Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
johan herman wessel
2 97
nye Samfundskritik, som var
Brændpunktet i Voltaires og Rousseaus
Gærning, ind over Danmarks Grænser og
kunde nok fænge i et ungt,
modtageligt Sind. Og i de Kredse, hvortil han
nærmest var henvist — Studenternes —
genspejledes de Spörgsmaal, der da
optog alle Dyrkere af de skönne
Videnskaber: Om Sprogets Udvikling, om
Rimets Betydning i Poesien. Man talte
for og imod Klopstock og hævede
Tullin til Mesterskabets Tinde. Man kan
være forvisset om, at Wessel i
Kammeraternes Kreds har været en hidsig
Debattör, og at hans Vid allerede her
har funklet og hugget gennem Vrövlet.
Men det var kun i knapt tilmaalte
Fritimer, at han kunde öfre sig »for del
skiönne». Livet stillede sine Krav til
ham — han skulde leve. Med en
Energi, som staar i stærk Modsætning tit
hans senere Passivitet, kaster han, der
allerede —- som Tiden krævede — var
vei bevandret i Latin og Græsk, sig
over de levende Sprog, tilegner sig til
Fuldkommenhed — som Pram oplyser
i Noterne til sin »Elegie» ved Wessels
Grav — tysk, fransk og engelsk, for
senere i Livet at studere italiensk Sprog
og Literatur og i sine sidste Levedage
Spansk. Om hans Kendskab til Tidens
evropæiske Literatur indeholder især hans
komiske Fortællinger mange Vidnesbyrd.
Wessel bliver da Pædagog. — Han
maa »fortjene sit Bröd ved at være
Sprogmester», han maa tvinge sitt
indre Væld tilbage og gaa i
Trædemol-len, som saa mange andre Poeter
baade för og efter ham. Men han har, i
ligesaa höj Grad som Öehlenschlæger
nogle Aartier senere, været Manden
med de skjulte Talenter. Hans
Omgivelser maa have anet, at der boede
noget betydeligt i den unge Nordmand
med det fine, skælmske Smil og den
friske Latter, i den boglærde »Sprog-
mester», der ved Punschebollen ströede
om sig med saa mange kaade Indfald
og kuriöse Historier.
Ja visselig — det sprudlede i ham,
og der behövedes kun en Anledning
for at hans Vid skulde sætte Blomst,
de spredte Indfald forenes til poetisk
Bedrift.
Saa staar da Wessel 30 Aar gammel
en skön Dag færdig som Digter. Hvad
han i det hele ævner, ævner han strax. Han
er öjeblikkelig fuldtudrustet, og
fremtidig spores der hos ham ingen
yderligere Udvikling. Han er i saa Henseende
et Fænomen i dansk-norsk Literatur —
han er paa sit Omraade den födte
Digter, der styrer lige mod sit Maal,
ubevidst frembringer et Mesterværk og
skaber det — som ofte er Tilfældet
med Mesterværker — paa utrolig kort
Tid.
Johan Nordal Bruns Sorgespil
»Za-rine» spilledes förste Gang den 24:de
Februar 1772, og Rahbek paastaar, at
»Kjærlighed uden Strömper» er
skrevet, forinden det norske Selskab den
I2:te April blev dannet. Altsaa paa
omtrent sex Uger udarbejdede Wessel
sit ypperste Værk. Aanden var over
ham, kan man sige, Inspirationen, den
som Nutidens Forfattere saa haanlig
affærdiger, fordi de til Poesiens Skade
maa skrive for at leve og ikke kan
leve for at skrive, en Kontrast, der er
nok til at forklare hele vor Tids
literære Misère. Men da Stykket var
færdigt, gemte Wessel det i sin Bordskuffe.
Pram fortæller i de tidligere nævnte
Noter til sin »Elegie» at hans
»Beskedenhed var saa stor, at han maaske
aldrig havde udgivet dette sit
Mesterværk, dersom ikke hans Venner havde
overtalt, og endnu kraftigere hans
Forfatning tvunget ham dertil». Vennerne
var strax klare over, hvad dette
»Sör-ge-Spil» betöd. Blev det nu udgivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
