
mig til Kul, men i en, aa en — Lede
forat möde den Kvinde, jeg delte alt i
Livet med gennem mer end tyve Aar.
Naar jeg sidder der hjemme paa
Algots-by ved mit Vindue, som du her ved
dit, i den store, öde Sal og mellem de
frönnetgrönne Lindestammer over
Kampe-stensdiget ser ud i det fremmede Lands
Slette, ud mod Poppelvejens endelöse
Snor langs den tomme Horizont,og ser
kun det visne Græs og de graa
Vandpletter og hörer en enlig Plovmands
»Hyp», og mit Aandedræt hviske om
Kap mod Vægurets Pendul — aa, da ved
jeg intet bedre end at faa Lov at sove
i den Grav, hvori jeg alt ligger rede,
sove ganske döv og ganske blind,
værnet i Ensomhed mod at se ham, som
skabte mig min Lykke ved at tabe sin,
mod at möde hende, som udgjorde mit
Liv — det Liv, jeg ikke husker mer,
som var gaaet mig i Glemme, alt længe
för det döde med hende. I ni Aar har
jeg siddet ved mit Vindue i min Borg
i det fremmede Land og sögt at finde
og huske mig selv og hende igen, men
hvert Minde er mig ukendt og
uvedkommende, mit Liv var ikke mit, og
hun ikke hun, og jeg ved kun, at jeg
fryser og jeg er ene og Natten kommen
nær, og der var ingen Dag.»
Hjörnös Röst tav bråt, som tomtes
en Kilde pludselig i et Hav, men med
et bröd den ud igen:
»Tronje, om vi havde skiftet
Skæbner, havde vi mon da ogsaa skiftet
Udsagn nu f»
Tronje löftede ikke sit böjede Hoved
i Mörket, men han svarede langsomt,
inderligt:
»Aa Hjörnö — — —I»
»Nej, nej,» Hjörnö rettede sig med
Hænderne paa Knæene, Stemmen skar
op og faldt saa om: »Nej, nej, der er
Muldgrund, og der er Stengrund — det
samme med den udsaaede Sæd!»
Der var saa mörkt i Rummet, at de
to Mænd ikke saa hinanden, og saa stille,
som aandede ingen af dem mere.
Og i den dybe Stilhed tonede
pludselig langt, langt borte fra over Engene
en svag Rullen og svandt.
Tronje drejede Hovedet lidt:
»Nu körte Vognen ind i Skoven.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
