Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Aften. Af Harald Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aften
271
dove Mile, de sad ene hen, hun i
Slægtens gamle Gaard i Halland, han i
Jylland, i denne öde Stue her mod Engene,
og de lod Aarene uindhentelige forgaa,
Aarene, som ranede deres Ungdom og
Lykke og Tid og ældede dem fra Livets
Eje indtil Dödens Armod . . .
Men Asta — huskede han hende ikke?
lille og graa i Braheby store Sale, den
sidste af sin Slægt, ene med sit Tyende
og Lynghederne foran Ruderne, men
med Sejrens Smil i Öjne og om Mund
—. Og Tronje, han stod der rank, med
samme Smil som hun, han var ældet
skallet og tyk, og hun var visnet til en
graalig Skygge, de to, som havde været
derés Tids skönneste og frodigste
Menneskepar — —.
Men — de var kun i Hi, i lange,
vinterlige Dvaledrömme, de biede kun
paa en Sommermorgen, da Hiet brast,
og Jordens Lofter og Eder löstes, og
Sindene paany gaves fri til ny Ungdom
og ny Elskov — —.
Mens han selv, han hvis Bæger
fyldtes til Randen, som mættedes til alt nu
var tömt og borte — —.
Han aabnede uvilkaarligt de store
Hænder —- alt faldt fra dem -— naar?
han mindedes det ikke.
»Du taler om en Morgen,» Hjörnö
ludede sig tungt fremover, som tyngede
de tomme Hænder ham ned, »er du nu
ogsaa — saa vis paa saadan en
Ungdom og en Begyndelse — efter al den
Skumren og Nat vi har set?»
»Om jeg er vis?» Tronje löftede
Hagen endnu lidt mer, bag ham saas kun
Skyernes mörke, vandrende Kloder,
Landet var druknet dernede i Mulmet, »om
jeg er vis!»
»Og — og har du Kraft til den
Morgen, til at begynde paa ny?»
»Om jeg har Kraft —» Tronjes
Skikkelse rystede pludselig, som i Feber, med
Skuldrenes nu helt sorte Baand mod
Vinduesgraaet, »Hjörnö, husk kun, hvor
stærk jeg var en Gang, og at — at her
sad jeg i Stolen i min Kraft —. Der ’
var Tider, hvor det var, som, gik jeg nu
ikke, nu i samme Öjeblik til Asta, saa
maatte jeg omkomme i Kraft, men saa
— saa — Arildsens Öjne, da han rakte
mig den Ring, hans skælvende Haand
og — nej, jeg hamrede min Pande til
Blods mod en Mur, den Mur, der var
— mit Minde og mit Sind og — jeg
sänk om, bastet sammen med Hænder
om Födder, med Knebel i Struben, i
rallende Nöd og Hjærtet i et Skrig —
—. Og nu, nu spörger du mig, om jeg
nu har Kraft, jeg som ikke rörte Asta
Brahe i tredive Aar, om jeg har Kraft!
Aa Hjörnö, det — det blev jo stille
gennem Aarene — og svalt, men Kraften,
Længslen, husk, den lever endnu,
derinde, aldrig rört -—. Og — begynde,
vi skal jo först begynde nu, vi, som
biede og biede — —. Og — men
nej, nej det haster ikke, nu vi ved, hvor
Morgenen er kommen nær, takket være
Aftenen nu — den Morgen vi tör leve,
fordi den er retfærdig og fra Begyndel
sen vor — — aa Asta og jeg, jeg og
Asta — — vor Morgen!»
Hjörnös Hoved sänk dybere forover,
saa spurgte han provende:
»Og — Arildsen?»
»Ja du, Arildsen,» Tronje hev efter
Vejret, saa smilte Stemmens Graad med
et, som lysnende i den saa mörketætte
Stue, »Arildsen, ved du det — ham
længes vi næsten lige saa meget efter som
efter hinanden, han, den tredje–. Den
Tid, den vilde Tid, da han var den isnende
Haand for vore Öjne, om vore Hjærter,
aa den er jo forlængst forsvunden–.
Nu er det for os begge, jeg ved det fra
Astas Breve, som — kunde netop kun
hans Haand forene os, for — for vi har lidt
os til ham, igen, vor bedste Barndoms
Ven og Kammerat —» Stemmen hviske-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
